I den seneste tid har vi erfaret konsekvenserne af politikernes regionaliseringsaftale. En konsekvens er, at flere tusinde studiepladser reduceres landet over, da reduktioner af studiepladser for de fleste universiteter er blevet den primære løsning.

På CBS har planerne resulteret i det første studenteroprør i universitetets historie, fordi studerende har været stærkt kritiske over for ledelsens håndtering. Der var ikke alene fejl i de tal, ledelsen lagde til grund for lukningen af uddannelser, men de studerende har også påpeget en diskriminering af kvindedominerede uddannelser og en beslutningsproces, der var så forhastet, at der ikke var plads til en demokratisk høringsproces med tid til indvendinger. Vi har bevist, at det gør en forskel, når studerende går sammen i fællesskab og gør modstand. To CBS-uddannelser er reddet fra lukning efter studenterprotesterne. Vi har set tilsvarende studenterprotester fra Københavns Universitet og Roskilde Universitet, men vi er langt fra færdige med at råbe op om de forringelser, der er i vente.

Uddannelser står til lukning på flere universiteter, studiepladser bliver skåret, og forskningsmiljøer landet over er truet på grund af den fatale aftale mellem regeringen og Enhedslisten, Alternativet, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige. 

Fejlslagen uddannelsespolitik med fokus på stordriftsfordele

Men den seneste udvikling er kun en del af en mangeårig fejlslagen uddannelsespolitik med fokus på stordriftsfordele, hvor studerende bliver reduceret til tal i et regneark. Det har store konsekvenser for trivslen, at præstations- og konkurrencekulturen i en årrække har hersket for at haste os ud på arbejdsmarkedet. Det er tendenser, som gør os syge med stress, depression og angst. Aldrig har den psykiske mistrivsel blandt unge været større. Vi bliver syge, før vi overhovedet rammer arbejdsmarkedet. 

Samtidig med at studerende i dag er blevet boksebold for ældre generationer, forventes vi og kommende studerende at løse globale udfordringer som klimakrise, diversitetsproblemer, voksende ulighed, verdensledende tech-giganter og pandemier af både virus og mental mistrivsel. Derfor kalder det på reelle kursændringer på universiteterne landet over, hvis vi skal i mål.

Vi er stærkere i flok 

Det største studenteroprør, Danmark har set, var i 1968. Studerende gik sammen og kæmpede for bedre undervisning og større indflydelse. Siden er de studerendes indflydelse på universiteterne gradvist svundet ind. Vores demokratiske magt svækkes år for år, og vi lever i et samfund, hvor vi studerende ikke længere føler os repræsenteret. Hvor mange studerende føler, at de har reel indflydelse på deres universitet i dag? Landet over bliver valgdeltagelsen til studentervalgene stadigt lavere, for de færreste studerende tror på, at de har reel indflydelse på de rammer, vi er i. Men nok skal være nok. Der er behov for, at studerende på tværs af uddannelser og universiteter går sammen og gør modstand i fællesskab!

Studenteroprøret '22

Vi kalder på et nationalt studenteroprør, hvor alle er inviteret ind i fællesskabet, så vi sammen kan gøre en forskel. Meld jer ind i Facebookgruppen Studenteroprøret '22, hvor vi vil koordinere den samlede indsats. Her kan du læse vores manifest for Studenteroprøret ’22, som er underskrevet af studerende fra KU, AU, AAU, CBS, RUC med videre. Og i dag, den 17. december 2021, er det  publiceret i Politiken med følgende overskrifter: 

I. Vi kræver en ny universitetslov 

II. Refinansiering af uddannelse 

III. Nedlæg den politiske aftale af 'Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark’ 

IV. Drop lær-og-applikér-logikken i vores uddannelsessystem

V. Øg dimittendsatsen 

Vi ser frem til at kæmpe en national kamp for nye præmisser for uddannelse!

Underskrivere:

• Cecilie Thomsen, Copenhagen Business School, Politisk Kommunikation og Ledelse
• David Almegaard, Copenhagen Business School, Shipping and Trade
• Laura Friis Tørsleff, Copenhagen Business School, Politisk Kommunikation og Ledelse
• Oliver Anton, Copenhagen Business School, Politisk Kommunikation og Ledelse
• Ian Felix Dejean, Copenhagen Business School, Management of Creative Business Processes
• Morten Levinsen, Copenhagen Business School, Business Administration and Philosophy
• Cecilie Hannah Sørensen, Københavns Universitet, Jura
• Elizabeth Nielsen, Copenhagen Business School, Politisk Kommunikation og Ledelse
• Josefine Lykkegaard, Copenhagen Business School, Erhvervsøkonomi og filosofi
• Michelle Rove, Københavns Universitet, Antropologi
• Rachel Raffnsøe, Aarhus Universitet, Idéhistorie
• Sanja Loncarevic, Københavns Universitet, Sociologi
• Sofie Paxevanos, Aarhus Universitet, Anthropology of Education and Globalisation
• Oskar Hammer Sylvestersen, Roskilde Universitet, Politik og Forvaltning
• Emilie Rahbek Neess, Roskilde Universitet, Humanistisk Teknologi  
• Daniel Thomsen, Roskilde Universitet, Humanistisk Teknologi 
• Naomi Lupan, Københavns Universitet, Retorik
• Navid Molaaghaei, Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund
• Mads Steenholt Christensen, Københavns Universitet, Økonomi
• Tom Weinreich, Københavns Universitet, Teologi
• Julius Gotthardt Møller, Københavns Universitet, Sociologi
• Maria Langmark Knudsen, Københavns Universitet, Mellemøstens sprog og samfund
• Arendse Illum, Lunds Universitet, Socialantropologi
• Lea Elias Isen, Københavns Universitet, Tysk sprog og kultur

Korrekturlæst af Charlotte Boel