DEBAT: At stævne studerende løser ikke problemet – man skjuler det bare bag frygt

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning. 

Studiebøger er en kæmpe udgift for økonomisk pressede studerende. Derfor mener Studenterrådet, at RettighedsAlliancens nye udmelding om at skærpe indsatsen med at udstede bøder til studerende, der ulovligt deler studiebøger, er en skræmmekampagne. RettighedsAlliancen peger på, at 57 procent af studerende har delt bøger online. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv er digitalt pirateri et problem på tværs af aldersgrupper, som rammer mange andre medier end blot digitale studiebøger. Derfor mener vi i Studenterrådet, at det er unødigt hårdt at køre målrettede sager mod studerende for at sende et tydeligere signal, som Maria Fredenslund, direktør for RettighedsAlliancen siger i en artikel i Omnibus. Det er at træde på nogen, der allerede ligger ned. Og det løser ikke problemet.

Studerende risikerer stævninger og retssager ved ulovlig deling af studiebøger

Fokusér på problemet frem for symptomet

Det er dyrt at være studerende. Bøger til et helt semester kan løbe op i flere tusinde kroner ifølge Saxos pensumlister. Dertil kommer programmer og licenser, der kræver brugerbetaling. Når man fokuserer på deling af kopierede studiebøger, prøver man at behandle et symptom frem for at løse problemet. Studerende fravælger ikke at købe bøgerne, fordi de ønsker at bryde loven, men fordi der sker en skarp prioritering af midler i en stram økonomi. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at ophavsretten skal respekteres, men det peger på en strukturel udfordring, hvor økonomisk utryghed kan skubbe studerende til at søge alternative løsninger. Denne økonomiske utryghed puster til det digitale pirateri. Det er ikke i sig selv problematisk, at alt på universitetet ikke er gratis, men når der går inflation i antallet af studiebøger og licenser, der skal købes, bliver princippet om fri og lige adgang sat på prøve.

Hyppige opdateringer forhindrer videresalg

Det er problematisk, at der findes et økonomisk incitament til løbende at opdatere studiebøger, fordi det motiverer professorer og forlag til at ændre strukturen eller foretage små, ofte ubetydelige justeringer, alene fordi det giver et økonomisk afkast. Dette forhindrer studerende i at videresælge bøger, man ikke længere har behov for, og gør bøgerne mindre bæredygtige, da de ikke kan genbruges, medmindre professorerne bruger ekstra tid på, at pensumliste skal inkludere tidligere versioner.

Når universiteterne tilrettelægger undervisningsplaner, har de et ansvar for at levere forskningsbaseret undervisning i høj kvalitet. Dog må overvejelser om økonomisk tilgængelighed, genbrug af bøger og udnyttelse af universiteternes mange tilgængelige licenser også veje tungt. Når universitetet år for år skaber overskud, kunne en del af disse midler med fordel investeres i at understøtte bibliotekerne, finansiere fælles boglicenser og sikre en kritisk gennemgang af pensumlister. Studiebøger skal kvalitetssikres og skal kunne genbruges mere end én gang, så de udnyttes til fulde gennem hele ens studietid på universitetet.

Skræmmekampagne virker ikke

Når RettighedsAlliancen kører skræmmekampagner for at stoppe ulovlig deling af studiebøger, vil de ændre en tendens i samfundet ved at slå ned på nogen af dem, der har mindst. Det puster til problemstillinger om økonomisk pres og deraf følgende mistrivsel, der allerede rumsterer hos studerende. Studenterrådet ser det ikke som en løsning at ramme nogle studerende økonomisk, for at skræmme resten til at indordne sig.

Kulturændringer sker ikke gennem frygt, heller ikke i dette tilfælde.