DEBAT: Hvor er vores sympati med Israel?
Det vækker harme hos AU-lektor Rainer Atzbach, at der blandt nordiske forskere, herunder flere fra AU, udvises tydelig støtte til den palæstinensiske civilbefolkning og samtidig rettes kraftig kritik af Israel. Hvor blev solidariteten af i dagene efter 7. oktober, spørger han og efterlyser på den baggrund også en mere balanceret dækning af konflikten i nærværende universitetsavis.
Dette er et debatindlæg. Synspunkterne, som udtrykkes i indlægget, er skribentens egne.
Den 7. oktober blev flere end 1.400 mennesker myrdet. Ifølge øjenvidner og beretninger i flere medier blev kvinder i alle aldre voldtaget. Unge kvinder fik deres tøj revet af kroppen af hujende mænd. Gamle og skrøbelige blev slået. Unge og gamle blev kidnappet. Unge mennesker, som mødtes til en festival, blev omringet fra alle sider og nedslagtet. Det er terrorisme. Ikke kun i Gazas gader, men også i Europa fejrede sympatisører Hamas’ 'store sejr'. Det er afskyeligt.
Hvor blev vores forskeres og studerendes solidaritet med Israel af i dagene efter den 7. oktober?
FN’s generalforsamling vedtog i 1947 en delingsplan for det britiske mandatområde Palæstina i en arabisk og en jødisk stat, som skulle bevare et økonomisk samarbejde. Delingsplanen tildelte palæstinenserne et område, som var langt større end alle senere palæstinensiske egne. Dog var det arabiske svar en krig, som skulle drive jøderne i Middelhavet – og endte med et sviende nederlag for araberne. Yom Kippur-krigen var næste forsøg på at likvidere Israel – det eneste land i regionen, hvor arabere har både statsborgerskab, ytringsfrihed og stemmeret. Dog dannede krigen udgangspunkt for Camp David-aftalen i 1979 og den nye fredsproces, som blandt andet førte til anerkendelse af palæstinensisk autonomi.
Israel overlod Gazastriben til autonomi-administrationen og trak alle israelske bosættelser i dette område tilbage. I 2007 overtog Hamas kontrollen i Gaza; siden da har der hverken været pressefrihed, social stabilitet eller valg, men til gengæld oprustning og forberedelse af den største planlagte manddrabsaktion og pogrom mod jøderne siden Holocaust.
Hamas har brugt moskeer, hospitaler og sågar spejderhjem som militæriske støttepunkter, hvilket vil sige, at civile systematisk blev brugt som skjold mod angribende israelske styrker. Det er en krigsforbrydelse. Hamas affyrer missiler mod civile mål i Israel. Israels hær har under hele modangrebet forsøgt at mindske antallet af civile ofre, blandt andet ved at indrette flugtkorridorer – hvor deres egne folk blev beskudt af Hamas for at bevare deres skjold.
Jeg vil ikke benægte, at der foregår en grusom krig i Gaza, som også uskyldige civile bliver ofre for. En krig, som kunne have været undgået, hvis begge parter havde accepteret resultaterne af deres forhandlinger og havde overholdt aftalerne. Men stop: Hvem var det lige, som indledte krigen? Hvem er ansvarlig for at have ødelagt alle fredsplaner? Hvem har valgt at byde sig til som et hjemsted for terrorister?
På den baggrund forarger det mig, at Israels selvforsvar mod Hamas’ væbnede styrker i en støtteerklæring i solidaritet med det palæstinensiske folk, som omtales i en artikel i Omnibus, beskrives som ”folkedrab og en etnisk udrensning”. Alt imens jøder i hele Europa er bange for at sende deres børn i skole, og israelere er bange for at forlade deres hjem, kun fordi nogle vil udslette alle jøder? Hvem er det, der udsættes for et folkedrab? Hvis nogen fabulerer om at ”holde de skyldige bag det igangværende folkedrab ansvarlige, inklusive dem, der støtter dem”, så er jeg såmænd enig, men her tænker jeg først og fremmest på Hamas. Jeg savner i den pågældende artikel i Omnibus en mere afbalanceret dækning af israelske såvel som palæstinensiske forbrydelser.
Korrekturlæst af Charlotte Boel