I Omnibus den 9. maj kunne man læse den selvproklamerede ”sure gamle mand” og lektor i lingvistik Peter Bakkers frustrationer over den årlige kapsejlads. Man må forstå, at det, sammen med kanel til 25-årige fødselarer og beer pong, er de værste traditioner, Aarhus kan diske op med.

I sin åbningstale til Kapsejladsen i år bekendtgjorde borgmester Jacob Bundsgaard, hvor stolt han var over, at Aarhus for andet år i træk er blevet kåret som Danmarks bedste studieby. En sådan kåring har sikkert mange begrundelser, men en af dem, Bundsgaard fremhævede, var netop Kapsejladsen.

For studieglæde er ikke kun faglig forelskelse og en, for hvert år, voksende pensumliste. Det er også at kunne gå i fredagsbar med sine kommende fagfæller, at engagere sig i frivillige fællesskaber og i særdeleshed, når vi en gang hvert forår tager hjemmefra klokken 02 om natten og går mod Universitetsparken med en summende fornemmelse af spænding og glæde i maven for så at mødes med vores medstuderende til en ekstatisk omgang fællessang klokken 05.30.

Anti-navlepillende og uselvisk

Kapsejladsen er en dag skabt af studerende for studerende. Der lægges et kæmpe frivilligt arbejde, som enhver gymnastikforening ville være grøn af misundelse over. Alt sammen for at skabe en dag med spas og løjer, for at vi som studerende skal have det fedt og mærke fællesskabet på tværs af fakulteter og uddannelsesinstitutioner. Det er så anti-navlepillende og uselvisk, som det næsten kan blive, og kvaliteter, jeg gerne ser i den generation, der i fremtiden skal lede vores land.

Og ja, det larmer den ene dag, men i forhold til Peter Bakkers krav om ro på sit kontor i Nobelparken må Ringgaden og Randersvejs uendeligt osende trafik unægteligt skabe mere generende støj på daglig basis, end Kapsejladsen nogensinde ville kunne beskyldes for.

Min opfordring til Peter Bakker og andre gamle sure mænd og kvinder er derfor: Tag en hovedpinepille, og gå hjem og læg jer. Vi går ingen steder!

Korrekturlæst af Charlotte Boel