DEBAT: Vil Aarhus blot være studieby – eller vil den holde på talenterne?
Der er store regionale forskelle i udbuddet af relevante studiejobs, i hvert fald for statskundskabsstuderende. København fremstår som en oase af muligheder, hvor ministerier, tænketanke og politiske partier ansætter på livet løs. I Aarhus er jobsøgningen som en ørkenvandring – og det er et problem for de studerende og for byen, skriver Isak Pelsen, der læser statskundskab på Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet er hjemsted for en af verdens mest anerkendte statskundskabsuddannelser. Hver dag trænes vi i politisk analyse, ledelse og samfundsforståelse, og vi drømmer om at sætte vores aftryk på fremtidens Danmark. Undervisningen er skarp, forskningen i top og ambitionerne store. Men hvad hjælper en god uddannelse, hvis Aarhus ikke kan tilbyde de nødvendige karrieremuligheder? Det føles næsten som at blive opfordret til at drømme stort kun for at se drømmene blive knust, når man ikke kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Studér i Aarhus, arbejd i København
Når vi statskundskabsstuderende søger efter job i Aarhus, bliver mulighederne hurtigt overskuelige – eller rettere: usynlige. De relevante stillinger som studentermedhjælpere er få og forsvinder hurtigt til dem med lange CV’er og netværk. I et forsøg på at komme ud af den evindelige vandring i jobørkenen søger de fleste af os til København, der fremstår som en oase i det golde landskab. Her ansætter ministerierne på livet løs, tænketankene søger analytikere, og politiske partier leder efter medarbejdere til sekretariaterne. Det kræver hårdt arbejde at lande drømmejobbet, men i København findes i det mindste mulighederne. I Aarhus kæmper vi om få pladser på et lille arbejdsmarked. Når en stilling som studentermedhjælper i Aarhus bliver slået op, vælter ansøgningerne ind, og én heldig kandidat bliver udvalgt. Resten? De får at vide, at erfaring vægtes højt. Men hvordan skal vi opnå erfaring, hvis vi ikke engang kan få foden indenfor?
Selvom der mig bekendt ikke er data på, hvor de nyuddannede cand.scient.pol.er bosætter sig – og arbejder – hører jeg ofte fra både venner og bekendte, at de flytter til København for at arbejde. Mange af dem vil helst blive boende i Aarhus, men det golde jobmarked i Aarhus tvinger dem over Storebælt. Dette er selvfølgelig en realitet, der er gældende for de fleste nyuddannede i Aarhus og ikke kun cand.scient.pol.er, hvorfor en indsats skal være mere helhedsorienteret i forhold til at skabe jobs for alle erhvervsgrupper. På nuværende tidspunkt mister vi i Aarhus fremtidens politiske analytikere, embedsmænd og projektledere til København.
Flere relevante studiejob er en nødvendighed
Hvad kan vi gøre for at skabe flere beskæftigelsesmuligheder for statskundskabsstuderende og statskundskabere, for at de forhåbentlig bliver i byen efter deres uddannelse? Det kræver en fælles indsats fra kommunen, regionen og det private erhvervsliv.
Partnerskaber med det private: Erhvervslivet i Aarhus har også en rolle at spille. Mange virksomheder arbejder med politiske interessenter, kommunikation og bæredygtighed – områder, hvor statskundskabere kan bidrage. Såfremt det private erhvervsliv er interesseret i at bevare et højt kvalificeret personale, forudsætter det, at det er villigt til at ansætte nyuddannede fremover – også selvom de mangler erfaring.
Flere praktikpladser: Hvis kommunen samarbejdede med arbejdsgiverne, kunne de sammen styrke udbuddet af praktikpladser i byen. Mange organisationer tøver med at oprette praktikpladser, fordi det kræver ressourcer, men hvis kommunen tilbød støtteordninger til arbejdspladserne, kunne flere aktører være med til at skabe værdifulde muligheder.
Aarhus – blot en studieby?
Flere relevante studiejob handler ikke kun om os studerende – det handler også om Aarhus. Hvis vi kan få lov at bruge vores kompetencer allerede under studiet, vil vi have større incitament til at blive i byen, når vi er færdiguddannet. Vi kan være med til at styrke Aarhus som et center for politik, samfundsudvikling og ledelse. Hvis byen vil holde på sine talenter, skal den turde investere i fremtiden. Flere studiejob og karrieremuligheder er nøglen til at gøre Aarhus til en by, hvor vi ikke kun studerer, men også bliver. Aarhus bryster sig af at være Smilets By – men lige nu smiler arbejdsmarkedet ikke til statskundskaberne. Det kan og skal vi ændre.
Korrekturlæst af Charlotte Boel