Andreas Kjær Stage, der er ph.d.-studerende på AU, har for første gang kortlagt, hvem der er ansat på landets universiteter. Og ikke mindst, hvordan sammensætningen af staben har ændret sig de sidste tyve år. Han er ikke i tvivl om konklusionen:

”Hvis vi sammenligner universitetet i 1999 med universitetet i dag, er det to forskellige organisationer.”

Hvis man dengang havde stillet alle AU-ansatte op på en række, ville mere end hver tredje have været en klassisk HK’er – eksempelvis kontoruddannede sekretærer – teknikere, gartnere eller lignende. I dag udgør de kun lige godt hver femte.

Og det er der en tydelig forklaring på. Går man ind i administrationens kontorer i dag, optager ansatte med en universitetsuddannelse nemlig tre gange så mange kontorstole som før. Hvor de for tyve år siden udgjorde hver tyvende AU-ansatte, bliver mere end hver syvende lønseddel nu sendt til en såkaldt AC-TAP.

Det er ifølge forskeren bag studiet, Andreas Kjær Stage, en bemærkelsesværdigt stor forskydning. Og den afspejler, hvordan universitetets rolle har ændret sig gennem de sidste to årtier.

Grafen stammer fra Andreas Kjær Stages ph.d.-afhandling.

Other academic staff: Midlertidigt ansatte akademikere, dvs. ph.d.er, postdocer, videnskabelige assistenter mv.

Associate professors: Lektorer

Professors: Professorer

Manual and technical staff: Teknisk personale, gartnere, håndværkere mv.

Clerks: Kontor- og professionsuddannede, herunder kontoruddannede sekretærer

Degree-holding professionals: Ansatte i administrationen med en akademisk uddannelse

Employed students: Ansatte studerende, både i administrationen, som instruktorer mv.

Nye krav til universitetet

Hvor universitetet tidligere primært bestod af forskere og understøttende medarbejdere, har universitetet i dag en lang række andre opgaver end forskning og uddannelse, der skal løftes.

”Universiteterne er i dag spændt for langt flere samfundsmæssige målsætninger end før. De skal bidrage med innovation. De skal indgå i samarbejde om at løse udfordringer som social mobilitet. De skal målrette uddannelse mod beskæftigelse, som kræver aftagerpaneler og analyser af, hvor der er jobmuligheder,” siger Andreas Kjær Stage, inden han lister en lang række andre nye opgaver.

De tæller alt fra at hjælpe med at evaluere Kulturhovedstad Aarhus over akkrediteringer for at blive anerkendt internationalt til at søge, administrere og bogføre eksterne midler – en nødvendighed, der udspringer af, at finansieringen af universiteterne ikke længere kommer som en stabil strøm af penge.

"Samtidig afkræves universiteterne i stigende grad svar på, for hvad samfundet får for alle pengene – både med hensyn til undervisning og forskning," siger Andreas Kjær Stage.

Nye opgaver kræver nyt personale

Og de mange nye opgaver kræver en ny type af ansatte. Derfor vil Andreas Kjær Stage også gerne mane kritikken af akademikervæksten i administrationen i jorden.

”Man hører ofte, at nu får vi løst de samme opgaver til den dobbelte løn. Men det er ikke mit indtryk overhovedet, at vi nu hyrer dyrere personer til at lave det samme arbejde som før. Det er mit klare indtryk, at de arbejder med nogle helt andre opgaver som strategi, evaluering og fondsarbejde. Det er nogle helt andre opgaver, end vi havde for tyve år siden,” siger han.

Han mener dog ikke, at kritik nødvendigvis er uberettiget.

”Det er helt legitimt at stille spørgsmålet, om universiteterne skal varetage de her opgaver. Men det er i høj grad en politisk vurdering,” siger han.

Dertil kommer, at det ifølge forskeren i Danmark fortsat er meget lidt belyst, præcis hvad de nye typer TAP’er arbejder med og hvilke opgaver, de løser.

Mytedræber: Administrationen er ikke vokset ind i himlen

Samtidig understreger Andreas Kjær Stage, at der ikke er hold i den udbredte fordom om, at udgifter til administrationen er vokset ind i himlen på bekostning af forskningen.

”Hvis man bare ser på de videnskabelige medarbejdere over for administrationen, er VIP-delen blevet større de sidste 20 år, og løndelen til VIP er også vokset.”

Flere løstansatte og færre i faste stillinger

Hvad studiet til gengæld viser, er, at også forskerstanden har været en landskabsændring igennem. Her er andelen af midlertidigt ansatte vokset fra at udgøre knap en fjerdedel til mere end en tredjedel af de ansatte, imens andelen af lektorer er faldet betydeligt.

En udvikling, der ikke er svær at finde forklaringer på.

”Dels har vi haft ph.d.-reformen, som betød, at universiteterne skulle fordoble andelen af ph.d.er. Dels er en anden klar faktor, at forskning i højere grad finansieres som projekter, hvor en professor får forskningsmidler til at ansætte ph.d.er, postdocer eller videnskabelige assistenter inden for projektet.”

Derudover gør de mange midlertidige stillinger ifølge forskeren også ledelsen på universitetet mere manøvredygtig, hvis den pludselig vil prioritere et nyt forskningsområde og nedprioritere et andet. Det er sværere, hvis man har fastansatte forskere.

”Og så er der også et krav fra politikerne om, at universiteterne skal producere mere arbejdskraft, der kan bedrive forskning, som skal ansættes i det private erhvervsliv. Det gør det mere legitimt at have mange midlertidigt ansatte, fordi det slet ikke er intentionen, at de alle skal forblive ansat på universitetet.”