”Der er jo ingen andre, der forsker i dansk historie – det må vi selv tage os af”

Anders Bøgh, lektor emeritus og dr.phil., forsker i middelalderhistorie og ansat på Aarhus Universitet siden 1975. Er med egne ord i al beskedenhed idémand bag danmarkshistorien.dk og har medvirket i DR’s ’Historien om Danmark’, hvor han har bidraget til serien som fagkonsulent i middelalderhistorie. Var institutleder på Historisk Institut (senere Institut for Historie og Områdestudier) 1996-2004.

Hvorfor er du her stadig?

”Fordi jeg stadig forsøger at skrive og gøre mig nyttig i forhold til middelalderhistorie. Jeg har for eksempel fagfællevurderet fire bøger siden min pension for tre år siden og holdt en del foredrag, og jeg betaler husleje for emerituskontoret i form af nogle forelæsninger og eksaminationer. Det er dejligt, at man har mulighed for at fortsætte en del af sit virke.”

Med sine 43 år på AU har Anders Bøgh været ansat på universitetet i næsten halvdelen af dets levetid, og han kan se tydelige forskelle på AU anno 1975 og 2018.

”At være ansat som forsker er mere hæsblæsende i dag, end dengang jeg startede. Kravene til alle dele af spektret er steget utroligt meget siden dengang. Kvantiteten i arbejdsopgaverne var mindre, der var mindre undervisningstid, mindre hold og ikke fastdefinerede krav til, hvor meget man skulle publicere. Det var klart mindre stressende. De sidste år inden min pension var jeg ansat på halv tid, og det gav mig mulighed for at ’overleve’. Samtidig gav det mig mulighed for at være projektleder og hovedbidragyder på værket Nørre Vosborg i tid og rum (stort tværfagligt forskningsværk om den vestjyske herregård Nørre Vosborg fra vikingetiden til i dag, red.).”

Hvor er din yndlingsplet på AU?

”Nede ved søerne i Universitetsparken, hvor jeg vender hovedet op mod Aulaen. Fordi det er så utroligt smukt. Indtil vi (Institut for Historie, red.) blev tvangsflyttet herop (i Nobelparken, red.), boede vi i den gamle hovedbygning ved siden af Aulaen. Det var et helt suverænt sted at være, og det føltes i den grad som en landsforvisning af flytte herover i Nobel-ghettoen.”

Selvom kontorpladsen flyttede, blev Anders Bøgh i mange år ved med at gå gennem parken hver dag på sin vej til arbejde, og den daglige gåtur kunne byde på lidt af hvert. Herunder et brutalt møde med naturens barske orden.

”Jeg så engang en krage sidde og hakke i en and nede ved søen. Jeg stoppede op for at overveje, hvad jeg skulle stille op. Det rigtige i situationen var nok at vride halsen om på anden, for den må have været syg, siden den lod en krage sidde og hakke i sig. Men jeg var institutleder på det tidspunkt, og jeg kunne lige se overskriften for mig i universitetets avis: ’Institutleder kvæler and i parken’. Jeg var tidligere kommet i avisen under overskriften ’Bøgh fælder Eg’, da jeg fik et af parkens egetræer fældet, som skyggede for lyset på vores kontorer. Så jeg valgte at gøre det mindre heltemodige og verfe kragen væk, men dramaet fortsatte jo nok, med det samme jeg gik.”

Hvad er dit ønske for fødselaren?

”Jeg har det ønske, at fødselaren ikke glemmer, at der er nogle fag på det her universitet, som ikke er lige så globaliserede – eller bør være det – som andre. Det er de fag, der beskæftiger sig med dansk kulturarv og historie, som for eksempel historie og nordisk. AU skal være i stand til at servicere danskerne med deres egen historie. Min gamle stilling er blevet overtaget af en amerikansk sagaforsker. Han kunne ikke have medvirket i Historien om Danmark. Der er cirka tyve forskere på Historie nu, hvoraf de fem ikke er født og uddannede her i landet. Jeg vil ikke sige, at der ikke bør være internationale forskere her. Men der bør være en grænse for, hvor mange man ansætter, som ikke har forskningskompetence inden for dansk historie. Der er jo (næsten) ingen andre, der forsker i dansk historie – det må vi selv tage os af. Vi skal selvfølgelig ikke kun arbejde med dansk historie, slet ikke, den danske historie skal sættes ind i international kontekst. Det vigtige er, at vi ikke i ranglisteræset glemmer, at vi har en klar forpligtelse på den danske kulturarv. Jeg plejer at sige, at historien er vores kollektive hukommelse – og hvordan ville det gå dig og mig, hvis vi mistede vores hukommelse? Det er lidt det samme med samfundet.”