DEBAT: Dimittend: Ro på, du skal nok klare dig uden et relevant studiejob – se det som en gave

Dette er et debatindlæg, synspunkterne er skribentens. 

I Omnibus kunne jeg kort før jul læse, at en studerende på Institut for Statskundskab oplevede en vis uretfærdighed i udbuddet af relevante studiejobs. Jeg kunne ikke lade være med at reflektere videre over indlægget for så at komme frem til samme konklusion, som da jeg afsluttede mine studier ved samme institut – at vi skal se begrænsningen som en gave, idet Aarhus ikke lægger et unødigt pres på os som studerende.

Det giver virkelig god mening, at man som studerende har et stort ønske om at blive anset som kompetent – både blandt medstuderende, familie og potentielle arbejdsgivere. Det kommer i vores branche som statskundskabere ofte til udtryk gennem vores iver efter gode studiejobs og karrieremuligheder – i hvert fald udadtil.

Jeg var der selv

Ikke desto mindre tror jeg, det er nødvendigt at anholde den store iver efter et relevant studiejob. Det er en iver, jeg kender fra mig selv, fra da jeg var studerende i Aarhus – især på bacheloren. Dag efter dag så jeg og andre medstuderende til, mens bekendte i København blev ansat i det ene ministerium efter det andet, mens vi kæmpede om de samme få pladser hos Aarhus Kommune og Marselisborg Consulting. Det var udmattende og frustrerende men med tiden indså jeg, at jeg var nødt til at acceptere det som et vilkår, hvis jeg ville blive i Aarhus. Jeg overvejede endda at tage kandidaten på KU alene for et studierelevant job.

Arbejdsgiverne ved, hvad vi kan

Nu, hvor jeg selv er kommet ud på den anden side af kandidaten, kan jeg konstatere, at indholdet i et studiejob ikke nødvendigvis er afgørende for, hvordan arbejdsgiveren ser på dig i rekrutteringen. Det ville jeg ønske, at jeg selv havde vidst noget før. Hver gang jeg var på besøg på ambassader på studieture i både Bruxelles, Moskva og Washington, spurgte jeg, om de vidste, hvad man kunne, når man nu kom fra Aarhus. Svaret var altid ”ja”. De vidste udmærket, hvilken faglighed vi som ”IFSK’ere” (studerende fra Institut for Statskundskab, red.) repræsenterer, og hvad vi kan. Det havde jeg selv svært ved at indse.

Nyd fordybelsen, frem for at fokusere på det fede studiejob

Den helt store erkendelse, jeg selv gjorde mig i løbet af min kandidat, var, at vi skal sætte stor pris på det studiemiljø, vi har i Aarhus. Ja, faktisk det studieliv, som de naturlige begrænsninger, der er et resultat af byens størrelse, medfører. Det, vi skal tale op, er det store rum til fordybelse, som Aarhus skaber, når man netop ikke altid er ”på vej videre” til sin arbejdsplads. En by, hvor man ikke er afhængig af at arbejde 15 timer om ugen for at betale  sin husleje. Et enormt privilegium, som vi ikke snakker nok om. Især på kandidaten er det er en stor kvalitet, at man aktivt kan vælge at bruge tid på fordybelse i sit studie. Jeg oplever ikke, at man på samme måde kan det i København, og jeg er overrasket over, hvor tidligt man i sin studietid begynder at fokusere på karriere mange steder i København. Det gør bare en grundlæggende forskel, at man slet ikke har den mulighed i Aarhus, og i dag er jeg glad for, at jeg kunne nyde mit studieliv fuldt ud. Arbejdet skal jeg bruge resten af mit liv på.

Det skal nok gå – også uden drømmestudiejobbet

Jeg har selv været i ambassadepraktik i Tel Aviv, jeg har været BlueBook-praktikant i Europa-Kommissionen, og nu arbejder jeg i et departement. Dette på trods af, at jeg aldrig har haft et studiejob i et ministerium, en kommune, en styrelse eller lignende. Jeg har været forskningsassistent på instituttet i tre år og før det interviewer hos Rambøll. Jeg bilder mig ind, at der bestemt er en masse muligheder i Aarhus – både som studerende og som færdiguddannet. Var jeg leder i et konsulenthus, ville jeg som det første åbne en afdeling i Aarhus, for der er så mange kompetente studerende. Jeg er helt enig i, at der ikke er det samme udbud af karrieremuligheder i Aarhus, og det skal der gøres noget ved. Men i forhold til studiejobs er mit budskab, at det hele nok skal gå.