Omnibus prik

AU-studerende hjælper gravide og småbørn i Sierra Leone

En gruppe studerende fra AU samarbejder på tværs af hovedområder om at skabe en bedre fremtid for gravide og småbørn i Sierra Leone. Danida støtter projektet med 172.594 kroner.

Monica Lauridsen Kujabi (th.) læser medicin på syvende semester, men har orlov og er netop taget til Sierra Leone for at arbejde frivilligt med at undervise lokalbefolkningen i sundhed og hygiejne de næste seks måneder. Det frivillige projekt står foreningen Masanga Outreach bag. Den drives primært af studerende fra AU. Caroline Madsen (tv.) er netop blevet færdig som læge og har deltaget aktivt i foreningens arbejde de seneste fem år. Foto: Lise Balsby

Medicinstuderende Monica Lauridsen Kujabi står nærmest med det ene ben i lufthavnen på vej til Sierra Leone, da Omnibus møder hende.

Hun har taget orlov fra studiet og skal i de næste seks måneder arbejde med at skabe bedre sundhed og hygiejne for gravide og småbørn i det vestafrikanske land, hvor hver ottende kvinde dør i barselsseng. Landet er et af de fattigste i Afrika og er stadig mærket af den borgerkrig, der hærgede i 1990’erne.

»Det er ikke helt gået op for mig endnu, at jeg skal af sted. Det har været spændende og udfordrende at være med til at udvikle projektet, men det er noget helt andet nu at skulle udføre det. Men jeg glæder mig.«

På tværs

Monica Lauridsen Kujabi har været frivillig i studenterprojektet Masanga Outreach i to år. Gruppen består af 15-20 AU-studerende, der på tværs af hovedområder og sideløbende med studierne forsøger at gøre en forskel for befolkningen i landsbyen Masanga i Tonkolilidistriktet midt inde i Sierra Leones jungle.

Oprindelig blev projektet startet af medicinstuderende fra AU, som primært arbejdede med rent sundhedsfaglige aktiviteter på klinikken på Masangahospitalet. De seneste år er projektets fokus dog ændret, og der er kommet studerende til fra andre studier såsom jura, statskundskab og informationsvidenskab, der hjælper med projektplanlægning, fundraising og PR.

»Det var egentlig lidt en tilfældighed, at der kom folk med fra andre fagområder, fordi vi stod og manglede folk i gruppen. Men så kunne vi se, hvor fedt det var, at vi havde flere fagligheder i spil, fordi vi kunne meget mere sammen,« fortæller Monica Lauridsen Kujabi.

Vil være undværlige

I takt med at sammensætningen af studerende er blevet mere blandet, har foreningens fokus også ændret sig fra kun at være sundhedsfagligt til også at være mere helhedsorienteret.

»Vores fokus er blevet mere langsigtet. Vi satser på uddannelse ud fra teorien om, at hvis vi skal rykke noget, så skal vi lære lokalbefolkningen noget. Vi skal over tid gøre os undværlige og undervise dem i selv at tage vare på gravide og børn under fem år,« fortæller Monica Lauridsen Kujabi.

Derfor har de studerende indgået et partnerskab med en forening af sierraleonske sygeplejestuderende. De danske studerende deler deres viden med de sierraleonske studerende,
hjælper dem med at opbygge en studenterorganisation, og sammen gennemfører de workshopper,
der skal sprede viden til lokalbefolkningen. Her gavner det, at der er kommet studerende til med andre fagligheder end de rent sundhedsfaglige, mener Monica Lauridsen Kujabi.

»Vi medicinere er sådan nogle diagnose-behandlings-typer, mens statskundskabere for eksempel har et langt mere organisatorisk fokus. Og i forhold til arbejdet herhjemme i Danmark er det da så meget bedre, at det er en studerende fra informationsvidenskab eller journalistik, der laver vores PR, end en medicinstuderende, « siger hun.

De lokale er med

Caroline Madsen er netop blev færdig som læge og har været aktiv i Masanga Outreach i fem år. Hun arbejdede som frivillig i Sierra Leone i 2010 og fortæller, hvordan måden Masanga Outreach arbejder på, har ændret sig. I 2010 var hun med til at køre rundt og spotte underernærede børn og få dem og deres mødre bragt til hospitalet, hvor de fik den rette behandling.

»Det arbejde er de lokale meget involverede i nu. De styrer selv underernæringsafdelingen og behandler børnene. Vores arbejde sker på et mere overordnet plan i dag. For eksempel har vi støttet studenterorganisationen i at organisere sig. Det var fedt at høre fra vores udsendte, at de har vedtaget vedtægter, og at bestyrelsen er trådt i karakter. Det siger noget om, hvordan vores projekt har udviklet sig.«

Monica Lauridsen Kujabi supplerer:

»Det nytter ikke noget, at vi kommer og fortæller de lokale, hvad de skal gøre, og hvilke problemer der skal løses. Vi skal ikke komme og fortælle dem, at de skal sætte ind over for malaria, hvis ikke det er det, som de mener, er det største sundhedsproblem, de står med lige nu. De skal med på vognen. Det er dem, der skal identificere problemerne. Og så uddanner vi dem til at løse dem.«

»Vi kommer med en anden uddannelsesbaggrund. Selv som studerende. Deres sygeplejerskeuddannelse varer tre år, og det sundhedspersonale, vi samarbejder med, har en toårig turbouddannelse, som er meget basal og teoretisk, fordi man efter borgerkrigen har været nødt til at skynde sig at uddanne en masse mennesker, som kunne hjælpe med at få landet tilbage på fode igen. Vi kommer med en praktisk erfaring og en systematik, fordi vi har været i praktik og har
fået supervision,« forklarer Caroline Madsen.

Hvert halve år udstationerer Masanga Outreach studerende i et team bestående af én medicinstuderende og én studerende fra for eksempel samfundsfag, folkesundhedsvidenskab
eller udviklingsstudier, som står for at drive projektet det halve år. De studerende støttes af resten af gruppen herhjemme.

Kontant skulderklap

Det langsigtede fokus med uddannelse i centrum er helt i tråd med dansk udviklingspolitik, og Danida har da også fået øjnene op for de studerendes arbejde i Sierra Leone. Det har udløst et kontant skulderklap i form af 172.594 kroner fra Danidas civilsamfundspulje, der skal bruges på at styrke partnerskabet med den sierraleonske studenterforening og til afholdelse af workshopper.

Caroline Madsen jubler over bevillingen.

»Det er en kæmpe blåstempling af vores projekt. Og så skønt, at det nu bliver muligt for os at udføre alt det, vi har planlagt. Det er også en anerkendelse af, at vi har den organisation, det netværk og den kulturelle erfaring, der er nødvendig. Lige fra det politiske plan til høvdingen i landsbyen.«

Og når man lægger op mod 15 timer i det frivillige arbejde om ugen, er det skulderklap meget  værd.

»Det viser, at vi er på rette vej med det, vi gør,« siger Monica Lauridsen Kujabi.

Selvom Caroline Madsen ikke længere er studerende, har hun ikke planer om at slippe projektet.
Faktisk udskyder hun sin turnus og slutter sig til Monica og de andre udsendte til efteråret for at arbejde på projektet.

»Det giver bare så meget energi at være en del af det her, så nej, jeg har slet ikke tænkt mig at stoppe.«


Om Masanga Outreach

Det frivillige projekt Masanga Outreach blev stiftet i 2008 af en gruppe medicinstuderende fra Aarhus Universitet. Formålet er at udbrede viden om basal sundhed og hygiejne til befolkningen i Tonkolilidistriktet i Sierra Leone. Landet blev hærget af borgerkrig i 1990’erne.

Masanga Outreach er et nonprofitprojekt og udgør en selvstændig afdeling under organisationen Masanga DK. De studerende arbejder frivilligt og omfatter i dag studerende fra flere hovedområder på AU samt enkelte færdiguddannede.

Masanga Outreach vil gerne have flere frivillige – vil du være med?
Læs mere på masangaoutreach.dk eller facebook.com/MasangaOutreach


Få overblik over de mange studenterforeninger på AU

Der findes en masse forskellige studenterforeninger på AU. Emnerne spænder
lige fra fiskeri, film og politik til drama, korsang og sport.
studerende.au.dk/studieliv/foreninger