Sidse Birk og Gunilla Knudsen fik begge en skæv start på deres bachelorprojekter.

Gunilla Knudsen er kommet et år for sent i gang med sit bachelorprojekt. Dels fordi hun flirtede med statskundskab et semester, og dels fordi hun valgte at stå for konfirmationsforberedelse i en kirke frem for at tage et valgfag.

Omvendt er Sidse Birk kommet et semester for tidligt i gang med sit projekt. Hun studerer religionsvidenskab og var begyndt på et tilvalg i retorik.

»Det var bare ikke mig, så jeg droppede ud og starter i stedet på nordisk sprog og litteratur efter sommerferien.«

Hendes bachelorsemester blev rykket frem, så hun undgik en pause mellem studierne. Oveni det fik hun to valgfag på religionsvidenskab, hvis eksaminer lå midt i maj.

»Det er selvfølgelig træls, at det hele falder sammen. Heldigvis vidste jeg godt, hvad opgaven skulle handle om, da jeg har været frivillig studentermedhjælp på et forskningsprojekt og kunne bruge data derfra.«

Norah Jones og hjemlig hygge

Hjemme hos Gunilla Knudsen lyder der rolige toner fra Norah Jones i anlægget, og der er bøger

både på skrivebordet og i sofaen. Hele semestret har hun udelukkende fokuseret på sit bachelorprojekt.

»Jeg skriver om synd og skam i forhold til selvet i det senmoderne samfund,« fortæller hun.

Hun sidder og nørkler med at sammenligne, hvordan begreberne bruges og forstås i dag i forhold til, hvordan de bruges i bibelen.

»Mine arbejdsdage er ofte fra kl. 8 til 23, dog med længere pauser undervejs. Jeg bruger nok samlet 8-10 timer dagligt, men kan ikke finde ud af at arbejde koncentreret fra kl. 8 til 16.«

Det er svært for hende at lade opgaven ligge. Hun vender hele tiden tilbage og finpudser sætningerne.

»Jeg er ret flyvsk, og det afspejles i min arbejdsproces. Det er svært for mig at overskue hele opgaven på én gang. Jeg skriver små brudstykker og samler hele puslespillet som det sidste.«

Lidt af en slow starter

Selvom Sidse Birk er presset på tid, tager hun det hele meget roligt.

»Jeg har en meget laissez-faire-tilgang til projektet. Hver dag laver jeg en plan for næste – jeg kan ikke overskue at tænke mig til en hel opgave på én gang. Når jeg har nået min plan for dagen, holder jeg fri.«

To do-listen tager normalt fire timer at komme igennem. Hun arbejder hjemme og sætter pris på rolige morgener i lejligheden, hvor væggene er fyldt med boghylder og et gammelt klaver, der står i hjørnet. Det kan godt være op ad formiddagen, før computeren bliver tændt.

Hendes opgave er baseret på interviews med en række præster og kommende ægtepar. Hun bruger dem til at undersøge ritualforståelsen i folkekirken og mødet mellem kirken og borgeren. Ud over sine valgfag har hun også som en del af bachelorsemestret deltaget i et fag, hvor hun blandt andet lærte om henvisninger og litteraturlister:

»Det var en god måde at få styr på formalia på,« fortæller hun.

Faget havde nogle deadlines, der hjalp hende godt på vej.

»Jeg er altså lidt af en slow starter, så det var godt for mig at skulle levere noget tidligt i processen.«

KRISE!

Der emmer af fryd og gammen hjemme hos Gunilla Knudsen, men i hendes hoved er der kaos.

»I slutningen af april skulle jeg aflevere min litteraturliste, indtil da var jeg nogenlunde rolig, men nu er det hele fuldstændig fuck med udråbstegn efter!«

Det er især tvivlen om, hvorvidt det nu er godt nok og bliver formidlet rigtigt, der fylder.

»Det er frustrerende ikke at kunne se det færdige billede. Det er nu, hammeren falder, og alt skal skrives ned. Jeg kommer i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skal nå det hele,« fortæller hun og forsætter:

»Men opgaven skal afleveres til tiden, koste, hvad det vil. Så må jeg kassere nye idéer og holde fokus.«

Vejlederen hjalp med startvanskelighederne

Sidse Birk har kunnet holde hovedet nogenlunde koldt gennem processen, men havde nogle startvanskeligheder, som hendes vejleder hjalp hende ud af.

»Jeg havde set mig sort på, at jeg kunne gå to veje med min opgave, og kontaktede fortvivlet min vejleder. Jeg vidste ikke, hvilken jeg skulle vælge. Hun fik mig til at se lyset i forhold til en kombination af de to, hvilket hun mente ville give en stærkere opgave.«

Vejlederen har lettet processen for Sidse Birk:

»Nogle gange kan man ikke se sig ud af en detalje, og der har min vejleder været god til at bruge mine egne ord og idéer til at få mig videre.«

Tilbage på sporet

Når det ser sortest ud, bruger Gunilla Knudsen sin søster Josephine som hotline.

»Jeg kan komme af med mine frustrationer, og hun er god til at lytte. Vi er begge studerende og bruger altid hinanden, når vi skriver opgaver. Hun vil slet ikke kunne nikke genkendende til, at jeg forekommer rolig omkring opgaven,« griner hun.

Søsterens støtte hjælper Gunilla Knudsen til at se det store billede. Opgavens emne har også haft en indvirkning på hendes tilgang:

»Jeg skriver blandt andet om forskellen på den, man gerne vil være, og den, man egentlig er. Når de to ikke er ens, er det let at føle skam. Men det nytter ikke noget at skamme mig over, at jeg ikke er kommet længere, jeg må jo bare se at få opgaven skrevet.«

Slutspurten

Ti dage inden aflevering tjekker vi ind ved Gunilla Knudsen og Sidse Birk for sidste gang.

»Der er kommet et ekstra udråbstegn efter fuck,« smiler Gunilla Knudsen og fortæller, at trefjerdedele af opgaven stadig mangler. Hun ser frem til lange dage og nætter med uanede mængder kaffe.

»Min ambition er, at min søster kan læse korrektur 28. maj, men måske det først bliver dagen inden afleveringsfristen.«

Sidse Birk har 17 ud af 20 sider klar og mangler indledning, konklusion og perspektivering. Hun har fulgt sin tidsplan.

»Det er vigtigt for mig, at der er tid til, at så mange som muligt kan nå at læse opgaven,« fortæller hun.

To veninder har fået jobbet som korrekturlæsere på bachelorprojektet:

»Korrekturlæsningen er rigtig vigtig. Teksten kan let blive indforstået, og det vil jeg gerne undgå,«fortæller hun.

Sidse Birk er stolt af sit projekt og har også høje forventninger til karakteren.

Gunilla Knudsen er på den anden side er rigtig glad for sin idé, fordi skammen ikke fylder i kristendommen, og synd i bibelsk forstand ikke fylder i sproget i dag. Men hun føler dog ikke helt, at hun har fået samlet det ordenligt, og har derfor nedsat sine forventninger en smule.

Ingen af de studerende tør dog sætte en karakter på deres projekt.

Omnibus følger dem, indtil karakteren er i hus til sommer. Følg med på omnibus.au.dk

Tre hurtige:

Da jeg startede på opgaven, ville jeg ønske, jeg vidste …

Gunilla: »Hvad der var do’s and don’ts. Jeg har aldrig skrevet en selvstændig opgave, så jeg kunne godt have brugt noget introduktion til at skrive en.«

Sidse: »Hvor givtigt det er at fortælle om sin opgave til andre. Det giver et godt perspektiv, og man får reflekteret over den.«

Jeg bliver stresset, når …

Gunilla: »Jeg kommer ofte i tvivl, om jeg overhovedet kan nå det hele, og om det er godt nok.«

Sidse: »Når teknologien driller. Jeg kæmpede næsten en hel dag med en fodnote, der blev ved med at forsvinde. Det kan jeg ikke overskue.«

Det bedste break fra opgaven er …

Gunilla: »Netflix – uden tvivl. Jeg har lige set »Orange is the New Black«, den er virkelig god.«

Sidse: »Det var, da jeg holdt påskeferie i Irland. Jeg havde forinden sendt fem sider til min vejleder og tog af sted med god samvittighed.«