Printerproblemer på ARTS spændte ben for aflevering af bachelorprojekter
I det seneste nummer af Omnibus kunne man læse om slutspurten af Gunilla Knudsen og Sidse Birks bacheloropgaveskrivning. På afleveringsdagen var der printernedbrud i Nobelparken, og begge måtte ty til plan B for at kunne nå at aflevere deres bachelorprojekter.
Da Omnibus sidst skrev om de to studerende, var der 10 dage til afleveringsfristen. De gik hurtigt for begge og krævede hovedparten af de vågne timer ved computeren.
Sidse Birk var godt med og fokuserede primært på at rette opgaven og finpudse det sidste.
Gunilla Knudsen havde derimod en del at skrive. Tre fjerdedele af opgaven for at være helt præcis.
”Det gik faktisk rigtigt hurtigt med at få den skrevet færdigt. Jeg havde noter til det, men måtte dog droppe at skrive teksten i hånden først,” smiler Gunilla Knudsen, og hentyder til sin plan om, først at skrive hele opgaven i hånden, da hun mente, hun bedre kunne overskue opgaven på den måde.
”Opgaven var faktisk færdig tre dage før afleveringsfristen, så min søster kunne nå at læse korrektur to gange.”
Printernedbrud i Nobelparken aftenen inden aflevering
Dagen inden aflevering virkede ingen af printerne på Nobelbiblioteket. Det var Kristi Himmelfartsdag, og derfor var bibliotekerne ubemandede, så de studerende, der skulle printe, kom i bekneb. Sidse Birk forsøgte uden held med at printe i AU’s lokaler i Nobelparken og på Tåsingegade.
”Ordet om problemet spredte sig jo hurtigt, men det var træls, at det først var i løbet af fredagen, at én printer kørte igen,” fortæller hun.
Sidse Birks egen printer var løbet tør for blæk, og hun kunne ikke nå at købe en ny farvepatron. Heldigvis forbarmede hendes nabo sig over hende, så hun printede hos ham fredag morgen.
Hun afleverede to timer før afleveringsfristen fredag kl.12 sammen med sine venner, derefter stod den på øl i solen.
Op på cyklen og ned på kopicenter
Gunilla Knudsen løb også panden mod muren, da hun ville printe fredag morgen. I Nobelparken var printerne stadig ikke kommet op at køre. Efter at have forsøgt i tre kvarter og kun have én udskrevet side, måtte hun ty til andre metoder.
”Selvom det er helligdag, synes jeg, at administrationen har et ansvar for at sørge for, at faciliteterne fungerer. Så må de sætte ekstrabemanding ind. Det er jo et ekstraordinært tilfælde, når så mange skal aflevere store opgaver.”
Gunilla Knudsen skyndte sig at cykle ned til kopicentret ved Banegårdspladsen. Der udviklede sig hurtigt en længere kø, også her var stemningen presset. Hun fik langsomt sneget sig foran og var en af de første, der kom til.
”Jeg prøvede at slå koldt vand i blodet og sige til mig selv, at jeg først skulle aflevere kl.14.”
I kopicenteret virkede printerne, og hun kunne nå tilbage på AU og aflevere sin opgave kl.11.
”Bagefter havde jeg i den grad brug for en smøg for at falde ned igen. Men det var dejligt at nyde friheden med mine venner.”
Karaktererne er kommet
I midten af juni kom karaktererne på selvbetjeningen og de to studerende kan nu ånde lettede op.
Sidse Birk fik 10 for sit bachelorprojekt.
”Jeg er tilfreds med karakteren og føler ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Det bliver spændende at få feedback og høre, hvad der har gjort udfaldet.”
Gunilla Knudsen fik 7 for sit.
”Først tænkte jeg ”øv”, men det var jo, som jeg havde forventet. Det er en fair karakter for opgaven. Nu har jeg ferie og fri - ikke nok med det kan jeg også kalde mig bachelor i teologi,” fortæller hun.