AU-studerende samler satellit til rummission
Efter tre dages arbejde er fem AU-studerende i dag blevet færdige med at samle satellitten Delphini-1, som skal sendes ud i rummet næste år. Vi er taget med de studerende ind i maskinrummet, hvor satellitten bliver samlet.
”Det er lidt af en drengedrøm at få lov at arbejde med rumfart og rumforskning,” fortæller Andreas Kjær Dideriksen.
Til daglig skriver han speciale i astronomi, men de sidste tre dage har han tilbragt iført fuld sikkerhedsdragt i det særlige ”cleanroom”, hvor han og fire andre studerende er ved at samle rumsatellitten Delphini-1. Satellitten er en del af AU’s nye rumprogram og skal sendes ud i rummet næste år.
Andreas Kjær Dideriksen viser satellitten frem. Til venstre for ham ses Katérina Verteletsky og Andreas Nicolai B. Michelsen. Foto: Miriam Brems.
Læringsmission i rummet
Når satellitten er færdigbygget, kan den bruges til at indsamle forskningsdata i rummet, men i første omgang er det ikke det primære formål med rummissionen.
”Det primære formål med missionen er at undersøge, om vi rent faktisk kan sætte en mission op, og om der er mulighed for at bruge en satellit som denne til forskningsprojekter. På den måde er det en læringsmission, som skal bevise, at konceptet fungerer,” forklarer projektmanager Victoria Antoci.
Foto: Miriam Brems.
Hun forklarer, at de studerende har mulighed for at få indflydelse på, hvad satellitten skal bruges til, når den er ude i rummet. For eksempel kan billeder fra satellitten bruges til at undersøge, hvordan isen på jorden ændrer sig over tid. En anden mulighed er at bruge satellittens kamera til at tage billeder af den samme stjerne, hver gang den passerer, for at måle stjernens lysstyrke over tid. Det kan give en idé om, hvordan stjernernes indvendige struktur ser ud, hvilket Victoria Antoci selv forsker i.
Foto: Miriam Brems.
En del af læringsprocessen er også at samle satellitten på den rigtige måde, og der er mange sikkerhedsforanstaltninger, der skal overholdes. Det såkaldte cleanroom, hvor samlingen foregår, har en særlig atmosfære, hvor mængden af støv og andre forurenende partikler er minimeret. Alle, der går ind i rummet, skal være iført en særlig dragt, som dækker alt fra skosålerne til hårtoppen. Nogle af de studerende har oven i købet masker på for at sikre, at spyt ikke kommer ud i rummets atmosfære, når de taler – og for at dække eventuelt skæg.
”Det er meget vigtigt, at der ikke kommer støv på satellittens kameralinse, fordi det kan ødelægge kvaliteten af de billeder, den tager ude i rummet,” Victoria Antoci.
Den strenge tilgang til renligheden understreges af, at en af de studerende, Peter Kongstad, i dag må nøjes med at se på samlingen gennem glasruden ind til rummet. Han er røget i midlertidig karantæne på grund af en forkølelse.
Foto: Miriam Brems.
”Hvis dragten bare rører jorden, skal man tage en ny på,” fortæller Victoria Antoci, og peger ind gennem en glasrude, hvor man kan se, at dragterne hænger på bøjler, fri af kontakt med både jorden og væggen.
”De studerende har fået halvanden times kursus i, hvordan man tager sikkerhedstøjet rigtigt på, og været til 10 minutters ’eksamen’ i de vigtigste rutiner bagefter.”
Foto: Miriam Brems.
Det er ikke bare menneskerne i rummet, men også tingene, der er strenge renlighedsregler for. De dele, der skal bruges til at samle satellitten skal først renses grundigt, hvorefter de lægges ind i en sluse, som er forbundet til samlerummet. Når de studerende åbner slusen inde fra rummet, sørger slusesystemet for, at støvkorn fra luften udefra ikke suges ind i det rene rum.
Foto: Miriam Brems.
Når satellitten er samlet og gennemtestet, skal den fragtes til Houston i USA i en lille, sort kuffert, som beskytter satellitten. Et ærefuldt hverv, som alle de studerende gerne vil betros.
”Alle vil gerne have lov at rejse over med satellitten. Vi har endnu ikke afgjort, hvem der får lov. Måske kan de alle fem tage af sted,” fortæller Victoria Antoci.
For Peter Kongstad er det ikke bare muligheden for at følge projektet til dørs, men også chancen for at stifte bekendtskab med den amerikanske rumforskning, der trækker:
”Det er en mulighed for at beskæftige sig med den kæmpe rumindustri i USA og for at få indsigt i nogle processer, man ellers ikke ville få indblik i,” siger han.
Når satellitten er kommet til Houston, bliver den i juni eller juli opsendt til Den Internationale Rumstation (ISS), hvorfra den bliver sendt ud i kredsløb om Jorden.
Noget andet end bøgerne
Både Andreas Kjær Dideriksen og Peter Kongstad er glade for at være med til arbejdet på satellitten.
”Det er et super fedt projekt at få lov at være med i ’hands on’. Samtidig er det en god mulighed for at anvende teori i praksis,” siger Andreas Kjær Dideriksen, som bakkes op af Peter Kongstad:
”Det er noget helt andet end at sidde med hovedet i bøgerne.”
Video af Peter Kongstad.
Samtidig fortæller de, at de er stolte af at være en del af projektet, og af det ansvar, der medfølger.
”Det er ikke mange mennesker i det her land, der kan sige, at de har været med til at bygge en satellit,” smiler Peter Kongstad.
De vil begge to gerne arbejde med noget i samme boldgade efter studierne, og selvom det er interessen for projektet, der driver værket, mener de bestemt, at det også gavner deres fremtidsmuligheder.
”Det ser godt ud på CV’et, og det er da nogle gode jobmuligheder, vi giver os selv,” siger Andreas Kjær Dideriksen.
Han håber også, at de erfaringer, de gør med projektet, kan bruges i de næste missioner, AU’s rumprogram skal lave.
Inden jeg går, rækker Victoria Antoci mig et lille, kvadratisk klistermærke med en illustration af Delphini-1, hvis navn er inspireret af både AU’s segl og stjernetegnet Delfinen, som kan ses fra Aarhus.
”Når satellitten er færdigbygget, er den på størrelse med klistermærket,” fortæller hun, og peger på kvadraten, som kun måler ca. 10 gange 10 centimeter.
Fakta om Delphini-1
- I juni eller juli bliver satellitten sendt op til Den Internationale Rumstation (ISS) fra en afsendingsstation i Houston. Bagefter sender ISS den videre ud i rummet, når det passer ind i deres øvrige program.
- Hardwaredelene til satellitten har kostet ca. 60.000 euro. Kontrolstationen til satellitten har kostet ca. 30.000 euro.
- Delene til satellitten er købt af GOMSpace, som designer nano-satellitter.
- Projektets samlede budget er på 200.000 euro.
- Fem studerende er tilknyttet projektet. Ud af 22 ansøgere blev 15 valgt ud til første workshop. Blandt de 15 blev der trukket lod om, hvem der fik lov til at samle satellitten.
- De fem studerende kommer fra Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Geoscience og AU Ingeneering.
- Satellitten er udstyret med et batteri, som vedligeholdes af solceller monteret på satellittens sider.
- Hvor længe satellitten skal være i kredsløb, afhænger af solaktiviteten, som påvirker atmosfæren. Victoria Antoci regner med 4-6 mdr., men hvis prognoserne holder stik og solaktiviteten er lav, kan den måske blive i kredsløb i et år.