AU-rektor overdrager stafet til SDU-rektor
Efter 4 år på posten træder AU's rektor Brian Bech Nielsen tilbage som formand for Danske Universiteters rektorkollegium. SDU's rektor Jens Ringsmose overtager posten.
Rektor Brian Bech Nielsen træder efter fire år på posten tilbage som formand for Danske Universiteters rektorkollegium, når hans periode udløber til september i år. Rektor ved Syddansk Universitet, SDU, Jens Ringsmose overtager posten.
Brian Bech Nielsen tiltrådte posten i 2022 og har dermed været formand for rektorkollegiet i den periode, hvor kandidatreformen blev vedtaget – en reform, der som bekendt har medført markante ændringer af universitetssektoren med korte kandidatuddannelser, erhvervskandidatuddannelser og dimensionering af optaget.
”Det har været et privilegie at stå i spidsen for Danske Universiteter i en tid præget af store omvæltninger i vores sektor," siger Brian Bech Nielsen i en nyhed fra AU.
Brian Bech Nielsen fortsætter i rektorkollegiet som repræsentant for Aarhus Universitet.