Af Sara Dybris McQuaid, adjunkt på Institut for Æstetik og Kommunikation - Engelsk og Lone Koefoed Hansen, lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation - Digital Design.

»Drømmestudie.« Smag på ordet. Vi hører det i medierne, når studiepladserne skal fordeles ved den koordinerede tilmelding, og det bruges i markedsføring af uddannelsesinstitutioner: Find dit drømmestudie! Kom du (ikke) ind på dit drømmestudie? Drømmestudiet venter!

Tanken er, at drømmestudiet findes et sted, hvor det venter på, at unge mennesker i søgen efter en uddannelse, efter viden og efter et fremtidigt job indskriver sig med henblik på at indoptage dets »ånd« og »væsen«. Når man finder det rigtige studie, så er ens lykke gjort.

Ikke en færdig arkitektur

Men når vi på den måde forstår ordet »drømmestudie« som et navneord, så er det både misvisende og problematisk. Det antyder, at et studie er noget, man som studerende skal forholde sig til som en komplet form. En færdig arkitektur, man kan træde ind i og gå igennem. Hvor alle vægge står fast, og hvert lokale har sin funktion.

Det antyder grundlæggende en passiv relation, og hvis drømmestudiet skuffer (eller man slet ikke kom ind), er der ikke noget råderum til at ændre sit ophold, og man kan blot forlade bygningen.

Det er jo ikke holdbart, så lad os begynde denne tekst forfra.

»Drømmestudie.« Smag på ordet. Vi tænker det nu som noget, man gør, ikke noget, der er; som et udsagnsord og ikke et navneord. Hvad sker der, når vi forstår drømmestudie som en handling?

Man sammensætter selv stenen

For det første må vi forlade tanken om, at det er noget statisk. Den studerende træder ikke ind i en færdig arkitektur, men har selv handlekraft og er med til at bygge med de materialer, som stilles til rådighed. På den måde kan drømmestudiet med fordel forstås mere organisk – for eksempel som et stengærde. Et stengærde har ikke et forudbestemt design, men afgøres af de enkelte stens form og den måde, de lægges på hinanden. Med en let omskrivning af den politiske filosof Oakeshott kan man bruge stengærdet som studiemetafor: Det illustrerer, hvordan et studie er udgjort af enkelte dele, der langsomt bygges op i samspil mellem disciplinens obligatoriske fag og den studerendes faglige tilvalg. Designet på stengærdet afgøres dels af, hvordan man vælger at sammensætte stenene, dels af det landskab, som man bygger stengærdet i.

Bland byggematerialerne

Metaforen peger på, i hvor høj grad en studerende kan, og endda forventes at, forme sit eget studie. Ikke kun ved at vælge fag, men også ved løbende at opdatere sin forestilling om den færdige form, efterhånden som man arbejder på den. Drømmestudiet som udsagnsord handler ikke om at kigge indad eller om den formløse forestilling, men om at orientere sig i terrænet og om at finde de sten, der kan bruges. Den gode stengærdebygger lærer at lægge sten på den rigtige måde, udnytter kontaktfladerne, lærer at bede om hjælp til at løfte tunge sten på plads og ser det som en udfordring at finde plads til sten, der ikke lige virker oplagte, men ellers ligger i vejen. Man kan udbygge Oakeshotts metafor med, at man også skal finde helt andre typer materialer, som man kan bygge ind her og der, fordi så bliver gærdet pænest, mest robust eller sjovest.

Engagement giver stærk struktu

Når vi forstår drømmestudiet som et udsagnsord, bliver det at finde sin vej i livet ved hjælp af sit studie til en relationel og kontekstuel proces. Det bliver afhængigt af, at man engagerer sig i studiegrupper, studiepraksis og studiejob, og at man lærer af andre, men også lærer af sine egne fejl. På den måde bliver studiet ikke et drømmesyn, men en konkret handling, som netop gennem ens eget arbejde tager form og bliver en robust og vejrbestandig struktur, som man kan se tilbage på med stolthed. Det kræver gode byggematerialer og god hjælp, men det kræver også, at man selv vurderer, løfter, revurderer og tilføjer. Og ikke mindst at man forstår, at drømmestudiet er noget, man bygger, og at det er noget, man kan bygge mange steder.