DEA: Ph.d.ers lønefterslæb kalder på bedre vejledning på universiteterne

Tænketanken DEA mener, at universiteterne bør blive bedre til at vejlede til, at de fleste ph.d.er skal have en karriere uden for universitetet. Vi gør allerede meget, lyder det fra to ph.d.-skoleledere på AU, der dog medgiver, at AU også har ansvar for at hjælpe de unge forskere med at blive bevidste om, hvilke kompetencer de kan bidrage med i en virksomhed.

Den ekstra forskningserfaring, man får som postdoc, meriteres ikke på det øvrige arbejdsmarked, mener DEA. Tænketanken opfordrer universiteterne til at gøre mere for at kommunikere, hvilke kvalifikationer de ekstra forskningsår giver. Vi skal hellere hjælpe postdocs med at blive bedre til selv at sætte ord på deres kompetencer, lyder det fra to ph.d.-skoleledere på AU - men mere samarbejde med erhvervslivet kan også overvejes. Illustration: Louise Thrane Jensen - Det Koloristiske Komplot.
Omnibus bringer i dag sidste artikel i vores lille serie om ph.d.ers karriereveje. Illustration: Louise Thrane Jensen - Det Koloristiske Komplot.

Ph.d.-studerende fra AU, der begynder karrieren med et forskerjob på universitetet, men ender med at arbejde uden for universitetsverdenen, har seks år senere et lønefterslæb på omkring 150.000 kroner i årsindtægt sammenlignet med de ph.d.er, der gik direkte i job uden for akademia. Hvilket svarer til en forskel på næsten 30 procent.

Det viser en ny rapport fra DEA.

LÆS OGSÅ: Lønefterslæb på 150.00 kroner: En bristet forskerdrøm kan koste dyrt på pengepungen

Billedet er det samme for ph.d.-studerende på alle landets universiteter.

Lena Lindbjerg Sperling, der er ph.d. i økonomi og forfatteren bag DEA’s rapport, mener, at vejledningen af ph.d.-studerende skal tilpasses en virkelighed, hvor der ikke er faste forskerstillinger til alle ph.d.er.

”De fleste vejledere er jo forskere, der har haft hele deres karriere på universitetet, og derfor vejleder de formentlig også deres ph.d.-studerende ud fra det perspektiv,” siger hun.

Men universiteterne bør blive bedre til at vejlede deres ph.d.-studerende til en karriere uden for universitetet, mener Lena Lindbjerg Sperling.

LÆS OGSÅ: Ph.d.-studerende på AU: Lønnen er ikke afgørende

Siden Globaliseringsaftalen i 2006 er der nemlig blevet uddannet markant flere ph.d.er.

”Måske man som universitet skal begynde at tænke over, at langt de fleste ph.d.er skal have en karriere uden for universitetet og vejlede ud fra det,” siger hun.

AU-prodekaner: Budskabet er hørt – og omsat til handling

Omnibus har sendt DEA’s opfordring videre til Jes Madsen, der er prodekan for talentudvikling og ph.d.-skoleleder på fakulteterne Natural Sciences og Technical Sciences, og Anne Marie Pahuus, der er prodekan for forskning og talentudvikling og ph.d.-skoleleder på Arts.

De siger begge, at budskabet fra tænketanken er både hørt og omsat til handling på AU – for flere år siden.

”Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men vi har allerede gjort meget,” siger Jes Madsen.

På de to fakulteter, han repræsenterer, bliver ph.d.erne allerede første dag på deres introkursus præsenteret for en karrierevejleder, der fortæller om mulighederne uden for universitetet.

”Hos os er det mindre end hver femte, der skal regne med at ende i en stilling på universitetet, og vi gør fra starten opmærksom på, at det er sådan,” siger Jes Madsen.

På Arts kan forskerne – som også er vejledere – få lejlighed til at ”gå i praktik” i virksomheder i tre måneder, ligesom man kan tage til udlandet på forskningsophold, fortæller Anne Marie Pahuus.

”Det giver vejledere en god viden både til undervisning og vejledning i deres fag med eksterne øjne,” siger hun

Hun medgiver, at konkret inspiration til at søge job uden for akademia ikke serveres lige godt alle steder, men holder fast i, at en bevægelse er i gang.

”Der er grøde i det. Et af de næste skridt er at se på, om nogle af vores tiltag skal udvides eller ændres – er det for eksempel mentorvejledning, karrierevejledning eller messer med virksomheder, der virker bedst.”

Jes Madsen hæfter sig ved, at DEA’s udregning af lønefterslæbet bygger på data for ph.d.er, der er dimitteret mellem 2001 til 2017, men ikke viser, om der er nogen udvikling i tallene i den årrække.

”Det kunne være interessant at se tal fra starten af 00’erne holdt op imod de nyere år, så man kan se, om vores tiltag har gjort en forskel,” siger han.

Gør postdocs kompetencer tydeligere

Ifølge Lena Lindbjerg Sperling kan lønefterslæbet blandt andet forklares med, at de kompetencer, et eller flere år som postdoc giver, ikke anerkendes uden for universitetets mure.

Derfor mener hun, at rapporten også bør give anledning til, at universiteterne gør det mere klart, hvilke kompetencer de ekstra forskningsår giver.

”Det skal gøres mere tydeligt over for aftagerne uden for universitetsverdenen, at man ikke ’bare’ er en ph.d., når man kommer ud efter en postdoc-ansættelse,” siger hun.

Eksempler kunne ifølge Lena Lindbjerg Sperling være den mere solide forskningserfaring og det større netværk, man kan trække på.

”Det er et problem, at de flere citationer og publikationer i anerkendte tidsskrifter, man får ud af en postdoc, kun har værdi i universitetsverdenen. Det skal tydeliggøres, at man også får kompetencer som postdoc, der er til gavn på det øvrige arbejdsmarked,” siger hun.

Et fælles ansvar

Ifølge de to ph.d.-skoleledere på AU er løsningen ikke nødvendigvis, at AU som institution skal sætte ord på, hvad de unge forskere kan. Men universitetet har med et pilotprojekt på tværs af fakulteterne fra 2017-2020 forsøgt at hjælpe de unge forskere til selv at blive bevidste om, hvilke kompetencer, de kan tage med ud i en virksomhed.

”Ofte er det ikke det konkrete forskningsprojekt, man bliver ansat på, men alle de kompetencer, man udvikler undervejs,” siger Jes Madsen.

Anne Marie Pahuus supplerer:

”Det drejer sig for eksempel om projektledelse, som man får erfaring med ved at gennemføre et forskningsprojekt, men som også kan bruges uden for universitetets mure. Den slags kan vi sagtens arbejde på at få mere af.”

Ligesom DEA mener hun, at lønefterslæbet viser, at de ekstra forskningsår ikke giver merit uden for universitetsverdenen.

Hun foreslår, at man fra universitetets side kan overveje at lade samarbejde mellem postdocs og erhvervslivet fylde mere meriteringsmæssigt.

”Videnskabelige publikationer er måske ikke det, der tæller uden for universitetets egne rammer, så man kan overveje at lægge elementer ind, som stadig udtrykker videnskabelige meritter, men som er lettere genkendelige uden for universitetet,” siger hun.

Dog understreger hun, at det skal ske, uden at universitetet bliver umuligt at skelne fra en hvilken som helst højtspecialiseret vidensservice. Universitetet er ikke en virksomhed, der leverer konsulentarbejde på et højt niveau, lyder det fra prodekanen.

Jes Madsen mener, at anerkendelsen af de ekstra kompetencer også vil komme af sig selv med tiden.

”Da antallet af ph.d.er blev boostet i 00’erne, gik der også lidt tid, før virksomhederne kunne se, at ph.d.er kunne noget mere end kandidater. Jeg tror, vi vil se det samme med postdocs.”