De bedste tips: Sådan lærer du mest – uden at hele dit liv skal foregå på læsesalen

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Læg en plan, mærk efter, hvad der virker for dig, og husk at holde fri. To rutinerede studerende deler ud af deres erfaringer med at få det meste ud af studiet – og samtidig have et liv ved siden af.

01.10.2020 | Nicklas Larsen

Det Kgl. Bibliotek i Aarhus huser omkring 400 læsepladser – heraf 200 stillelæsepladser som disse. Foto: AU Foto

For Karoline Dreyer Kattenhøj fungerer det også godt at lytte til for eksempel instrumentalmusik, når hun læser. Foto: Privat

Cecilie Stenner Rasmussen er også faglig mentor, hvor hun støtter udfordrede studerende. Foto: Privat

Øjnene falder i, og du har glemt, hvad du lige har læst. Dine venner er ude og drikke øl, men du mangler stadig at læse bogen færdig til i morgen. Hvornår skal du studere, hvornår skal du være sammen med vennerne, hvor meget skal du læse – og hvordan gør du det bedst? Som ny studerende kan det være svært at finde ud af, hvordan du bedst tackler hverdagen på studiet – også uden for undervisningslokalerne.

Omnibus har talt med to garvede studerende, som her giver deres bedste fif til, hvordan du måler, klipper og hæfter, så hverdagen, teorierne og undervisningen kan hænge sammen i én sammenhængende guirlande.

Rådene kommer fra Karoline Dreyer Kattenhøj, som læser medicin på femte semester, og Cecilie Stenner Rasmussen, som er faglig mentor og læser arkæologi på niende semester.

Læg. En. Plan.

Antallet af undervisningstimer, mængden af læsning, tid med studiegruppen og antallet af faglige opgaver varierer, så hvordan får man greb om den nye hverdag som studerende?

Karoline Dreyer Kattenhøj: ”Få dig en kalender, og skriv alt ind. Det giver et uundværligt overblik. Anse studiet som et fultidsjob, og lær, at din hverdag som udgangspunkt består af studie fra 8 til 16.”

Husk at holde fri

Studiet virker sommetider grænseløst, så hvordan får man plads til fritid og fester?

Karoline Dreyer Kattenhøj: ”Hovedet fungerer ikke, hvis det aldrig får lov at hvile sig. Sørg for at have mindst én dag om ugen, hvor du slet ikke laver uni-arbejde. Det gør livet så meget nemmere.”

Cecilie Stenner Rasmussen: ”Hvis du sidder og glor på skærmen eller ned i bogen, uden at der sker noget, så hold fri. Gå en tur, køb dit yndlingsslik, eller se en god film. Så har du mere energi til dagen efter.”

Noter eller ej?

Det er ikke altid nemt at vurdere, hvor mange noter du skal skrive. Så hvordan får du mest muligt med

Karoline Dreyer Kattenhøj: ”Får du noget ud af at skrive noter, når du læser eller er til forelæsning, så gør det – men hvis du ikke får meget ud af det, så er det tidsspild. Mærk efter, hvad der virker for dig. Du er ikke en god studerende, bare fordi du laver udførlige noter.”

Cecilie Stenner Rasmussen: ”Pas på, at du ikke skriver alt, hvad underviseren siger. Sørg for nogle gange at lade noterne ligge, så du ikke glemmer at lytte ordentligt efter. Og sørg for at have gemt ALT i skyen.”

Studiegruppen er ikke en kaffeklub

Når teksterne og teorierne bliver lange og svære, kan det fungere godt at være i en studiegruppe.

Cecilie Stenner Rasmussen: ”Sørg for at være sammen med nogen, der har samme ambitioner som dig, så du ikke føler, du skal trække andre igennem studiet eller omvendt. Vær lidt hård, og vær klar til at tale om, hvad der ikke fungerer. Husk, at du har ansvaret for dit eget studie, og selvom det er vigtigt, at I har det godt med hinanden, må det ikke blive en kaffeklub.”

Karoline Dreyer Kattenhøj: ”Det er igen mega individuelt, om det er noget, man synes fungerer eller ej. Jeg støtter mig for meget op ad andre, når jeg læser med dem, og sætter deres læringsbehov foran mine egne. Derfor læser jeg alene.”

LÆS OGSÅ: Det skal ikke gøre ondt i maven at gå på universitetet

Eksamen venter altid lige om hjørnet

Dig, din pen (eller computer) og en deadline, der langsomt, men sikkert, sniger sig ind på dig.

Hvad kan du gøre for at undgå følelsen af, at eksamen laver et bagholdsangreb på dig hvert semester?

Cecilie Stenner Rasmussen: ”Forbered det, du kan inden eksamen – sidehoved, formalia og så videre. Så er du helt klar, når eksamen går i gang. Læg en plan, og tænk den igennem. Motivér dig selv ved at dele eksamen op i bidder, og beløn dig selv med pauser. Lad være med at sidde og læse hele aftenen, men sørg for at have en fast døgnrytme. Motivation og koncentration hænger ikke nødvendigvis sammen.”

Karline Dreyer Kattenhøj: ”Selvom du har en positiv indstilling og har knoklet hele semesteret, så er universitetet svært, og du kan risikere at skulle op i et emne, som er svært for dig. Du må godt blanke eller dumpe en eksamen – det er der ingen skam i. Husk, at du har tre forsøg til at klare det!”

Et sidste tip:

Cecilie Stenner Rasmussen: ”Du kan ikke nå det hele, så lad være med at banke dig selv i hovedet over det.”

Karoline Dreyer Kattenhøj: ”De dyre lærebøger kan du ofte godt købe brugt, selvom udgaven ikke er den allernyeste. Der er masser af facebookgrupper til det!”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også