Bartholin-komplekset modtager Stadsarkitektens Særpris ved prisuddeling
Bartholin-komplekset på Aarhus Universitet, som tidligere på året blev indviet efter en renovering, har modtaget Stadsarkitektens Særpris ved uddelingen af Aarhus Arkitekturpriser.
Fem år efter renoveringen af Bartholin-komplekset på Aarhus Universitet begyndte, stod komplekset i april 2025 klar og blev indviet.
Og nu har den over 50 år gamle bygning på over 11.000 kvadratmeter med sine nye kontorer, studiemiljøer og forskningslaboratorier vundet Stadsarkitektens Særpris ved Aarhus Arkitekturpris 2025, som blev uddelt 9. oktober.
Den omfattende renovering er lykkedes med nye højteknologiske laboratorier og forbedret studie og arbejdsmiljø i ”en af de højest elskede byggerier i Aarhus,” lyder det ved prisuddelingen om Bartholin-komplekset. I bedømmelsen lyder det:
”Bedømmelseskomitéen hæfter sig ved den høje arkitektoniske kvalitet: bearbejdningen af landskabet, den skulpturelle spindeltrappe og det nedførte vinduesparti, der – sammen med den udvendige belægning og fliseudsmykning – på fornemmeste vis udvisker overgangen mellem inde og ude. Ombygningen af Bartholin Komplekset står som et stærkt eksempel på, hvordan vi kan tilpasse vores bygninger nye behov og ønsker og på den måde sikre deres fremtidige brug, overlevelse og relevans,” lyder det.
Rummer nyt laboratorium, som det eneste i Danmark
Bartholin-komplekset, der hører under Institut for Biomedicin, rummer for eksempel nu Danmarks første og eneste BSL3-laboratorium. Det er et avanceret og sikret laboratorium, hvor forskerne blandt andet kan arbejde med farlig virus på et langt mere avanceret niveau end hidtil – og dermed skabe ny viden og indsigt i smitsomme sygdomme, har AU Health oplyst.
Stadsarkitekt Anne Mette Boye udtaler sig om Bartholin-komplekset i forbindelse med prisen:
“Her rammes den svære balance mellem respekt for det eksisterende og mod til at tilføre noget nyt. Her er ikke tale om forsigtig restaurering, men om en ambitiøs og velovervejet transformation, hvor nye lag er lagt til med stor forståelse for den oprindelige arkitektur. Det er klassisk god og smuk arkitektur, der gør kulturarven ’levende’, og det er dét, særprisen hylder,” siger stadsarkitekt Anne Mette Boye.
Prisuddelingen skete under Aarhus Arkitekturuge, som blev startet i 2023 af stadsarkitekt Anne Mette Boye. Ved prisuddelingen uddeltes blandt andet også Aarhusianernes Arkitekturpris og prisen for Bedste Bygning, hvor også Bartholin-komplekset var nomineret, men ikke vandt.
Arkitektugen finder sted i begyndelsen af oktober, hvor byens tegnestuer, udviklere og andre aktører åbner dørene og inviterer indbyggerne ind.
Mange forsinkelser
Renoveringen af Bartholin-komplekset har været længe undervejs. Siden renoveringen begyndte i 2020 fandt entreprenørerne bly og asbest i laboratieinventar, beton forurenet med PCB, smuldrende brystninger og huller i betondækket.
Det komplicerede renoveringen og gav forsinkelser. Ifølge Bygningsstyrelsen skulle komplekset oprindeligt have været klar til brug i 2022, men siden blev indflytningsdatoen rykket til starten af 2023 og senere igen til slutningen af 2023. Derefter lød det fra styrelsen, at komplekset ville være klar til overtagelse i 2024. Bartholin-komplekset stod færdigt og blev indviet 24. april 2025.
Under indvielsen sagde Health-dekan Anne-Mette Hvas, at planlægnings- og byggeprocessen på nogle områder kunne sammenlignes med den græske sagnkonge Sisyfos’ arbejde, som AU Health beskrev i en nyhed.
Bygningsstyrelsen har været bygherre, og CUBO Arkitekter har udformet projektet og været totalrådgiver. Næsten 200 medarbejdere har fået ny adresse i Bartholin-bygningen, og huslejen er TRE millioner kroner per måned ifølge AU Health.