DEBAT: GAI tvinger os til at udvikle nye eksamensformer
Når studerende med hjælp fra kunstig intelligens nu kan generere opgavebesvarelser til et 12-tal, tvinger det universitetet til at ændre eksamensform. Flere mundtlige eksamener er det oplagte svar. Men der er brug for at udvikle nye formater, som ikke presser den enkelte eksaminator og institutternes ressourcer, skriver ingeniørdocent Jens Bennedsen.
Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribenternes holdning.
I et debatindlæg i Omnibus bragt 23. september skriver Niels Lauritzen, der har været en pioner med at integrere generativ AI (GAI) i sin undervisning, at han nu har oplevet, at GAI kan generere helt perfekte opgaveløsninger med referencer til pensum.
DEBAT: AU’s GAI-anbefalinger er et år gamle – men er allerede overhalet af teknologien
Ja, udviklingen er gået MEGET stærkt, også hurtigere end jeg havde forestillet mig. Men når man ser de enorme beløb, som investeres i udvikling af sprogmodeller, burde vi måske ikke være overraskede. Det var nok forventeligt, at vi nåede til dette punkt inden for en overskuelig årrække. Og det leder mig til min pointe – vores evalueringsform er ikke optimal – og det har den ikke været længe.
Vi evaluerer de studerendes proces (hvordan de løser en opgave) ved at evaluere deres produkt. Problemet er, at vi med GAI nu har fået en digital hjælper, som kan lave produktet til en kvalitet, som typisk vil resultere i karakteren 12. Med andre ord; vi kan ikke regne med, at der er en sammenhæng mellem de studerendes proces og det produkt, de laver.
Nye eksamensformer er påkrævet
Hvad er løsningen? Vi bliver nødt til at lave eksamensformer, hvor vi evaluerer de studerendes proces direkte. Det kræver, at vi kan observere processen eller i hvert fald få den studerende til at fortælle om den på baggrund af spørgsmål såsom: Hvad gjorde du for at fremstille produktet? Hvilke alternativer er der? hvilke afvejninger gjorde, at du nåede til dette produkt? Hvorfor giver det mening at bruge denne teori? Dette vil formentlig kunne fungere, indtil der bliver udviklet mikrohøreapparater med GAI integreret, som vil kunne sættes op til at levere GAI-genererede svar til den studerende baseret på spørgsmål stillet af eksaminator.
Hvorfor evaluerer vi fortsat produkter frem for at evaluere processer? Mit bedste bud er: 1) det plejer vi, 2) vi har lige lavet en kæmpestor hal til at understøtte det, 3) det er mest tidseffektivt. Når jeg snakker med kolleger, er det særligt punkt tre, de lægger vægt på.
Vi skal have ressourcer til at ændre eksamener
Hvad kan en konkret løsning være? Den oplagte er selvfølgelig at ændre eksamen til en mundtlig eksamen, måske med en forudgående hjemmeopgave, som den studerende så skal argumentere for. Og vi skal sikre, at der ressourcer til denne ændring.
Jeg kan dog godt forstå de af mine kolleger, som har hold på over 200 studerende, ikke synes, det er optimalt at skulle holde 200 x 20 minutters eksamen = 66 timer (svarende til godt 11 dages eksamen med eksaminationer i 6 timer pr. dag). Når man samtidig har 1-2 andre kurser, betyder det, at man vil være optaget med at holde eksamen i hele eksamensperioden. Det kalder på, at vi finder mere effektive eksamensformer, hvor vi fokuserer på proces men ikke bruger så mange ressourcer.
Vi skal turde eksperimentere med formatet
Jeg underviser selv på et stort introducerende programmeringskursus med cirka 175 studerende. Her er eksamensformen ændret fra en skriftlig eksamen til en slags mundtlig – 12 studerende er inde samtidigt i to timer og får stillet en række opgaver, de skal løse (gerne med brug af GAI). Censor og eksaminator går rundt for at spørge til den studerendes løsning og beder også om forklaring af centrale begreber i kurset. Det gør, at jeg bruger 10 minutter per studerende eller 5 dage på mit kursus – halvdelen af en traditionel mundtlig eksamen. Der er bestemt noget, som kan optimeres ved denne form – for eksempel lade de studerende arbejde med opgaverne i en time og så spørge ind til deres løsninger i den sidste time, så kan vi have to overlappende hold og derved bruge endnu mindre tid.
Jeg er sikker på, at der er mange andre kreative undervisere derude, som har andre idéer. Det kræver så, at studienævnene er villige til at “eksperimentere” med eksamensformen, og at vi laver en systematisk erfaringsopsamling, så vi kan argumentere for kvaliteten af formen og for, hvornår den skal bruges.
Ligeledes kræver det, at der er større fokus på vidensdeling om eksamensformer. Jeg vil opfordre CED (Centre for Educational Development, red.) til at gøre dette til et af deres absolutte fokusområder. Lad de tusind eksperimenter blomstre – men husk, at der er meget på spil for de studerende ved eksamen, så det skal tænkes godt igennem.