Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag melder udsolgt med 12.000 solgte billetter
For første gang siden 2010 skal man købe en billet for at deltage i Danmarks Største Fredagsbar. Der er solgt 12.000 billetter, og arrangørerne melder udsolgt på billetter både til fredagsbaren og idrætsdagen.
Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag
Studenterrådet ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitets-Sport (AUS) afholder hvert år ved studiestart Danmarks Største Fredagsbar & Idrætsdag (DSFI). Arrangementet bliver i år afholdt fredag 10. september 2021. Dagen starter med forskellige sportsaktiviteter og turneringer. Senere bliver området overtaget af Danmarks Største Fredagsbar med koncerter med blandt andet Joyce, Hans Philip, Noah Carter og mange flere.
Opdatering: På DSFI Facebook side advarer arrangørerne imod, at der er falske billetter i omløb, og at man bør være opmærksom, hvis man køber billetter af private. Læse mere her.
Danmarks Største Fredagsbar på fredag løber af stablen, skal man for første gang siden 2010 vise en billet for at få adgang. En billet til fredagsbaren koster 50 kroner, men det er ikke for at tjene penge på de studerende, at man nu skal købe en billet, forklarer Mathias Folke Madsen, der er ansat af Studenterrådet som projektleder på Danmarks Største Fredagsbar.
”Vi skal holde styr på, hvor mange der kommer, så vi sikkerhedsmæssigt kan afvikle arrangementet på en forsvarlig måde. Det gør man på en god måde gennem billetsalget. Det er for at imødekomme myndighedernes retningslinjer,” siger Mathias Folke Madsen, der til dagligt læser International virksomhedskommunikation i spansk.
Han fortæller, at gæsterne generelt har taget pænt imod den nye ændring.
”Folk har været meget imødekommende i forhold til at skulle betale. Når man forklarer, at det er af sikkerhedsmæssige årsager, så forstår de det godt,” siger Mathias Folke Madsen, der forklarer, at prisen på de 50 kr. dækker billetgebyrer, udgifter i forbindelse med sikkerhed og likviditet i tilfælde af ekstraudgifter.
Man har også skullet købe billet til idrætsaktiviteterne, der foregår i løbet af dagen inden fredagsbaren og koncerterne om aftenen, og her er der også udsolgt.
Plads til 12.000
Det er også af sikkerhedsmæssige årsager, at man fra arrangørernes side er landet på 12.000 billetter, og nu, da kapaciteten er nået, kommer der ikke flere billetter til salg.
”Der er en maks. kapacitet på pladsen, der er meget smal og aflang. Vi har spurgt folk til råds, som har været med til at arrangere det i flere år, og vi har også spurgt folk med erfaring med sikkerhedsforhold og afvikling. De anbefaler de 12.000,” siger Mathias Folke Madsen.
Mathias Folke Madsen erkender, at der kan opstå en situation, hvor nogle går forgæves i den tro, at konceptet er, som det var i 2019 og før det, hvor der var fri adgang til pladsen, men han understreger, at billetsalget har været i gang siden midten af juni, så der har været god mulighed for at anskaffe sig en billet.
”Det er ærgerligt, at vi ikke kan have flere billetter til salg. Vi ville gerne have imødekommet, at alle kunne komme med til fest, men man kan ikke tilfredsstille alle,” siger Mathias Folke Madsen.
Mathias Folke Madsen forklarer, at de tirsdag formiddag også stort set er i mål med at anskaffe de 450 frivillige, som arrangementet kræver.