DPU holder frokostpause for klimaet

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lektor ved DPU, Ib Ravn, opfordrer kolleger og studerende til at tage frokosten med under armen og dedikere middagspausen til klimaet.

26.09.2019 | Marie Groth Andersen

Programmet for Break for Climate på DPU - klik på billedet for at forstørre det.

Lektor i uddannelsesvidenskab, Ib Ravn, har taget initiativ til klima-frokostpausen på DPU fredag 27/9 kl. 12-12.45. Foto: Søren Kirkegaard

For en uge siden demonstrerede unge verden over i forbindelse med FN’s klimatopmøde for at kræve politisk handling i kampen mod klimaforandringerne. Blandt andet i New York, hvor den svenske klimaaktivist Greta Thunberg holdt tale. 

Fredag stemmer de voksne så i og bakker op om de unges klimakamp, når der flere steder i verden – og i Danmark – holdes klima-strejker under overskriften Break for Climate. Både i Aarhus og i København er der fredag klima-strejker fra klokken 12-14.

Ikke to timer til at klima-strejke? – giv klimaet din frokostpause 

På DPU i Emdrup har lektor i uddannelsesvidenskab, Ib Ravn, taget initiativ til en lokal og lidt kortere klima-frokostpause fra kl. 12-12.45 i Aulaen.

”Jeg underviser selv hele dagen i morgen og kan ikke tage to timer ud af kalenderen for at tage ind til arrangementet i København, så derfor har jeg taget initiativ til dette lokale arrangement,” fortæller Ib Ravn om baggrunden for initiativet.

Institutleder Claus Holm fortæller indledningsvis om DPU og klimaet, hvorefter professor emeritus Jeppe Læssøe holder et kort oplæg om universitetsuddannelser og klimaet. Derefter får den unge generation ordet, når Nikolaj Noel Christensen, der læser uddannelsesvidenskab, går på talerstolen.

”Det er helt korte oplæg, og vi skal ikke have flere triste facts om klimaet. Det skal i stedet handle om, hvad DPU gør for klimaet, hvad universitetsuddannelser kan gøre, og så vil en af vores studerende fortælle om sit engagement i klimakampen. Det er også tanken, at folk i salen skal tale med hinanden om, hvor de finder inspiration til at gøre noget for klimaet,” siger Ib Ravn.

Sidste års hedebølge tændte for lektorens klima-engagement

Selv er Ib Ravn først for alvor blevet interesseret i klimakampen efter hedebølgen sidste sommer. 

”Jeg har aldrig været interesseret i hverken økologi eller bæredygtighed, men sidste sommer var jo så varm, at det stod klart for mig, at det her holder ikke. Og at vi, der ellers ikke har interesseret os for sagen – eller har lagt vores interesse andre steder, også må engagere os nu.”

Ud over at være initiativtager til frokostpausen for klimaet på DPU fredag, deltager Ib Ravn også i fællesskabet Klimapåmindelsen, som hver torsdag morgen mødes foran Christiansborg for at minde politikerne om klimaproblemerne. 

  • Break for Climate, DPU I Emdrup, Aulaen kl. 12- 12.45 – alle er velkomne
Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også