De dvaske studerende kommer til kort

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Du kan som studerende ikke længere døse hen bag skærmen, når underviseren ruller sig ud med undervisningsformen TBL. Og mange er tilsyneladende glade for at blive vækket. Til gengæld er det måske ikke drømmeundervisning for de elitestuderende.

02.11.2018 | Lene Ravn og Lars Kruse (fotos)

Kandidaten på Medicin står foran store forandringer i og med, at flytningen til Skejby også vil betyde færre forelæsninger og mere Team Based Learning, hvor de studerende blandt andet quizzes i pensum. Fotos: Lars Kruse

Institut vil bryde traditioner

Institut for Klinisk Medicin peger på to årsager til, at der fremover skal undervises mere i Team-Based Learning. 

Den ene er praktisk, for med udflytningen fra Nørrebrogade til Det Nye Universitetshospital i Aarhus i 2019 vil de kandidatstuderende på Medicin kun have adgang til ét auditorium, der kan rumme én årgang, nemlig Auditorium A. Og ingen af de seks kandidatsemestre vil have fast råderet over det, da det også skal bruges til konferencer og lignende. 

Den anden årsag er, at instituttet ønsker at bryde med de traditionelle, lange og store forelæsninger, fordi de studerende er for passive.  

Team-Based Learning

Undervisningsstrategien Team-Based Learning (TBL) blev udviklet ved University of Oklahoma i 70’erne.

Det begyndte som en strategi inden for undervisning i medicin, men er nu også udbredt inden for jura og til dels også i sociologien og samfundsvidenskaben. Strategien egner sig til fag, hvor man kan identificere en aktuel og relevant case, der kan løses i teams.

TBL består af følgende trin: De studerende har først en individuel forberedelse. Undervisningen begynder med en individuel test, en test i grupper (muligvis samme test som den individuelle), hvorefter underviseren samler op på testen og forelæser kortvarigt. Efterfølgende arbejder de studerende med en case i grupper, og til sidst samler underviseren op på casen og besvarer spørgsmål. 

Undervisningsholdene kan både blive for store og for små til TBL. Et hold med 20-30 studerende er for småt, mens et hold på 200 studerende vil kræve et forhåndskendskab til metoden.

Kilder: Institut for Klinisk MedicinTeam-Based Learning Collaborative, CESU samt CESUs Inspirationskatalog.

”Hvad skyldes det, hvis en patient ikke kan gå på hæl, men godt kan gå på tæer? I har 30 sekunder,” siger professor Henning Andersen.

De omkring 40 medicinstuderende, han er ved at quizze i Palle Juul-Jensen Auditoriet, sidder hver med en stak farvede kort i hænderne – og blikke fulde af koncentration. 

Sekunderne går, og Henning Andersen kræver svar. Det får han. Alle har løftet enten det grønne eller gule svarkort, og professoren afslører:

”Grøn er det rigtige. Det er en dropfod, og det har at gøre med peroneus-nerven ved knæet,” siger han og spørger, hvad det skyldes, hvis scenariet er det modsatte: 

”Hvad hvis patienten ikke kan gå på tæer, men godt på hælen?”

Og så er de på den igen. Hvis nogen af dem har været dvaske studerende før, er de kommet til kort, for det er vanskeligt at gemme sig bag computerskærmen eller den lille skærm i lommen. I det hele taget er det svært at lade tankerne flyve andetsteds, når Henning Andersen afbryder tankestrømmen med sine quizspørgsmål. 

Spørgsmålene er del af undervisningsstrategien Team-Based Learning (TBL), der adskiller sig fra almindelige forelæsninger ved at være undervisning for færre studerende ad gangen og ved at engagere de studerende med spørgsmål og cases, de skal forholde sig til i grupper. 

”Min opmærksomhed er bare bedre, når jeg skal stå til ansvar efterfølgende. Så lytter jeg. Jeg tjekker Facebook meget mindre og får meget mere ud af det. Mit indtryk er, at sådan er det for alle,” siger medicinstuderende Nicolai Jessen.

Professor Henning Andersen, der underviser de medicinstuderende i neuromuskulære sygdomme, har brugt strategien i cirka tre år, og han er ovenud tilfreds:

”De gammeldags forelæsninger, hvor man bare står i 45 minutter og taler ud i et auditorium, de er over and gone. Det ramte en meget lille gruppe. Trenden var, at der var et faldende fremmøde før, de studerende sad alle sammen bag en skærm, der var slået op, og man havde lyst til at spørge: Hallo, er I der?” fortæller han.

Læring for de mange 

Professor Henning Andersen takkede for cirka tre år siden ja til kurser i TBL ved Healths rådgivningsenhed CESU, og nu bruger han op imod halvdelen af undervisningstiden på TBL. Ifølge ham har det været ideelt til at få flere til at deltage. Det handler om at få majoriteten med:

”Når jeg tidligere stillede et spørgsmål, var det måske tre ud af hundrede, der bød ind. Og det var de samme tre,” konstaterer han.

Følger man det, som Henning Andersen kalder for hardcore TBL, gennemgås det samme stof flere gange; først individuelt, så i grupper, så forelæst og så med cases. Han medtager ikke altid alle trin i konceptet, men det tager stadig tid at gennemgå et emne med det.

”Det er ikke til de tre dygtigste, men det løfter det generelle niveau for de 50 procent, der før enten ikke mødte op eller havde et rigtig lavt bundniveau. De tre elitestuderende skal nok klare sig,” mener Henning Andersen.

Men nogle af hans kollegaer er skeptiske over for konceptet.

Spild af tid for eliten?

Toke Bek, der er professor i klinisk medicin, bruger omkring en tredjedel af undervisningstiden på TBL i sit fag om øjensygdomme.

”Det er rigtig godt, men det har sine begrænsninger. Så det med at fremstille det, som om man har fundet de vises sten, er at overgøre det. Det er dybest set bare en modebølge,” siger han. 

Han mener, man skal passe på med at lade det optage for meget af undervisningen:

”Det er godt for nogle bestemte studerende i nogle bestemte problemstillinger. Det er en social læringsstil, hvor man engagerer folk og skaber en form for samhørighed. Jeg er ikke sikker på, at det er for eliten, der nok vil finde det enormt trægt. Hvis man har forstået det første gang, hvorfor skal man så sidde og diskutere det i grupper?”

Selvom det er mere tidskrævende, mener han ikke, konceptet er på bekostning af elitestuderende: 

”Nej. Jeg tror bare, at nogle vil føle, at det er spild af tid, men det kan være, at de så bare lader være med at komme eller går tidligt fra undervisningen.”

Professor Henning Andersen afviser, at TBL er spild af tid for nogen:

”Spørgsmålet er, om vi underviser for bredden eller eliten. Og min fornemmelse er, at det ikke er elitestuderende, regionerne efterspørger. Det er driftssikre læger, der har et rimeligt bundniveau,” siger han.

Ifølge Henning Andersen er det nødvendigt at gribe undervisningen i medicin helt anderledes an end tidligere: ”Det ville være uoverkommeligt, hvis man skulle læse på samme detaljeringsniveau i dag, som da jeg selv læste, for vi har meget mere viden. Derfor har vi har måttet vende bøtten og beskrive emnerne på en overskuelig måde.”

Bekymret over tiden 

Professor Niels Uldbjerg, der underviser i gynækologi og obstetrik, har endnu ikke brugt TBL. Men han er blandt de undervisere, der skal i gang med det næste år. 20 ud af 40 forelæsninger i kvindesygdomme vil blive skiftet ud med TBL, og det niveau tror han vil blive udmærket. Men han deler Toke Beks forbehold:

”Min bekymring er, at det bliver enormt udbredt. Mange studerende på Medicin er jo lidt anderledes end andre studerende; de har ikke tid til at gå i dybden og gentage noget mange gange. De er ikke akademiske, men er gode til udenadslære. Det betyder, at de bare gerne vil vide, hvordan vi stiller diagnosen og behandler det, og de gider ikke snakke alt for meget.”

”Og så har de et kæmpe pensum. Der er ikke tid til at gå i dybden, og der kan jeg da godt frygte, at TBL bliver for meget, og at det ikke er effektivt nok til at nå igennem stoffet,” siger Niels Uldbjerg.

De mandlige studerende vågner op

Tilbage i auditoriet er Henning Andersen og de studerende nået til dagens case; en opdigtet 66-årig kvinde, der er blevet akut indlagt på en medicinsk afdeling og har turneret rundt mellem forskellige læger og undersøgelser. Henning Andersen har netop slukket lyset, så alle nu sammen kan beskue scanningsbillederne:

”Hvad nu, hvis I havde vagt: Hvad ville I så sige til hende? Hvad fejler hun?”

En kvindelig studerende stiller diagnosen. Den er svær, men mistanken går på en afklemning af rygmarven på grund af en metastase i ryggen.Og hun har ret. En anden studerende afbryder i forvirring: 

”Hvor kan man se det?”

”Kan du se det hvide?” spørger Henning Andersen.

”Nej, jeg kan se noget lyst,” svarer vedkommende.

En mandlig studerende lyser nu med en grøn laser på det hvide og spørger professoren: 

”Vil du låne den?” 

Folk ler. Her er tonen uformel, og konkurrencegenet bliver motioneret.

”Det stimulerer specielt fyrene, for det var dem, der mest sad og faldt i søvn til de klassiske forelæsninger,” fortæller Henning Andersen. 

En af de mandlige studerende, Nicolai Jessen, fortæller det samme: 

”Min opmærksomhed er bare bedre, når jeg skal stå til ansvar efterfølgende. Så lytter jeg. Jeg tjekker Facebook meget mindre og får meget mere ud af det. Mit indtryk er, at sådan er det for alle,” siger han.

”Det er specielt de mandlige studerende, der kommer ned til mig bagefter og siger, at det var super godt. En gang imellem så bryder de også ud i klapsalver. Før sad de og sov. Der er også et par stykker, der er kommet ned og har sagt: ’Jeg har aldrig gået til forelæsninger, men det her er super godt’” fortæller professor Henning Andersen.

En hjerne, der føles som en karklud

Ingen af de studerende lader til at have noget imod TBL – også selvom man er på. Ifølge Henning Andersen bør de studerende også kunne klare TBL-mosten:

”Det kan være udstillende, hvis man ikke kan svare, men på en måde reflekterer det også den virkelighed, man skal ud i. Hvis man som læge for eksempel skal afrapportere en 16-timers vagt til 20 kollegaer, så skal man jo stå til ansvar – selvom man er træt, og hjernen føles som en karklud. Det er virkeligheden, og på den måde synes jeg ikke, at vi stiller urimelige krav.”

Han mener, at selvom lærebogen i medicin er vokset over flere årtier, og de medicinstuderende i dag er generalister, er de også dygtigere end før:

”De nye læger er klart bedre til at handle med det samme og tage en vagt eller håndtere akutte situationer,” siger han.

Institut vil bryde traditioner

Institut for Klinisk Medicin peger på to årsager til, at der fremover skal undervises mere i Team-Based Learning. 

Den ene er praktisk, for med udflytningen fra Nørrebrogade til Det Nye Universitetshospital i Aarhus i 2019 vil de kandidatstuderende på Medicin kun have adgang til ét auditorium, der kan rumme én årgang, nemlig Auditorium A. Og ingen af de seks kandidatsemestre vil have fast råderet over det, da det også skal bruges til konferencer og lignende. 

Den anden årsag er, at instituttet ønsker at bryde med de traditionelle, lange og store forelæsninger, fordi de studerende er for passive. 

Team-Based Learning

Undervisningsstrategien Team-Based Learning (TBL) blev udviklet ved University of Oklahoma i 70’erne.

Det begyndte som en strategi inden for undervisning i medicin, men er nu også udbredt inden for jura og til dels også i sociologien og samfundsvidenskaben. Strategien egner sig til fag, hvor man kan identificere en aktuel og relevant case, der kan løses i teams.

TBL består af følgende trin: De studerende har først en individuel forberedelse. Undervisningen begynder med en individuel test, en test i grupper (muligvis samme test som den individuelle), hvorefter underviseren samler op på testen og forelæser kortvarigt. Efterfølgende arbejder de studerende med en case i grupper, og til sidst samler underviseren op på casen og besvarer spørgsmål. 

Undervisningsholdene kan både blive for store og for små til TBL. Et hold med 20-30 studerende er for småt, mens et hold på 200 studerende vil kræve et forhåndskendskab til metoden.

Kilder: Institut for Klinisk MedicinTeam-Based Learning Collaborative, CESU samt CESUs Inspirationskatalog.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også