DEBAT: Stop med at sige” Det er blevet besluttet, at…”

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Efter snart fire år i Studienævnet for Teologi – og i særdeleshed efter udarbejdelsen af en ny bachelorstudieordning – har jeg observeret et fænomen, jeg har døbt passivum bureaucraticum, den bureaukratiske passiv. 

Vi begynder med begrebet: Når teologistuderende oversætter eksempelvis det Nye Testamente fra græsk, kan vi støde på et verbum i passiv, hvor agens – den, der udfører handlingen – er udeladt. Ud fra konteksten kan selv den sløve teologistuderende regne ud, at Gud ofte er det logiske subjekt, altså agens. I sådanne tilfælde er der tale om en passivum divinum, en guddommelig passiv. Lad mig komme med et tilfældigt eksempel fra Lukasevangeliet 4,6: ”Og Djævlen sagde til ham: ”Jeg vil give dig magt over alt dette og deres herlighed, for til mig er det blevet givet (…).”. Men hvem er det, der har givet Djævlen magten? Agens fremgår ikke af sætning, hvorfor det er nærliggende at sige, at der er tale om en guddommelig passiv. 

“Det er blevet besluttet, at …”

Bureaukratisk passiv er dermed et udtryk, hvor det logiske subjekt mangler. Lad mig komme med et dugfriskt eksempel: ”Det er blevet besluttet, at studerende ikke kan aflægge eksamen i et 10-ECST-fag i marts, men først efter de har afleveret deres bachelor, da det er en for stor administrativ omkostning.”. Det grammatiske subjekt det har passivformen er blevet besluttet som verballed, men hov, hvem er det egentlig, der har besluttet noget? Vi mangler sørme det logiske subjekt! Har du set det?

“Det er ikke min beslutning …”

Brugen af den bureaukratiske passiv gør det svært at lokalisere, hvem der er en beslutnings afsender. Er beslutning udgået fra ministeriet, rektoratet, dekanatet eller instituttet?  Problemets essens er, at beslutningstageren har fjernet sig fra de mennesker, beslutningen har konsekvenser for – og det er studerende og undervisere. Passivformen forstærker den afstand, da den fremmedgør modtageren for sin afsender. 

Dette udtrykker sig meget konkret i studienævns- og studieordningsarbejdet, fordi beslutningerne allerede er taget, inden de når vores bord, så når studenterrepræsentanterne rimelig nok leverer en bredside til en tilsyneladende afsender, får man kommentaren: ”Jeg er enig med dig, men det er ikke min beslutning.”, men hvis er det så? 

Den bureaukratiske passiv muliggør ansvarsfralæggelse, idet den ansvarlige instans unddrager sig ansvaret ved at være anonym, og fordi den ansvarlige instans – hvis det lykkedes at finde den – også unddrager sig med bureaukratiske passiver og sådan kunne man fortsætte ad infinitum. Derfor stiller den bureaukratiske passiv sig i særdeleshed i vejen for studenterdemokratiet, fordi den med sin fremmedgørende ejendommelighed forhindrer dialog, da du ikke kan indgå i en dialog med et subjekt, der ikke er der. 

“Der er blevet regnet på det …”

Den bureaukratiske passiv akkompagneres ofte af den i tiden udskældte passivum oeconomicum, den økonomiske passiv: ”Der er blevet regnet på det, og vi har ikke råd til flere undervisere.”. Tilsammen udgiver den bureaukratiske og økonomiske passiv sig for at være den guddommelige passiv. De, og her mener jeg både ministeriet, universitetsadministrationen og -ledelsen, der i et vist omfang accepterer den nuværende struktur, hævder at udtrykke en objektiv sandhed. Men jeg vil hellere sige, at de udtrykker objektiv kynisme – en affinden sig med ødelæggelse af uddannelse og dannelse – som kun bekymrer sig for, hvordan de kan opretholde sig selv. Det viser sig ved, at regler blindt føres ud i livet vidende, at det er i strid med studerende og underviseres ønsker. Særligt viser det sig i studieordningsarbejdet, hvor dekanatet på forhånd laver regler for antallet af eksamensformer på en uddannelse, eller når universitetet laver regler for eksamenshuset, der begrænser dets brug til udvalgte eksamensperioder, hvorved bachelorstuderende skal til eksamen i et andet fag end deres bachelorfag efter afleveringen af bacheloren. 

Passivum diabolicum

Disse beslutninger, hvis afsender ikke nemt lader sig finde, har gjort studieordningsarbejdet til en tabersag for alle, da det ikke er studerendes og underviseres ønsker for den bedst mulige studieordning, der er vigtigst, men det ødelagte systems forsatte beståen. Dette er ikke en guddommelig passiv, men passivum diabolicum, en djævelsk passiv. Djævelsk fordi den netop hindrer den frie uddannelse ved at begrænse den økonomisk og juridisk, og netop ikke guddommelig fordi den ikke frit lader studerende og undervisere søge sandheden.

Spørgsmålet er blot, om vi vil være dem, der talte den objektive kyniske passiv imod, eller om vi vil drikke dens bitre bæger, og lade dem være uimodsagt?

Søren Schrøder Rischel er bach.- et stud.theol. og næstformand for Studienævnet for Teologi samt forhenværende formand for Konservative Studenter ved Aarhus Universitet.