”Det er fucking nederen at være handicappet”

• Stefan har Aspergers syndrom: Er du lidt ligesom Rainman?
• Helene har anoreksi: "Det er to år siden, jeg har været i kantinen"
• Helene har muskelsvind: "Det er fucking nederen at være handicappet"
• Mads lider af skizofreni: "Jeg vil nødigt sættes i bås"
• Janni lider af depression: Igennem på normeret tid takket være støtte
• Mette er ordblind: ”Fandt først ud af, at jeg var ordblind, da jeg begyndte på uni”

LÆS OGSÅ: Flere studerende søger støtte på grund af psykiske lidelser

Er du lidt ligesom Rainman?

Foto: Maria Randima

Stefan Jensen, 21 år, læser datalogi på 5. kvarter/3. semester og har Aspergers syndrom (en Autisme Spektrum Forstyrrelse)

Hvor længe har du haft Aspergers syndrom?

”I princippet hele mit liv, og mine forældre har altid været klar over, at der var noget med mig. Jeg blev diagnosticeret som otteårig.”

Hvordan kommer det til udtryk, at du har Aspergers syndrom?

”Jeg har problemer med at socialisere og har en følelse af ensomhed, fordi jeg tænker på en anden måde end andre. Min sanser er meget letpåvirkelige. Og det kræver meget at holde mig i ro, når jeg får mange sanseindtryk. Alene det at tage bussen fra mit hjem til studiet, hvilket tager en time, kan gøre mig helt udmattet. Jeg har opbygget teknikker, som hjælper mig til at holde ro på, for eksempel har jeg brug for at have en plan for, hvad der skal ske, og også for, hvad der kan ske. Jeg tænker alt igennem, hvilket er meget udmattende.”

Hvordan påvirker det dine studier og dit studieliv?

”Det påvirker, hvor meget jeg kan være på universitetet. Jeg skal hele tiden overveje, om jeg får nok ud af en forelæsning, i forhold til de omkostninger, det har for mig at tage bussen til universitetet, være sammen med mange mennesker, være udsat for støj og larm og stadig have kræfter til at tage bussen hjem. Hvis jeg har en aflevering eller gruppearbejde, som kræver, at jeg arbejder meget sammen med andre, kan det sluge en uge af mit liv. Det sociale på studiet er også en udfordring for mig.”

Hvilken hjælp og støtte får du i forhold til at gennemføre dine studier, på trods af at du har Aspergers syndrom?

”Jeg har regelmæssige møder med en kontaktperson fra SPS. Hende taler jeg med om mine udfordringer, og hun kommer med idéer til, hvordan jeg kan løse dem. Jeg har også en mentor, som er en studerende, der er længere fremme i studiet end mig. Han hjælper med det faglige, for eksempel opgaver, og er en slags erstatning for en studiegruppe. Det er svært for mig at række ud efter mine holdkammerater, for jeg er bange for, at de skal tænke, at jeg er doven eller ikke har læst. Og det er hårdt for mig at skulle bryde igennem den tvivl hver gang. Så det at have en mentor, der kan hjælpe mig med faglige spørgsmål, er befriende.”

Har du fortalt dine medstuderende, at du har Aspergers syndrom?

”De fleste af mine medstuderende ved det. Jeg fortæller det, hvis jeg synes, det er relevant for dem at vide, for eksempel hvorfor jeg ikke dukker op til forelæsninger eller gruppearbejde. Jeg fortæller det også til min instruktor, hvis jeg for eksempel ikke kan lave en aflevering. Men jeg har ikke sagt det til mine forelæsere.”

Hvordan har de reageret?

”Det er en stor fryd for mig, hvis folk bliver overraskede, når de hører det. Typisk reagerer folk med interesse og tager udgangspunkt i den viden, de har om Aspergers eller autisme fra film og serier. Jeg bliver tit spurgt, om jeg er ligesom Rainman. Om jeg er meget klog, eller om jeg kan huske mega godt. Eller om jeg undgår streger på fortovet.”

Hvad svarer du så?

”Jeg er hurtig til at forstå nye koncepter, hvis jeg har ro til det – eller hvis jeg bliver presset til det. Det er ikke alle med Aspergers, der har det sådan. Men jeg tror, det er det, der er afgørende for, at jeg kan holde til studiet. Det hjælper mig så meget, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i ting, når jeg ellers skal bruge mange kræfter bare på at tage til forelæsning eller lignende.”

Hvad har du gjort dig af tanker om dine fremtidsmuligheder, når du er færdig med din uddannelse?

”Jeg har tænkt meget over arbejdsmiljø. Kommer jeg til at arbejde et sted, hvor man sidder sammen med en masse andre, eller vil der mulighed for at arbejde hjemmefra?”

Hvad drømmer du om jobmæssigt?

”Jeg vil gerne lave noget kreativt, lave spil eller være med til at udvikle en interessant app eller et program, som gør en forskel for de mennesker, der bruger det. Jeg håber, jeg kan finde noget, der kan udfordre mig, og hvor jeg kan holde til miljøet.”

”Det er to år siden, jeg har været i kantinen”

Foto: Maria Randima

Helene Stephansen, 28 år, læser cand.public. på AU/DMJX på 3. semester og har anoreksi

Hvornår længe har du haft anoreksi?

”Jeg har haft det, siden jeg var 11 år, men blev diagnosticeret og indlagt som 14-årig. Det kom til udtryk ved, at jeg begyndte at isolere mig og trak mig ind i mig selv. Og jeg var meget ofte syg og havde ondt i maven. Jeg har aldrig rigtigt syntes, at det var pænt at være tynd, men det blev en fascination for mig og en måde at skille mig ud på. Jeg blev meget lettet, da lægen sagde, at jeg havde anoreksi. Jeg var lettet over at blive set, og over at nogen gjorde noget. Men samtidig begyndte det hårde arbejde med at komme benægtelsen af, at jeg er syg, til livs.”

Hvordan kommer din sygdom til udtryk?

”I gymnasiet havde jeg en god periode, jeg fik venner og gik i byen. Men efter gymnasiet gik det igen ned ad bakke. Jeg tabte mig meget, var nede at veje 26 kilo og indlagde mig selv. Jeg tænkte uklart, fordi jeg havde tabt mig så meget. Mit liv var præget af usikkerhed, ny kæreste, ny uddannelse, arbejde og rejser. Der var mange ting at forholde sig til, og så gik jeg tilbage i det gamle spor. I dag har jeg det meget bedre, men forholdet til mad fylder stadig. Jeg følger en kostplan, som gør, at jeg ikke kommer ud ad en tangent og falder tilbage i mit gamle mønster. Men det er svært fra mig at afvige fra den. Hvis jeg for eksempel er ude at spise på restaurant, kører min hjerne hele aftenen med beregninger og tanker om, at min kostplan bliver ødelagt. Jeg lider også af knogleskørhed som følge af anoreksien.”

Hvordan påvirker det dine studier, at du har anoreksi?

”Jeg har ikke så meget overskud og fokuserer min energi på studiet. Af samme grund har jeg forlænget mit studie for også at have overskud til at være social, arbejde lidt ved siden af studiet for at få lidt erfaring. Det har givet meget ro at have den mulighed. Det sociale er svært for mig, for eksempel julefrokoster og arrangementer, der involverer mad og mange mennesker. Jeg taler generelt heller ikke med så mange fra studiet i min fritid.”

Hvilken hjælp og støtte har du fået i forhold til at gennemføre dine studier på trods af anoreksien?

”Jeg tog min bachelor på Københavns Universitet i Aalborg. Deres rådgivning lå i København, hvilket var besværligt, og jeg skulle selv være meget opsøgende for at få hjælp. Her på AU er tingene kommet lidt mere af sig selv, systemet virker bedre. Jeg oplevede at blive taget alvorligt, at det var o.k. at få hjælp, fordi jeg har grund til det. Jeg mødes med en rådgiver cirka hver anden uge og kan søge dispensation ved eksamener og gruppearbejde, hvis jeg og min rådgiver vurderer, at der er behov for det. Det giver ro på og hjælper mig, så jeg ikke går tilbage i det gamle mønster, når jeg bliver presset. Det er det, der har gjort, at jeg er kommet igennem studierne.”

Ved dine medstuderende og undervisere, at du har anoreksi?

”Tidligere fortalte jeg det ikke til mine medstuderende. Jeg blev enig med mig selv om at lukke det ude. Jeg ville gerne være så normal som muligt og ville ikke sættes i bås som hende anorektikeren. Nu har jeg det lige modsat, jeg vil gerne have, at folk ved det, så jeg kan dele ud af mine erfaringer og hjælpe andre. Jeg har også fortalt det til enkelte undervisere, når jeg for eksempel skulle undtages fra gruppearbejde, og det har de taget virkeligt fint, de har været meget forstående. Jeg har det bedre, og det giver mig et boost at klare studierne, det giver mig selvtillid også på andre fronter. Men jeg kan stadig komme i situationer, hvor jeg ryster og sveder. Specielt i perioder, hvor studiet er meget krævende, forsvinder mit overskud, og det går ud over det sociale. Det er ofte i situationer, der handler om mad, eller hvor mange mennesker er samlet. Af samme grund undgår jeg kantinen, det er to år siden, jeg sidst har været der. Når der er ro på studiefronten, får jeg også mere ro på normale ting, såsom at spise og være social med andre.”

Kommer din anoreksi til at påvirke dine fremtidige muligheder på den anden side af studiet?

”Nej, det tror jeg ikke, fordi jeg er der, hvor jeg nu lever et normalt liv. Jeg ser det som en erfaring. Og jeg lever med konsekvenserne.”

Hvad drømmer du om?

”Jeg vil gerne arbejde inden for musikbranchen. Jeg kunne godt tænke mig at skrive speciale og også gerne en ph.d. om musikjournalistik og musikstreaming. Og jeg vil gerne arbejde som kommunikationsmedarbejder for eksempel for en festival eller et pladeselskab, når jeg er færdig med studierne.”

”Det er fucking nederen at være handicappet”

Foto: Maria Randima

Helene Bagge Grimstrup, 23 år, læser medievidenskab på 3. semester og har muskelsvind

Hvor længe har du haft muskelsvind – hvornår blev diagnosen stillet?

”Jeg har haft det hele mit liv, men blev diagnosticeret som 10-årig. Dengang havde jeg ikke symptomer på, at jeg var handicappet, men jeg virkede doven, ville gerne ligge på sofaen og var dårlig til sport. Man kunne dog godt se på mit ansigt, at jeg havde muskelsvind. Det manglede mimik, og man kunne også høre det på min tale. Da jeg kom i puberteten, blev jeg fysisk handicappet og måtte omlægge min dagligdag. Jeg fik hjælpemidler, blandt andet en elektrisk scooter. Det er fucking nederen at være 13, og det er fucking nederen at blive handicappet samtidig.”

Hvordan kommer sygdommen til udtryk?

”Jeg kan ikke gå længere. Det er det, der ser voldsomst ud, men det er det, som jeg mærker mindst til. Jeg er blevet hurtigere og mere mobil, efter at jeg har fået min elektriske kørestol, og jeg er ikke længere så bange for at falde. Jeg har et hold hjælpere ansat, og jeg har altid en hjælper i nærheden. Jeg skal have hjælp til alt.”

Hvordan påvirker det dine studier og dit studieliv, at du har muskelsvind?

”Jeg har brug for mine hjælpere til at sætte rammerne for mig. For eksempel i en undervisningssituation, hvor min hjælper tager min jakke af, sætter min computer og vandflaske frem på bordet. Og så kan jeg klare mig selv, indtil jeg skal indgå i en ny rammesætning. Men derudover mærker jeg ikke så meget til det i undervisningen. Jeg skal også være meget opmærksom på, at min krop er under hård fysisk stress på grund af sygdommen, og derfor må jeg ikke blive for stresset i hverdagen. Jeg skal kunne give slip når som helst uden at tænke: Åh nej, nu fik jeg ikke læst Bourdieu, og det er svært! Derudover kan det være svært for mig at komme rundt på campus. Her på Katrinebjerg er det ikke et problem, men det kan det godt være i bygningerne i Universitetsparken. Og det sker, at jeg kommer meget for sent til en forelæsning, fordi jeg skal bruge så meget tid på at finde en handicapvenlig indgang og rute til auditoriet.”

Hvad får du af hjælp og støtte til at klare studierne, på trods af at du har muskelsvind?

”Jeg får 12,5 procent ekstra tid til at skrive en eksamensopgave. Jeg får også tilskud til at aflønne mine hjælpere i studietiden. Alle mine bøger og kompendier er elektroniske for at sikre en god siddestilling, og for at jeg ikke skal slæbe rundt på tunge bøger. Ellers studerer jeg på lige vilkår med mine medstuderende og tager uddannelsen på normeret tid.”

Hvilken forskel gør hjælpen for dig?

”Den er hundrede procent nødvendig, det er hele grundlaget for, at jeg kan gå på universitetet.”

Har du fortalt til dine medstuderende og undervisere, at du har muskelsvind?

”Ja, det gjorde jeg i begyndelsen af studiet. Ikke ved at stille mig op foran holdet, jeg er meget socialt anlagt og snakker med mange, og så ved alle det jo bare efter lidt tid. Jeg fortæller det også, hvis vi tager en navnerunde. Der er mange ting, jeg skal afdramatisere, fordi folk ikke er vant til handicappede. Jeg skal svare på mange spørgsmål, og jeg skal svare seriøst hver gang.”

Hvordan reagerer folk på det?

”Her på uni vil folk gerne have det til at fungere, og underviserne gør ikke rigtig nogen forskel på mig og de andre studerende. Det har været en vild oplevelse, jeg har sjældent prøvet at begynde et sted, hvor det har været så nemt at falde til som handicappet. Her er jeg i en verden, hvor det handler om intelligens, og hvor jeg er meget gennemsnitlig, hvilket jeg er helt vildt glad for.”

Hvordan kommer det, at du har muskelsvind, til at påvirke dine muligheder på den anden side af studiet?

”Jeg vælger at tro på, at folk kan se igennem det. Jeg tror på, at jeg er lige så attraktiv som mine medstuderende. Men det bliver nok et fleksjob eller et freelancejob. Jeg vil gerne arbejde inden for journalistik eller mediebranchen, og her tror jeg, det kan være en fordel at skille sig lidt ud fra mængden. Dermed ikke sagt, at jeg finder det fedt at være handicappet. Det gør jeg ikke. Det er et rigtigt nederen vilkår. Men det er et vilkår, og jeg er nødt til at få noget positivt ud af det. Det er en aktiv, igangværende proces at arbejde med at acceptere det. Det fylder meget, men ikke det hele. Og betydningen af mit handicap ændrer sig hele tiden, i takt med at jeg bliver ældre.”  

”Jeg vil nødigt sættes i bås”

Foto: Maria Randima

Mads Lildholdt Brok, 29 år, læser nordisk på 3. semester og lider af skizofreni

Hvor længe har du haft skizofreni?

”Jeg fik stillet diagnosen i 2007, men jeg har haft symptomer i form af et psykisk ubehag, siden jeg var 10-12 år gammel. Det kulminerede, da jeg gik i 3.g, hvor jeg for første gang erkendte, at jeg hørte stemmer. Jeg arbejdede på en tankstation, hvor jeg blandt andet oplevede, at de kulørte blade på hylderne begyndte at snakke til mig.”

Hvordan kommer sygdommen til udtryk?

”Jeg hører stemmer, og jeg oplever hele tiden en form for psykisk ubehag, som er svært at beskrive. Det kommer til udtryk som et ubehag i min mave og mit hoved, som gør mig træt og kan hæmme min koncentration. Men hvor jeg i årene efter diagnosen var meget påvirket, er jeg i dag nået langt i min recovery-proces, hvilket det, at jeg læser på universitetet på normale vilkår, også vidner om.”

Hvordan påvirker skizofrenien dine studier og dit studieliv?

”Jeg har svært ved at koncentrere mig, når jeg skal læse, og skal tvinge mig selv til at læse. Jeg bliver meget træt og kan sove op til 12 timer i døgnet. Men det hjælper mig meget at have et formål. Noget, jeg skal. Jeg bliver et bedre menneske af at lære ting og være social på studiet. Jeg har det sværest op til eksamener, hvor min nervøsitet kan blive meget voldsom, hvis jeg ikke tænker de rigtige tanker. Jeg kan også blive angst, hvis jeg skal tale foran mit hold eller andre store forsamlinger. Men jeg er i god bedring nu og har lært at håndtere sygdommen blandt andet ved at tænke positivt, så den påvirker ikke mit studie så meget, som den gjorde, da jeg gik i gymnasiet.”

Beskriv en studiesituation, hvor du er særligt påvirket af skizofrenien

”Når jeg læser, er stemmerne særligt tydelige, og det er som om, det er dem, der læser, og ikke mig. Jeg har stadig kontrol over situationen, men jeg har ikke en fysisk fornemmelse af at fabrikere billeder og tanker inde i hovedet.”

Hvilken hjælp og støtte har du fået i forhold til at gennemføre dine studier på trods af skizofrenien?

”Jeg fik en mentor gennem SPS sidste år og skal have en ny igen i år. Men ellers har jeg ikke fået hjælp, og jeg studerer på lige fod med andre studerende.”

Hvordan har det gjort en forskel at have en mentor?

”Han har været god til at tale mig ned, hvis jeg har været nervøs op til eksamener. Han har også læst mine afleveringer igennem, og jeg har brugt ham til at øve fremlæggelser. Det har været en rigtig god støtte og har givet mig en blidere indgang til uni-livet.”

Har du fortalt dine medstuderende, at du har skizofreni?

”Jeg vil gerne være åben om det, også for at være med til at afmystificere og aftabuisere sygdommen. Men omvendt er det lidt svært at komme ud med, jeg vil nødigt sættes i bås eller have, at folk tror, jeg er en eller anden sindssyg øksemorder. Jeg fortalte det til min studiegruppe i forbindelse med, at vi skulle analysere novellen William af Jan Sonnergaard, hvor hovedpersonen muligvis er skizofren.”

Hvordan reagerede de på det?

”De tog det sådan set meget cool. Nogle har sagt, at det havde de aldrig gættet, hvis ikke jeg selv havde fortalt det. Det blev jeg ret glad for at høre. De har været mere omsorgsfulde end fordømmende.”

Kommer sygdommen til at påvirke dine muligheder på den anden side af studiet?

”Det vil altid være noget, jeg skal leve med. Jeg tager en dag ad gangen og ser ikke flere år frem i tiden. I forhold til fremtidige jobs tænker jeg, at der må være jobs, hvor min historie er en positiv ting, og hvor en arbejdsgiver ser det positive i min udvikling frem for at stirre sig blind på en gammel diagnose.”

Hvad drømmer du om at opnå med din uddannelse?

”For mig er det en personlig udvikling at specialisere mig inden for et felt. Det er en stor bedrift for mig, at jeg overhovedet går på universitetet, jeg er kommet langt. Jeg håber, der findes et arbejde, som jeg kan varetage. Jeg vil rigtig gerne give noget tilbage til samfundet, som sammen med venner, kæreste og familie har hjulpet mig til der, hvor jeg er nu.”

Igennem på normeret tid takket være støtte

Foto: Lars Kruse

Janni Christensen, 24 år, læser cand.merc./International Business på 3. semester og lider af depression

Hvor længe har du haft en depression?

”Jeg fik stillet diagnosen i slutningen af første semester på bacheloren. Men jeg led af depression, da jeg begyndte på studiet, og der var også lærere i gymnasiet, som spurgte, om der var noget galt.”

Hvordan kommer depressionen til udtryk?

”Jeg oplever uro og koncentrationsbesvær, jeg er meget træt og kan nogle gange sove op til 15 timer i døgnet. Jeg har svært ved at finde rytmer i hverdagen og kan have et sort syn på verden. Jeg har også haft lavt selvværd og trækker mig fra sociale sammenhænge. Jeg er dog ikke længere så hårdt ramt af depressionen, men det sociale er stadig svært.”

Hvordan påvirker depressionen dine studier og dit studieliv?

”Før jeg fik hjælp fra PPU (teamet for Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning, red.), var jeg en meget inaktiv studerende. Jeg kom ikke særlig tit til undervisningen og fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at komme. Jeg havde en enorm social angst og var bange for, at jeg fagligt ikke var god nok. Efter at jeg har fået hjælp til at fjerne det, der skaber problemer, og redskaber til at tackle det, påvirker depressionen ikke min hverdag så meget mere.”

Hvilken hjælp og støtte har du fået i forhold til at gennemføre dine studier på trods af, at du lider af en depression?

”Jeg blev tilknyttet en uddannelsesvejleder, som jeg gik hos fast. Jeg fik også en studerende, der var længere på uddannelsen, som mentor. Og så fik jeg udleveret en diktafon, så jeg kunne optage forelæsningerne. Jeg kan ikke koncentrere mig så længe ad gangen, så det er en udfordring med forelæsninger på 2-3 timer, men nu kan jeg optage dem og lytte til dem derhjemme. Jeg har også mulighed for at få en særlig placering til skriftlige eksamener, enten bagerst i lokalet eller sammen med andre studerende, der også havde særlige behov.”

Hvordan hjælper din mentor og uddannelsesvejleder dig?

”Min mentor har hjulpet mig meget fagligt. Det er et forum, hvor det er o.k. at stille ”dumme spørgsmål”. Hun hjælper mig også med at dele mit pensum op i mindre bidder, så det bliver mere overskueligt. Min uddannelsesvejleder har hjulpet mig med studieteknik, noteteknik og at disponere og prioritere min tid, blandt andet i forhold til, hvilke forelæsninger det er vigtigst at gå til. Hun får samlet mig op, hvis det ikke går så godt. Hun kan også give mig en verbal røvfuld, hvis det er det, der skal til. Jeg tror, at noget af det, jeg lærer af min mentor og uddannelsesvejleder, er ting, som andre studerende lærer sig selv i løbet af de første semestre. Dem er jeg så ved at lære nu.”

Hvilken forskel har det gjort, at du har fået hjælp og støtte?

”Min karakterkurve har været stigende. Jeg startede med røven i vandskorpen, og nu får jeg et sted imellem 4-12 ved mine eksamener og klarer mig igennem studiet på normeret tid.”

Har du fortalt dine medstuderende og undervisere, at du har depression?

”Ja, jeg fortalte det til mit hold, lige da jeg havde fået stillet diagnosen, selvom jeg endnu ikke helt havde erkendt det. Men det var jo med til at forklare, hvorfor jeg havde været så meget fraværende.”

Hvordan reagerede de på det?

”Reaktionerne var meget forskellige. Nogle turde ikke snakke om det og var ret akavede omkring det, mens andre spurgte interesseret ind til det eller tog det helt chilled. Her på kandidaten er der ikke så mange, der ved det, for det fylder ikke så meget for mig mere. Underviserne fortæller jeg det til, når jeg skal optage undervisningen, og de tager det helt fint.”

Kommer sygdommen til at påvirke dine muligheder på den anden side af studiet?

”Jeg frygter, at de fravalg, jeg har måttet tage på studiet, vil påvirke mine fremtidsmuligheder. For eksempel har jeg fravalgt at satse på gode karakterer i begyndelsen af min uddannelse, og jeg har fravalgt studiejob og praktik. Til gengæld har jeg noget livserfaring, som mange af mine medstuderende ikke har, jeg kender mine svagheder og de kampe, jeg skal kæmpe.”

Hvad drømmer du om at opnå med din uddannelse?

”Jeg vil gerne arbejde inden for HR.”

”Fandt først ud af, at jeg var ordblind, da jeg begyndte på uni”

Foto: Maria Randima

Mette Møller, 23 år, læser psykologi på 7. semester (KA) og er ordblind 

Hvornår fandt du ud af, at du er ordblind?

”Det fandt jeg først ud af, da jeg gik på første semester på psykologi. Og det var meget overraskende for mig, for jeg havde altid klaret mig godt i skolen og gymnasiet. Min instruktor havde læst min prøveeksamen og syntes, at jeg skulle få tjekket, om jeg var ordblind. Først blev jeg vildt ked af det, for jeg troede, det var fordi, min opgave var dårlig. Jeg gik alligevel op til SPS (Specialpædagogisk Studiestøtte, red.) og tog testen. Og det viste sig, at jeg er ordblind. Den besked skulle jeg lige vende, men det gav mening. Jeg havde været vildt frustreret hele første semester, fordi jeg læste meget langsommere end mine medstuderende. Så det var rart at få en forklaring.”

Hvordan kommer din ordblindhed til udtryk?

”Jeg har svært ved at høre en lyd og sætte bogstaver på – det, man kalder det fonematiske princip. Det kommer særligt til udtryk, når jeg skal stave ord, jeg ikke kender, eller engelske ord. Jeg har simpelthen ingen anelse om, hvordan de skal staves. Danske hverdagsord er ikke noget problem, for jeg kan huske, hvordan de staves. Men engelsk er svært, og 80-90 procent af vores tekster på studiet er engelske.”

Hvordan påvirker det dine studier og dit studieliv, at du er ordblind?

”Jeg læser langsommere end mine medstuderende, så jeg bruger mange timer på at få læst pensum. Det betyder, at jeg ikke har så meget tid til at have et studiejob, et frivilligt arbejde eller til at deltage i festudvalg ved siden af studierne. Det skulle jeg også lige acceptere, især fordi det er ret vigtigt at få nogle ting på CV’et her på psykologi.”

Har du fortalt dine medstuderende og undervisere, at du er ordblind?

”Ja, jeg valgte at stå frem for mit hold og fortælle, at jeg havde fået taget en test, som viste, at jeg var ordblind. Jeg sagde også til min instruktor, at jeg var glad for, at hun havde opfordret mig til at tage testen.”

Hvordan har de reageret på det?

”Jeg tror ikke, de tænker over det. Jeg havde spekuleret på, om man nu ikke gad at være i læsegruppe med mig mere, men sådan var det slet ikke. Jeg er bare ikke lige den, der bliver bedt om at tage noter.”

Hvilken hjælp og støtte har du fået?

”På første og andet semester gik jeg hos en vejleder cirka hver 14. dag, hvor vi fokuserede på læseteknikker. Jeg lærte at være selektiv i min læsning og at skimme kapitler, så jeg kunne klare mig helskindet igennem et svært fag. Og de teknikker har jeg brugt sidenhen. Derudover har jeg fået nogle it-programmer, som kan læse tekster højt, og nogle, der fungerer som intelligent ordbog i Word. Jeg har også fået adgang til et website med lydbøger. Og så har jeg mulighed for at søge om at få dispensation til eksamener, så jeg kan få 20 procent længere tid til min besvarelse.”

Hvordan har det gjort en forskel?

”Det har givet mig ro i sindet og været en trøst. Det er en udfordring at studere, når man er ordblind, men der er støtte og hjælp at hente. At opleve, at det at være ordblind ikke er en hindring for at studere, at der er folk, der hjælper mig igennem. Det var helt vildt opmuntrende!”

Kommer din ordblindhed til at påvirke dine muligheder på den anden side af studiet?

”Som udgangspunkt har jeg det sådan, at det ikke skal hindre mig i forhold til, hvad jeg vil være, eller hvad jeg stræber efter. Jeg ser det ikke som en svaghed. Jeg ser det som en styrke, at jeg tager en lang akademisk uddannelse, til trods for at jeg er ordblind. Det viser, at jeg ikke bare bøjer i modvind. Sådan håber jeg også, en arbejdsgiver vil se på det.”

Hvad drømmer du om at opnå med din uddannelse?

”Jeg vil gerne arbejde som psykolog, gerne inden for børn- og ungeområdet. For eksempel inden for skole-hjemsamarbejdet eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.”

Artiklen er oprindeligt bragt 15.09.2016.