Ordet 'diversitet' er kommet på mode i de seneste år som et 'dobbeltplusgodt' begreb, der hyldes i ledelseslagene i den akademiske verden – og i Aarhus Universitets handleplan for ligestilling, diversitet og inklusion. Men hvad betyder diversitet overhovedet – og er diversitet altid godt?

Ifølge Den Danske Ordbog kan diversitet oversættes til 'mangfoldighed' eller 'forskelligartethed'. Idéen om forskelligartethed i akademia har en parallel i kampen for en større biodiversitet i naturen. Kvaliteten af et naturområde kan kvantificeres ud fra antallet af forskellige dyre- og plantearter. Idéen om, at biodiversitet er godt, er det nærmeste, man kommer religion inden for biologien. Jeg er selv ivrig tilhænger af øget mangfoldighed i naturen. Men det er nødvendigt at holde sig for øje, at biodiversitet er en slags æstetisk kvalitet. Der er mange farver på paletten, men de er der ikke for at gøre gavn. Et naturområde med stor biodiversitet har muligvis flere smukke blomster, men det har også flere lortebiller, myg og flåter. Naturen er ikke rar, men tanken om, at der findes mange små, specialiserede nicher med plads til alskens kryb er smuk for os naturromantikere. Spørgsmålet er, om en arbejdsplads med mere diversitet ikke også nødvendigvis får mere af alt det, der stikker og irriterer? Skal universitetet være ligesom Molslaboratoriet, som en kornmark eller et sted midtimellem?

Ingen diversitet, når det gælder kvalitet

Svaret på det finder vi muligvis i indledningen til universitetets handlingsplan om diversitet: ”Sammen stræber vi efter at være et toneangivende universitet med den højeste kvalitet i uddannelse og forskning og med et stærkt engagement i samfundet”. Det lugter mere af kornmark end af møgbiller. At nå højeste kvalitet sætter en naturlig begrænsning på diversiteten. Der står netop ikke, at vi stræber efter at have diversitet i kvaliteten. Ikke al diversitet er altså efterstræbelsesværdig, og derfor er det nødvendigt at blive klar i mælet om, hvor vi ønsker den. Den første begrænsning er altså, at vi ikke ønsker diversitet i forsknings- og undervisningskvaliteten, hvordan man så ellers måler den. Vi skal kun have de dygtigste forskere og undervisere på universitetet, og andre hensyn må vige for dette primære mål, som er universitetets eksistensberettigelse.

I handlingsplanen påstås det eksplicit, at diversitet ikke er et problem for at nå denne mangel på diversitet i kvaliteten, tværtimod: ”En forudsætning for at lykkes er, at vi er i stand til at udnytte styrken ved diversitet. Ved at inddrage forskellige perspektiver – baseret på for eksempel køn, etnicitet, alder, kulturelle og sociale erfaringer – styrker vi vores grundlag for at levere forskningsmæssige nybrud og innovation, engagerende undervisning og dygtig teknisk-administrativ understøttelse”.

Forskellighed er både godt og skidt

For at belyse denne påstand kan vi igen gribe tilbage til den biologiske diversitet. Formålet med kønnet formering indenfor en art er netop at skabe genetisk diversitet, sådan at hver generation består af en skønsom blanding af individer med forskellige egenskaber, der gør det muligt at modstå skiftende udfordringer. En høj mælkebøtte overlever i grøftekanten, men ikke i græsplænen. Diversitet er altså godt i et omskifteligt miljø, men ikke nødvendigvis i et meget stabilt miljø. Evolutionær diversitet er også primært en fordel i et brutalt miljø, der uden nåde skærer stænglen over på dem, der stikker ud i den forkerte retning, for at give plads til dem, der har den optimale længde. Den er en fordel for arten, ikke for det enkelte individ. Desuden er det et faktum, at forskellen mellem grøftekant og græsplæne kan blive så stor, at individer ikke længere kan samarbejde om at skabe afkom. Hvis det skete, ville vi tale om forskellige arter af mælkebøtter. Forskelligartethed er altså defineret som tilstedeværelsen af individer, der ikke kan samarbejde. Denne analogi kan overføres direkte til samfundet. Forskellighed er godt, hvis verden er omskiftelig, men for stor forskellighed er et problem, hvis man skal have samfundet til at fungere.

Etnicitet er et oplagt eksempel. Din etnicitet er defineret ud fra det sæt af vaner, den religion og ikke mindst det sprog, du har. Ønsker vi sproglig diversitet på universitetet? Sprog er meget lig dyrearter i naturen: Det er smukt, at der findes så mange forskellige, men det går ikke altid godt, hvis man sætter talere af forskellige sprog i rum sammen. Kunstsproget esperanto blev opfundet af en idealist fra Bialystok i Polen i 1887 som et forsøg på at få byens mange stridende etniciteter til at undlade at myrde hinanden. Hvis vi skal samarbejde, bliver vi nødt til at begrænse den sproglige diversitet, så vi kan forstå hinanden. På universitetet må vi kræve, at medarbejdere behersker dansk og/eller engelsk. Der må være grænser for den sproglige diversitet.

Religiøs diversitet lyder smukt, men er det sjældent

Selvom det ikke er rart, er vi også nødt til at tale om, at visse etniciteter 'stikker' mere end andre. Hvis vi ønsker ligestilling mellem kønnene, er vi nødt til at erkende, at der findes kulturer, hvor dette ikke er målsætningen. Ergo bliver vi nødt til at have et hierarki af forskelligheder, som vi vægter forskelligt. Medlemmer af Taleban vil helt klart øge forskelligartetheden på campus, men det vil være til stor skade for kønsdiversiteten. Vi må vælge.

Religiøs diversitet lyder ellers smukt på papiret, men er det sjældent i virkeligheden. Fra alverdens brændpunkter ved vi, at folk med forskellig religion har vanskeligt ved at enes. Disse konflikter risikerer vi at bringe ind på universitetet, hvis vi har som målsætning at øge den religiøse diversitet. Samtidig er religion defineret ved en overgivelse til argumenter, som ikke har støtte i empiri eller rationalitet. Derfor vil en religiøs identitet ofte være i direkte konflikt med det akademiske vidensideal. Ønsker vi denne type diversitet?

Diversitet i alder har også sine begrænsninger. Man kan både være for ung og umoden til akademisk arbejde og for gammel. Hvis vi ikke må italesætte disse begrænsninger på diversiteten, har vi et problem. Se bare på det politiske system i USA.

Krage søger mage

Sidst, men ikke mindst, vil øget diversitet naturligt give øget ulighed og utryghed. Hvis man både vil have løver og zebraer i sin zoologiske have, bliver man nødt til at erkende, at man ikke kan give dem samme foder, og man bliver nødt til at holde dem separat. Vi har allerede særlige bure til humanister og naturvidenskabsfolk, hvor humanisterne kun får halvt så meget mad som naturvidenskabsfolkene. Denne type (selv)segregering i ghettoer vil kun blive værre med yderligere diversitet, hvis ikke vi bliver meget tydelige om, hvad der binder os sammen. Jeg har mere end én gang oplevet en studerende, der gerne ville skifte studiegruppe, fordi de andre i gruppen var for dygtige. Det var ikke rart for vedkommendes velbefindende. Da vi diskuterede diversitet på vores lokale afdelingsmøde, var der en studenterrepræsentant, som sagde, at hun gerne ville have flere unge kvindelige undervisere, fordi de er mere som hende selv. Det kan man sagtens forstå, men det er altså det modsatte af ønske om diversitet. Krage søger mage. Vi har det bedst sammen med folk, der er 'diverse' på samme måde som os selv.

Diversitet er et andet ord for individualisering. Vi skal alle være forskellige. Men intet menneske er en ø, og de fleste af os trives kun i fællesskaber. Al snak om diversitet må derfor nødvendigvis begrænses af et sprog og en kultur med et sæt akademiske og sociale værdier, vi bliver enige om, og som vi ikke giver køb på. Den snak savner jeg.

Korrekturlæst af Charlotte Boel