Studerende risikerer stævninger og retssager ved ulovlig deling af studiebøger
Der er ingen ændring at spore efter flere års oplysningsarbejde, da studerende fortsat deler studiebøger ulovligt. RettighedsAlliancen ser sig derfor nødsaget til at tage hårdere midler i brug og vil nu trække studerende i retten, hvis de krænker ophavsretten.
Interesseorganisationen RettighedsAlliancen, der arbejder for at forhindre krænkelser af ophavsretten, tager nu nye og hårdere midler i brug for at forhindre ulovlig deling af studiebøger.
Siden starten af februar har interesseorganisationen arbejdet på at rejse sager mod studerende, der krænker ophavsretten ved ulovligt at dele digitale studiebøger.
Det sker som konsekvens af, at organisationens oplysningskampagner ikke har formået at bremse ulovlig deling af studiebøger, konstaterer RettighedsAlliancen.
En måling fra 2025 foretaget af Epinion viser, at 57 procent af de adspurgte studerende, der bruger digitale studiebøger, har anskaffet mindst én bog på ulovlig vis.
69 procent af de adspurgte studerende er bevidste om, at det er ulovligt, mens 74 procent finder det acceptabelt at dele bøger ulovligt med sine studiekammerater.
”Når over halvdelen stadig deler studiebøger ulovligt, er vi nødt til at sende et tydeligere signal. Der skal være konsekvenser, hvis loven brydes – ligesom på alle andre områder i samfundet,” udtaler direktør i RettighedsAlliancen Maria Fredenslund i en pressemeddelelse.
Vil statuere et eksempel
RettighedsAlliancen oplyser, at de vil udvælge sager for at statuere et eksempel på, at deling af enkelte digitale studiebøger er ulovligt.
”Vi ønsker ikke at straffe enkeltpersoner, men at skabe en kulturændring, hvor de studerende forstår, at ulovlig deling har konsekvenser,” udtaler Maria Fredenslund.
De studerende kan blive pålagt bøder, hvis retten finder beviser for, at den studerende har krænket ophavsretten.
”Når autoriteter og samfundet sætter handling bag vores love og regler, kan vi bedre motivere de studerende til at respektere og overholde dem,” siger Maria Fredenslund.
RettighedsAlliancen oplyser, at de har orienteret landets uddannelsesinstitutioner om de nye tiltag, hvor de samtidigt opfordrer uddannelsesinstitutionerne til at informere de studerende om den skærpede indsats og konsekvenserne ved ulovlig deling af studiemateriale.
Marked for danske studiebøger er truet
Ifølge en undersøgelse foretaget af konsulenthuset CphFacilitation, mistede bogbranchen og staten skønsmæssigt 225 millioner kroner i 2022 grundet piratkopiering af digitale studiebøger.
Og det går udover kvaliteten, siger Henrik Gejlager, der er direktør for Gyldendal Uddannelse og formand for Danske Undervisningsforlags Forretningsudvalg.
”Omfanget af den ulovlige deling blandt studerende er nu så massivt, at det reelt truer hele markedet for danske studiebøger,” siger Henrik Gejlager.
”Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi ganske enkelt, at der ikke længere findes et bæredygtigt studiebogsmarked i Danmark,” siger han.
Ifølge RettighedsAlliancen, kan det blive et strukturelt problem for det danske videnssamfund, hvis de danske undervisningsforlag er underbemidlede.