AU tager hul på genåbningen – men hvem kan komme tilbage til campus?
Fra 6. april kunne AU formelt så småt begynde genåbningen af universitetet. Men der er langt fra et leben af studerende på campus, for blandt andet kravet om to meters afstand og kontrol af testsvar gør puslespillet svært at få til at gå op ude på fakulteterne, der også kun må lukke en bestemt kvote studerende ind på campus. Her er en status for, hvordan genåbningen foregår på AU.
Artiklen er opdateret 12/4 med interview med prodekan for uddannelse ved Aarhus BSS, Morten Rask, om genåbningen af fakultetet.
Da politikerne 22. marts vedtog en politisk aftale om kontrolleret genåbning af samfundet fra 6. april, landede der samtidig et puslespil af dimensioner hos fakulteterne på AU.
For selvom aftalen slår fast, at AU dagligt kan give op til 20 procent af de studerende adgang til undervisning og eksamen, og 10 procent af de studerende kan få adgang til læsepladser og grupperum, er det op til fakulteterne at afgøre, præcist hvilke studerende der nu kan inviteres indenfor på campus.
Fra politisk side er universiteterne blevet pålagt at prioritere førsteårsstuderende og afgangsstuderende, hvor mange praksiselementer spiller en afgørende rolle for afslutning af uddannelsen. Men puslespillet er langt fra let at få til at gå op, for restriktioner som krav om to meters afstand og krav om, at alle, der bevæger sig ind på campus, kan fremvise et negativt testsvar, der maksimalt er 72 timer gammelt, udgør et benspænd i planlægningen.
Niels Overgaard Lehmann, prodekan for uddannelse ved Arts. Foto: Lars Kruse/AU Foto
Prodekan for uddannelse ved Arts, Niels Overgaard Lehmann, siger det meget rammende:
”Læren fra et år med corona er, at godt nok kan vi nu trække på erfaringer fra tidligere semestre, men ingen planer kan genbruges, fordi vilkårene for at åbne har været forskellige fra gang til gang.”
Sammenlignet med genåbningen sidste forår finder han dette års genåbning sværere at gennemføre i praksis.
”Det skyldes, at vi i udgangspunktet havde regnet med at skulle gennemføre undervisning og eksamen online hele semestret. Dertil kommer kravet om at holde to meters afstand og det nye testregime. Det gør en kæmpe forskel,” siger Niels Overgaard Lehmann.
Morten Rask, der er konstitueret prodekan ved Aarhus BSS er meget enig i den udlægning og tilføjer:
”Vi arbejder under et stort tidspres, for de første eksamener begynder for vores vedkommende midt i maj, semesteret slutter med andre ord snart. Derfor har vi rykket hurtigt med denne genåbning, så vi med kort varsel kan åbne for særligt bachelorstuderende på første år, som har behov for at komme på campus og modtage fysisk undervisning.”
Arts: Begrænset af lokalernes størrelse
Fakultetsledelsen på Arts er netop nu ved at lægge sidste hånd på planen for, hvilke studerende der kan få adgang til campus.
”Vi prioriterer at give førsteårsstuderende på det andet semester af bacheloren samt førsteårsstuderende på kandidatuddannelser uden underlæggende bacheloruddannelse adgang til undervisning på campus. Desuden prioriterer vi undervisningsforløb, som på grund af mange praksiselementer bedst afvikles fysisk,” fortæller Niels Overgaard Lehmann.
Men kun ganske få af fakultetets lokaler er store nok til, at man kan overholde kravet om, at der skal holdes to meters afstand. Derfor gennemfører fakultetet undervisningen på stamhold med maksimalt 30 studerende, hvor man kan dispensere fra kravet om to meters afstand.
”Men det betyder, at vi ikke kan tilbyde undervisning på campus til hold, der er større end 30 studerende. Desuden skal vi også tage højde for, hvis underviserne har særlige udfordringer relateret til corona, for eksempel hvis de tilhører en risikogruppe, og i disse tilfælde vil undervisning på campus heller ikke blive aktuelt.”
Kontrol af prøvesvar ikke en opgave for undervisere
Hvordan fakultetet vil gennemføre stikprøvekontrol af negative testsvar, er endnu ikke på plads, men Niels Overgaard Lehmann forventer afklaring i denne uge.
”Vi vil gerne gøre det tillidsbaseret, men der er jo overordnet set to grupper af medarbejdere og studerende: De, der ikke kan komme hurtigt nok tilbage på campus, og de, der er bekymret over udsigten til at skulle tilbage. Og hvis man ikke tager kontrollen af test alvorligt, tager man ikke sidstnævnte gruppe alvorligt, ligesom vi risikerer at bidrage til at øge smitterisikoen unødigt. Så vi skal finde en måde, hvor det gøres ordentligt, uden at det bliver et voldsomt kontrolregime. En ting er dog sikker: Det kommer ikke til at være en opgave for underviserne,” slår han fast.
TECH: Fokus på semesterprojekter og laboratorieundervisning
På Faculty of Technical Sciences er genåbningsplanen også så småt ved at være på plads. Fakultetet kan byde nogle studerende velkommen fra på mandag, mens andre må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, fortæller prodekan for uddannelse, Finn Borchsenius.
Finn Borchsenius, prodekan for uddannelse ved TECH. Foto: Lars Kruse/AU Foto
Han fortæller, at de studerende, der havde kurser med fremmøde på campus inden påske, fortsætter uændret, dog med kravet om en negativ coronatest.
”Derudover prioriterer vi, at førsteårsstuderende kan komme tilbage, og en god del kan komme tilbage fra mandag. Derudover kan studerende, der for eksempel skriver semesterprojekter på diplomingeniøruddannelserne, og laboratorieundervisning på diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi vende tilbage. Prioriteringen bliver de studerende, der har brug for praksiselementer eller har svære hjemmearbejdsbetingelser,” siger Finn Borchsenius.
På TECH inkluderer genåbningen også kandidatspecialer med mange praksiselementer, ligesom der arbejdes på at gennemføre ekskursioner i uddannelsen Agrobiologi og en projektuge på campus Herning. Samtidig har fakultetet et særligt fokus på, om der kan gøres noget særligt for førstesemesterstuderende på kandidatuddannelser med vinterstart, hvor en del studerende kommer fra andre institutioner end AU.
Læsepladser på TECH er tænkt til gruppearbejde
Den anden del af genåbningen handler om læsepladser og grupperum, og her bliver det straks sværere, lyder det fra Finn Borchsenius.
”Denne del bekymrer mig mest, for det er svært at efterleve grundet afstandskravet. 10 procent af de studerende er ikke ret mange, og vi vil gøre alt for ikke at skuffe de studerende,” siger han.
Mange kurser på TECH arbejder i studiegrupper, og disse grupper håber fakultetet at kunne behandle som stamhold, hvor afstandskravet ikke er gældende.
”Vi ønsker at give mulighed for, at studiegrupper kan bruge læsepladserne i forbindelse med skemalagt undervisning, så det er muligt at blive på campus og arbejde. Det er den løsning, vi bedst kan kontrollere, men hvordan det praktisk kan gøres – og i hvilket omfang – mangler at blive afklaret,” siger Finn Borchsenius.
På andre fakulteter kan studerende booke læsepladser
På fakultetet Arts planlægger man at give de studerende mulighed for at booke sig ind på læsepladserne efter først til mølle-princippet. Dog vil specialestuderende så vidt muligt få forrang til at booke sig ind.
Prodekan for uddannelse, Niels Overgaard Lehmann, fortæller, at de studerende får direkte besked i løbet af fredag om mulighederne for at komme ind på campus. Og selve genåbningen vil kunne ske i løbet af næste uge eller ugen efter.
Flere studerende møder allerede op på campus
Når det kommer til de 20 procent studerende, der kan komme tilbage på campus og modtage undervisning, bliver der ikke den store forskel på fakultetet Health. Health har under hele nedlukningen haft tilladelse til at bruge klinik og enkelte laboratoriefaciliteter på campus, herunder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed.
”Men det betyder så også, at vi allerede bruger vores kvote for undervisning på campus,” siger prodekan for uddannelse på Health, Lise Wogensen Bach.
Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse ved Health. Foto: Lars Kruse/AU Foto
Hun fortsætter:
"Vi vil åbne yderligere for Healths studerende på to måder: Der vil blive afholdt spørgetimer, foreningsarrangementer og andre ikke-obligatoriske aktiviteter. Derudover har de studerende mulighed for at benytte læsepladser og grupperum i et vist omfang – vi arbejder i øjeblikket på at lave principper og procedurer, som vi kan melde ud til de studerende snarest."
På NAT er der liv i laboratorierne
Også på Faculty of Natural Sciences bruger man allerede en del af sin 20 procents-kvote på studerende, som har haft eksperimentelle øvelser i laboratorier på campus, oplyser Kristine Kilså, der er prodekan for uddannelse på NAT.
Kristine Kilså, prodekan for uddannelse ved NAT. Foto: Josefina Kilså-Becker
"Det drejer sig om cirka 100 studerende fra blandt andet kemi, medicinalkemi og biologi. Og de fortsætter, for de er endnu ikke færdige med deres kurser. Men jeg håber på, at vi allerede fra tidligt i næste uge kan lukke flere studerende ind på campus, enten på kurser eller på læsepladser. Det er lige nu ved at blive afklaret med studienævnene," siger hun og fortsætter:
"Vi prioriterer i første omgang studerende på kurser med mange praksiselementer, som ikke kan gennemføres online. Jeg kunne også godt tænke mig, at studerende – især førsteårsstuderende – på ikke så eksperimentelt tunge uddannelser også får mulighed for at komme tilbage til campus. Men det er svært, når der er en grænse for, hvor mange studerende vi må have inde ad gangen."
Institutterne råder over læsepladserne
Prodekanen på NAT håber dog, at fakultetet snart kan åbne for læsepladser på campus, så de studerende, som ikke i første omgang kan få undervisning på campus, kan få mulighed for en læseplads på campus.
"Men det administreres delvist på institutterne, for eksempel for studerende, der skriver bacheloropgave eller speciale – og delvist på fakultetet, hvor vi arbejder på en plan for at kunne fordele læsepladser til studerende. Det regner jeg med afklares hurtigst muligt og senest i løbet af næste uge."
De studerende vil få direkte besked fra deres kursusansvarlige via Blackboard, hvis de skal have undervisning på campus.
Eksamensplan og lokale testmuligheder på trapperne
Også planen for semestrets eksamener forventer Kristine Kilså er klar snart.
"Den er lige på trapperne, forhåbentlig kan vi lægge den ud i næste uge. Og jeg kan sige nu, at det meste vil foregå online."
En plan for nye testmuligheder på fakultetet er også på vej.
"Der kommer flere lokale testmuligheder, men vi afventer lige nu, at der bliver ansat folk, som kan vejlede studerende og medarbejdere i selvtest. Og hvad angår stikprøvekontrol af prøvesvar, bliver det op til institutterne at sikre kontrollen," siger Kristine Kilså.
På fakultetet Aarhus BSS var man inden artiklens deadline endnu ikke klar til at melde ud om genåbningen på fakultetet.
Aarhus BSS: Eksamensplanen klar
Morten Rask, konstitueret prodekan for uddannelse ved Aarhus BSS. Foto: Privat
På Aarhus BSS offentliggjorde fakultetet fredag eftermiddag eksamensplanen.
”Vi har i ledelsen og studienævn arbejdet ud fra, at flest mulige eksamener under de nuværende restriktioner skal afvikles i tråd med fagbeskrivelsen. Men det har ikke været helt ukompliceret, for eksempel er nogle hold så store, at vi ikke kan gennemføre eksamen på campus på grund af afstandskravet – så der tilbyder vi online eksamener,” fortæller Morten Rask, der er konstitueret prodekan for uddannelse på Aarhus BSS.
Fredag fik de studerende på Aarhus BSS også besked om, hvem af dem der får adgang til læsepladser og grupperum på campus. Her har fakultetet begrænset kapaciteten af læsepladser og grupperum, så det svarer til de 10 procent af fakultetets studerende, der må komme ind dagligt. Mandag og fredag er læsepladserne forbeholdt studerende, der skriver bacheloropgave eller speciale. Mens pladserne tirsdag til torsdag er forbeholdt førsteårsstuderende.
”Læsepladserne fordeles efter først til mølle-princippet, der bliver ikke mulighed for at booke læsepladserne. Til gengæld får alle studerende mulighed for at booke sig ind på grupperum,” siger Morten Rask.
Undervisning på campus er et tilbud
Som på den øvrige del af campus er adgangsbilletten for studerende en negativ coronatest, og fakultetet har ansat et eksternt vagtfirma til at stå for stikprøvekontrollen.
De studerende får endvidere løbende besked om, hvem der kan se frem til at blive tilbudt undervisning på campus. Og der er tale om et tilbud, forklarer Morten Rask:
”Undervisningen på campus vil blive afviklet som hybrid-format, for der er jo studerende, som tilhører risikogrupper og dermed ikke kan komme til undervisningen.”
Med det sagt, så vurderer prodekanen dog, at det er trygt for de studerende at færdes på campus.
”Dels skal de studerende nu testes forud for fremmøde på campus, og dels har vi kravet om to meters afstand, dog ikke på stamholdsundervisning,” siger Morten Rask.
De studerende, der kan se frem til undervisning på campus er primært førsteårsstuderende. Derudover har det været muligt i begrænset omfang at imødekomme uddannelser med fag, som i væsentlig grad ville være svære at gennemføre online.
”Det drejer sig for eksempel om et kursus på Psykologi, der involverer en personlighedstest, som er omfattet af copyright og dermed ikke må tages ud af lokalet. Det drejer sig også om forhandlingsfag, hvor der indgår rollespil, hvor fysisk tilstedeværelse er afgørende,” forklarer Morten Rask.
Prodekanen fortæller, at næste skridt i genåbningen på fakultetet bliver at fastlægge, hvordan studenterforeningernes aktiviteter kan komme i gang igen på campus.