Omnibus prik

Det danske EU-formandskab åbnede på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet lagde torsdag rammer til den officielle åbning af det danske EU-formandskab. Torsdag formiddag var hele den danske regering og Europa-Kommissionen samlet på universitetet.

Formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, ankommer til pressemøde i Stakladen på Aarhus Universitet sammen med statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med åbningen af det danske EU-formandskab torsdag. Foto: Jens Hartmann, AU Foto

Aarhus Universitet dannede torsdag rammen om dele af den officielle åbning af det danske EU-formandskab. Og det kunne mærkes. Siden onsdag har den nordøstre del af campus i Aarhus, inklusiv rektoratet og Studenternes Hus været bag politiafspærring.

Torsdag formiddag rullede sorte biler med tonede ruder én efter én ind bag afspærringen og satte samtlige ministre fra den danske regering og hovedparten af Europa-Kommissionens medlemmer – inklusiv formand for Europa-Komissionen Ursula von der Leyen – af foran AU’s Aula, hvor universitetets rektor Brian Bech Nielsen tog imod.

Dagens første programpunkt var at få taget det obligatoriske familiefoto, som meget passende blev taget i fuldt solskin i Solgården.  

Aktiviteterne på universitetet kulminerede, da Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen torsdag eftermiddag trådte frem foran presse fra ind- og udland i Stakladen på Aarhus Universitet. Både formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen lagde i deres taler ved pressemødet vægt på vigtigheden af fred i Ukraine og et Europa, der er i stand til at forsvare sig selv.

Det danske EU-formandskab

Fra 1. juli og et halvt år frem overtager Danmark formandskabet for EU. Det markeres ved en officiel åbning, som finder sted i Aarhus 3. juli. Formandskabet for EU går på skift mellem EU’s medlemslande. At have formandskabet for EU betyder, at det pågældende land har formandskabet for Ministerrådet i EU, som sammen med Europa-Parlamentet udgør EU’s lovgivende magt. Danmark overtager formandskabet efter Polen og giver det 31. december videre til Cypern. Sidst, Danmark havde formandskabet for EU, var i 2012.  

Mette Frederiksen indledte mødet med at slå opgaven for formandskabet fast:

”Den er krystalklar: Vi skal styre Europa sikkert gennem en af de mest udfordrende epoker i historien. Rusland har bragt krig tilbage på vores kontinent, situationen i Mellemøsten er eskaleret til et nyt niveau, og vi står over for konsekvenserne af migration, klimaforandringer og global konkurrence. Der er ét svar på alle disse udfordringer; et stærkere Europa.”

Hun løftede derudover sløret for nogle af de politiske drøftelser, der er i dag er foregået i universitetets rammer mellem ministre og kommissærer: At bane vejen for et stærkere europæisk forsvar, at styrke støtten til Ukraine og nødvendigheden af at mindske migrationen til Europa.

Hun nævnte i den forbindelse, at hun var glad for også at kunne byde Ukraines præsident Zelensky velkommen i Aarhus. Få timer forinden var hans besøg blevet afsløret.

”Vores europæiske familie ville ikke være komplet uden hans deltagelse,” lød det fra Mette Frederiksen, der også lod forstå, at hun ønsker Ukraine indlemmet i både NATO og EU.

Ursula von der Leyen understregede i sin tale også vigtigheden af fortsat støtte til Ukraine:

”Ukrainerne kæmper ikke kun for deres suverænitet, de kæmper også for os, for vores frihed og vores værdier. Og vi ved, at vi aldrig kan matche deres ofre og tab, men vi kan stå fast og beslutsomt sammen med Ukraine, ikke kun så længe det kræver at sikre fred, men også at give dem chancen for at få det land, de drømmer om – et land, som er herre over sin egen skæbne og fremtid.”

Ursula von der Leyen roste også Danmarks fokuserede tilgang til formandskabet:

You know how to get things done, og det er præcis den ånd, vi har brug for lige nu.”

I arbejdstøjet 

Den ånd prægede også åbningsdagen, hvor både ministre og kommissærer efter velkomsten og det obligatoriske familiefoto i fuldt solskin i Solgården trak i arbejdstøjet og deltog i fire gruppediskussioner forud for en plenarsession i Aulaen, hvor også Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen deltog.

AU’s aula var til den lejlighed omdannet til plenarmødesal, og de velkendte rækker med lysebrune læderstole var udskiftet med et enormt rundbord.

Fokus på forskning – og erhvervsuddannelser

Forud for overtagelsen af EU-formandskabet har den danske regering fremlagt sit program for det halve år, hvor Danmark er i spidsen for Ministerrådet i EU. Programmet bærer overskriften ’Et stærkt Europa i en verden i forandring’ og af programmet fremgår to overordnede prioriteter for formandskabet: Et sikkert Europa, der skal kunne forsvare sig selv senest i 2030, og et konkurrencedygtigt og grønt Europa.

Det fremgår også af programmet, at forskning og innovation vil spille en betydelig rolle for realiseringen af de politiske mål, ikke mindst når det gælder EU’s konkurrenceevne:

”Forskning og innovation indtager en afgørende rolle i udviklingen af løsninger på de største fælleseuropæiske udfordringer og udgør et uomgængeligt bidrag til realiseringen af flere af de største politiske dagsordener,” står der i programmet.

Der er særligt fokus på life sciences, bioteknologi, rumteknologi og kvanteteknologi.

Formandskabet vil også have særligt fokus på ”at skabe optimale rammer for forskning og innovation af højeste kvalitet”.

Programmet nævner derimod ikke meget om uddannelse, slet ikke videregående uddannelse. Formandskabet vil dog fokusere på behovet for attraktive erhversuddannelser.

Mens der var koncentreret årvågenhed og et mylder af journalister og embedsfolk omkring aula og rektoratet, var stemningen noget mere afslappet og sommerpræget andre steder på campus. Enkelte steder dukkede små demonstrationer op. Det var tilfældet i begge ender af afspærringen af Ringgaden, hvor enkelte demonstranter havde taget opstilling med bannere. De beskriver sig selv som individuelle demonstranter, der ikke repræsenterer én organisation.

Efter pressemødet på AU, rykkede politikerne videre til de øvrige Aarhus-lokaliteter, der danner ramme om den officielle åbning. Og fejringen kulminerer i aften på Aarhus Rådhus, hvor den egentlige åbningsceremoni finder sted. I Rådhusparken udenfor vil der være Europæisk Gadefest for alle der har lyst til at deltage.