DEBAT: Et alt for firkantet universitet

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.

At starte på universitetet som 35-årig, kan lyde som dødens pølse. For mig var det en kærkommen mulighed for at nørde litteratur med inspirerende medstuderende og dygtige undervisere. Selvom det tog mig flere måneder at fatte, at floor ikke er et nyt diskotek, og jeg måtte erfare, at mine ungdomsår nu er tema til fredagsbarer (Av), elsker jeg min renæssance som studerende på AU. Desværre føles det ofte, som om AU ikke elsker at have mig som studerende. 

Siden 3. semester på bacheloren, har jeg arbejdet fuld tid ved siden af mine studier, i starten med tre forskellige jobs som henholdsvis pizzabager, tekstforfatter og bogopsætter på Dokk1, men i 2023 blev jeg adjunkt i animation på The Animation Workshop/VIA University College, og oplever nu den perfekte tværfaglige synergi mellem mine litteraturstudier på AU og mit arbejde. 

Bureaukratisk benspænd

Men samspillet med AU er for en skæv studerende som mig fyldt med bureaukratiske benspænd. I august 2024 blev jeg tvunget ud i en reeksamen, fordi jeg i perioden for min sidste eksamen på bachelordelen skulle have mine egne studerende til mundtlige eksamener. Jeg kontaktede allerede i december 2023 eksamensadministrationen på AU og bad om lov til at komme op en af de andre dage for netop at undgå dette sammenfald. Svaret var, at det kun er muligt ved borgerligt ombud eller planlagte operationer. Det betød, at jeg en tilfældig onsdag i august, helt alene, blev færdig med min bachelor, måneder efter mine medstuderende. Det var en flad fornemmelse. Jeg burde i øvrigt have været til introduktion på min kandidat samme dag, men en reeksamen må jo nødvendigvis ligge oven i studiestart …

Rigide rammer

Da jeg i dette forår skulle vælge profilfag til efterårssemestret, ville jeg tilmelde mig et kursus, som har gruppeeksamen. På grund af mine arbejdstider ved VIA, er det ikke muligt for mig at lave store projekter i grupper, og jeg efterspurgte derfor muligheden for at tage eksamen individuelt. Svaret lød, at der ikke kan gives dispensation fra studieordningen, eneste alternativ var at aflevere til reeksamen. Desuden ville jeg så heller ikke kunne få vejledning. Det lød ikke som en tilfredsstillende måde at tage et kursus på, og jeg endte med at vælge et andet. 

Valget af profilfag rummer andre problemer. Hvis man som mig hverken har mulighed for at komme i praktik eller at tage et semester i udlandet, er udvalget af profilfag desværre ikke noget at råbe hurra for. Hvorfor er det ikke muligt at udvide kataloget, eller som det mindste gøre det nemmere og mere overskueligt for studerende at sammensætte deres egen profil ud fra eksisterende kurser på andre uddannelser, så de, der ’bliver hjemme’, føler sig lige så prioriteret som andre studerende?

Føles som om, AU er ligeglad

Det er skuffende at blive mødt med de her (ofte angstfremkaldende) udfordringer, som føles som meningsløst, bureaukratisk tyranni og kræver ekstra tid og energi fra mig. Det gør mig ked af det og får mig til at føle, at AU er ligeglad med at have mig som studerende. Ja, som nu 41-årig med fast arbejde er min måde at studere på anderledes, end hvis jeg var 22, til gengæld kommer jeg med en anden livserfaring. Hvilket ofte er yderst brugbart til eksamener, i holdundervisning og til at afsøge nye områder inden for mit studie. 

Mit ærinde er på ingen måde at kritisere specifikke undervisere; for jeg har haft utallige undervisere, som har været lige så frustrerede som mig (og jeg genkender det desuden selv som underviser på VIA). De fantastiske studievejledere kæmper også en brav kamp for at rådgive og beskytte studerende som mig, men det er desværre ikke altid nok.

Tid til strukturel ommøblering

En uddannelsesinstitution som AU bør spørge sig selv: 'Hvad er meningen? Er vi her for at kultivere åndelig dannelse og skabe et videnssamfund? Gør vi det på inkluderende og nytænkende måder, som gavner alle studerende og den fremtid, de skal ud i?’ Viser det sig, at organiseringen og formalistisk bureaukrati decideret spænder ben for mennesker, der gerne vil uddanne sig ad utraditionelle veje, ja, så vil jeg mene, at det er tid til strukturel ommøblering. 

Hvis universiteterne og politikerne reelt ønsker inklusion, rummelighed og mulighed for videreudvikling af færdigheder uanset alder og socioøkonomisk baggrund, er det på tide at skabe rammerne, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre. Når man tænker på, at det er en agenda, som danske politikere prøver at få igennem, som erhvervslivet efterspørger, og som AU regelmæssigt nævner i positive vendinger i pressen, kan man undre sig over, hvor lidt fokus der er på det i den praktiske dagligdag på AU. En rigid struktur kan gøre, at man som anderledes studerende ender med at droppe ud (den tanke har jeg selv haft adskillige gange), for er der noget, der forsvinder som dug for solen på bureaukratiets højborg, er det menneskelig glæde og motivation. 

Vi har ikke alle en lige vej, når det kommer til uddannelse. Som min bedstefar Palle, der blev ph.d. fra AU, da han var 74. Det, synes jeg, er en smuk ting, for det betyder jo, at universitetet er for alle. 

Cristina Bojesen er kandidatstuderende i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og er desuden adjunkt i animation ved The Animation Workshop/VIA University College i Viborg.