Coronakrisen sætter strøm til AU Summer University
En stor del af kurserne på AU Summer University bliver i år omlagt til online-undervisning.
Normalt plejer tusindvis af studerende fra AU og hele verden at indtage AU’s campus i juli og august for at tage kurser på AU Summer University. Men i år bliver sommeruniversitetet en virtuel oplevelse. For AU’s uddannelsesudvalg besluttede på sit møde 28. april, at hovedparten af årets kurser på AU Summer University skal lægges om til online-undervisning for at sikre de studerende et sommertilbud, nu hvor det, som myndighedernes anbefaling er p.t., er usikkert, om kurserne vil kunne gennemføres på campus.
”Det bliver naturligvis en anden oplevelse for de studerende i år, men vi vil holde fast i, at de studerende får mulighed for tage kurser i sommerferien og supplere med ECTS, som måske er nødvendige i forbindelse med et udvekslingsophold eller et projektorienteret forløb,” siger Rikke Nielsen, der er chef for International Uddannelse.
Ikke alle kurser kan foregå online
Det er ikke alle kurser på AU Summer University, der kan lægges om til online-undervisning.
”Nogle kurser involverer ekskursioner eller arbejde i laboratorier, og indtil videre er det planen, at de kurser fortsætter som planlagt. Men det afhænger naturligvis af udmeldingen fra myndighederne, og vi træffer endelig beslutning om disse kurser senest 2. juni, så de studerende får klarhed i god tid,” fortæller Rikke Nielsen.
Det sociale program rykker også online
En stor del af det at deltage i AU Summer University er også det sociale program med aktiviteter, udflugter og events, som supplerer det faglige program.
”Og lige nu er vi ved at se på, hvordan vi kan skabe sociale aktiviteter online i stedet for,” siger Rikke Nielsen.
Underviserne på AU Summer University, hvoraf cirka halvdelen er internationale gæsteundervisere, har ifølge Rikke Nielsen vist stor forståelse for beslutningen om at afvikle kurserne online og har nu god tid til at planlægge undervisningen efter, at den skal foregå virtuelt.
Ansøgningsfrist 5. maj
Sidste år havde AU Summer University det bedste år nogensinde målt på deltagerantal. 2.791 studerende deltog i kurserne på AU hen over sommeren.
Du kan som studerende stadig nå at tilmelde dig et kursus på AU Summer University; fristen for at søge i anden ansøgningsrunde er 5. maj. Herefter er der løbende optag på kurser med ledige pladser frem til 2. juni.
- LÆS MERE om AU Summer University