Omnibus bragte 26. oktober en kronik af Mikkel Wallentin, hvori han retter kritik mod Aarhus Universitets nye handleplan for ligestilling, diversitet og inklusion. Wallentins pointe er, at handleplanens fokus på diversitet er forfejlet, fordi diversitet i og for sig ikke har selvstændig værdi. Faktisk kan diversitet have en lang række negative konsekvenser for den faglige kvalitet af uddannelse og forskning. På trods af, at Wallentins overordnede konklusion er indlysende korrekt – at diversitetshensyn bør tage højde for fælles akademiske og sociale værdier – er hans underliggende argumentation problematisk.

Undersælger fordelene

Wallentin undersælger de store fordele ved diversiteten i det akademiske miljø, da diversiteten faktisk har en helt klar funktionel betydning for det daglige arbejde. At bedrive forskning af høj kvalitet indebærer, at man er i stand til at identificere nye spørgsmål med høj samfundsmæssig relevans for dermed at kunne bidrage til den samlede viden. Et kerneelement af forskningen består altså i at afsøge nye forklaringer, afprøve alternative metoder og forholde sig kritisk til de eksisterende videnskabelige tilgange. En øget kulturel, religiøs, etnisk og kønsmæssig diversitet kan netop tilvejebringe en sådan innovation, da det skaber et mere dynamisk forskningsmiljø. Med andre ord giver diversitet os evnen til at tænke ud af boksen, at formulere nye samfundsrelevante spørgsmål og ikke mindst at finde nye svar på gamle spørgsmål.

Åbenhed og tolerance fordrer nye tænkemåder 

Wallentin pointerer, at samfundsmæssig diversitet også kan have negative effekter på den sociale sammenhængskraft. Dog finder vi mange eksempler på, at de samfund, der historisk er gået længst for at sikre gensidig respekt og tolerance mellem vidt forskellige samfundsgrupper, også var de samfund, der var mest økonomisk, kulturelt og videnskabeligt fremtrædende. Ud over mindre lande som Schweiz og Singapore er det mest oplagte modeksempel USA. USA blev netop grundlagt på idéen om et tolerant og mangfoldigt samfund bestående af mange etniciteter, nationaliteter og religiøse grupper. At så mange større kulturelle, videnskabelige og teknologiske fremskridt de sidste 200 år har haft ophav i USA, er ingen tilfældighed, men et produkt af landets karakteristiske åbenhed over for mennesker fra lande med vidt forskellige baggrunde, der alle bragte nye perspektiver og nye måder at tænke på med sig. Med andre ord er sammenhængen mellem diversitet og samfundsmæssig udvikling ikke helt entydig.

Diversitet og kvalitet går hånd i hånd

Det grundlæggende problem med Wallentins analyse er dog ikke empirisk, men teoretisk. Er der i virkeligheden behov for at optegne et rigidt hierarkisk prioriteringsforhold mellem diversitet på den ene side og kvalitet og objektivitet i forskningen på den anden? Jeg mener ikke, at et sådant trade-off reelt eksisterer. Kvaliteten prioriteres, i og med at vi efterstræber at leve op til objektive kriterier for god videnskab i selve appliceringen af den videnskabelige metode. Her er det styrken af metoden, teorien, argumentet og empirien, der taler for sig selv.

Wallentin har ret i, at religiøst inspirerede argumenter med reference til hellige skrifter bør afvises af hensyn til forskningskvalitet. Men det betyder ikke, at vi på forhånd afviser forskning af høj kvalitet, blot fordi den er fremsat af mennesker, for hvem religion udgør en vigtig del af deres identitet. Ligeledes afviser vi heller ikke vigtigt forskningsarbejde på forhånd, blot fordi forskeren havde en personlig interesse i emnet i kraft af sin identitet som kvinde, mand, ung, gammel, kristen eller ateist. Tværtimod kan en større diversitet i forskningsmiljøet netop betyde, at flere forskere er motiveret til at forske i flere områder på flere forskellige måder. Det kan uden tvivl kun være til gavn for forskningskvaliteten.

Korrekturlæst af Charlotte Boel