Omnibus prik

"Hjælp mig med at redde liv"

Jordemoder og ph.d.-studerende Christina Marie Braüner har indsamlet halvdelen af midlerne til et feltstudium i Ghana via crowd funding.

Jordemoder og ph.d.-studerende Christina Marie Braüner forsøger at skaffe penge til sit næste feltstudium i Afrika gennem crowd funding. Foto: Privat

Risikoen for at dø af blødninger i forbindelse med en graviditet eller fødsel er 50 gange højere i Afrika syd for Sahara end i mere udviklede lande.

Den triste statistik vil jordemoder og ph.d.-studerende Christina Marie Braüner hjælpe med at knække. Derfor vil hun til Ghana for at teste, om noget så simpelt som en app til smartphones kan hjælpe med at nedbringe dødeligheden blandt fødende kvinder i ulande.

»Appen er udviklet af Maternity Worldwide og består af forskellige animerede videoer, der træner jordemødre i forskellige gynækologiske håndgreb, brug af medicin, og hvordan man sætter drop. Det er en billig måde at træne jordemødre på, og vi har god grund til at tro, at det virker. Et pilotstudie fra Kenya viser, at videotræning af jordemødre kan være mindst lige så effektiv som et kursus, der er langt dyrere og mere besværligt at arrangere,« forklarer hun.

»Mit projekt egner sig godt til crowd funding, fordi det handler om et emne, der umiddelbart appellerer til folk, og som er let at forstå for udenforstående.«

Hun har tidligere forsøgt sig med crowd funding i mindre skala og har gode erfaringer med metoden.

»Det er en god øvelse i at fortælle om sin forskning i et sprog, som venner og familie kan forstå. Samtidig får man umiddelbar feedback på sit projekt, og jeg har også oplevet, at en læge fra Nigeria, som har stor erfaring på området, har budt ind med sin erfaring. Derudover er det meget motiverende at følge med i, hvor mange procent af de nødvendige midler jeg har rejst,« fortæller hun.

På crowd funding-sitet, som hun benytter, udbetales donationerne løbende til forskeren. Hun har nu indsamlet 2.410 dollars af de 4.755 dollars, der er målet, og hun fortsætter med at søge, indtil midlerne er på plads. Hvis alt går efter planen, rejser hun til Ghana til efteråret.

Læs mere om projektet her: gofundme.com/christinabrauner