Der skal mere end corona til at slå en solid tradition itu

De antropologistuderende på AU har tradition for at holde en årlig studenterudstilling på Moesgaard Museum. Det fik corona ødelagt i år. Men de studerende har i stedet lavet udstillingen om til en online oplevelse under det meget rammende tema 'reparation'.

Den årlige studenterudstilling arrangeret af antropologistuderende er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Det begyndte oprindeligt med små plakater, som de studerende hængte op på museet. I dag er udstillingen en fast tradition, der giver de studerende mulighed for at formidle deres viden til et større publikum.

Om udstillingen 'Reparationer'

Antropologistuderendes årlige udstilling 'Reparationer' kan fra tirsdag 23. juni opleves på: 

Først var de skuffede, så skeptiske og siden nysgerrige. De antropologistuderende, som i år har haft til opgave at skabe den traditionsrige studenterudstilling til Moesgaard Museum, måtte demonstrere omstillingsparathed i femte gear, da det under den nationale lockdown stod klart for dem, at de måtte droppe planerne om at skabe en udstilling til museet – i hvert fald en udstilling i traditionel forstand.

"Det var selvfølgelig ærgerligt, at det ikke kunne lade sig gøre i år, for det er en fantastisk mulighed for at få lov til at udstille på Moesgaard Museum. Men jeg er stolt over, hvor godt det er blevet på trods af omstændighederne. Og det har været spændende at få lov til at prøve et nyt format af," lyder det fra antropologistuderende Ronia Amalia Wendling.

En digital oplevelse

De studerende valgte i samspil med deres undervisere at tilrettelægge udstillingen som en digital oplevelse med det overordnede tema 'reparation'. Udstillingen er netop gået i luften på repairexhibit.dk

"Det er en anden oplevelse, end når man bevæger sig rundt på et museum blandt andre. Det er mere intimt, fordi man sidder for sig selv og oplever den. Det giver en god mulighed for at dykke ned i de forskellige historier, som man bliver præsenteret for, og man kommer tæt på de mennesker, som optræder i udstillingen, og som man måske ellers ikke ville have mødt," fortæller Ronia Amalia Wendling.

Mere end blot at fikse noget, der er gået i stykker

De studerende har lagt sig i selen for at give et bredt perspektiv på begrebet reparationer. En reparation er nemlig meget mere end blot et forsøg på at fikse noget ødelagt. Reparationer findes i alle former og farver, og de kan være kreative, udfordrende, destruktive og frustrerende, lyder det fra de studerende. Udstillingen kombinerer lyd, video, fotos og spil og inviterer blandt andet publikum inden for i et aktivistisk bofællesskab og i en tatoveringsshop. Desuden kan du opleve, hvordan mennesker kan fikse næsten alt med lappeløsninger.  

Du kan også selv bidrage til udstillingen på instagramsiden @lappeloesninger, hvor du kan uploade billeder af sjove reparationer, som så vil indgå i udstillingen. 

Om udstillingen 'Reparationer'

Antropologistuderendes årlige udstilling 'Reparationer' kan fra tirsdag 23. juni opleves på: