For få år siden var de 150, nu tæller gruppen af deltidsansatte eksterne lektorer og undervisningsassistenter (DVIP) færre end 75 medlemmer på Institut for Erhvervskommunikation.

Gruppens faldende mandtal sker dels som følge af Rigsrevisionens krav om større forskningsdækning i undervisningen på landets universiteter, dels som følge af BSS’s målsætning om at opnå den såkaldte Triple Crown-akkreditering, som gives til verdens førende business schools.

»Ved et akkrediteringsbesøg i 2011 blev der peget på det faktum, at vi har mange løstansatte uden forskningsforpligtelse, så forskningsdækningen er noget, vi skal være opmærksomme på,« forklarer Christa Thomsen, institutleder ved Institut for Erhvervskommunikation.

Det får ikke alene betydning for mængden af DVIP’er, men også for, hvem instituttet vil satse på fremover.

»De eksterne undervisere, som vi prioriterer og rekrutterer, har som udgangspunkt tilknytning til erhvervslivet. Det betyder, at de har deres primære beskæftigelse andetsteds end på universitetet, og at de derfor bidrager med praksiserfaring, « siger Christa Thomsen.

Dermed ser mulighederne for i fremtiden at være tilknyttet universitetet sorte ud for den del af DVIP’erne, der henter størstedelen af deres indtægt som deltidsansatte på AU.

Anerkend indsatsen

Jette Eriksen-Benrós, der er repræsentant i det lokale samarbejdsudvalg (LSU) for gruppen af DVIP’er på instituttet, udtrykker forståelse for den udvikling. Men medarbejderne og deres undervisningskvalifikationer må man ikke bare smide ud med badevandet, mener hun.

»Man kan ikke tale mod forskningsbaseret undervisning, det må jo være målet på et universitet, og det er heller ikke et mål i sig selv, at vi skal forblive en stor gruppe. Men universitetet og instituttet har et ansvar for den gruppe medarbejdere, man har trukket på i mange år.«

»DVIP-stillinger må ikke være en slutkategori, målet må være fastansættelser. Det kan være som ekstern lektor, eller det kan være ansættelse i ordinære stillinger. Midlet kan være ad hoc-ansættelse som videnskabelig assistent eller ved at fremme muligheden for at gå videre i et ph.d.-forløb,« mener Jette Eriksen-Benrós.

For DVIP’er, der ikke trækker på praksiserfaring i kraft af en tilknytning til for eksempel det private erhvervsliv, vil det give mulighed for at få større forankring i forskningen.

Ny personalepolitik

Jette Eriksen-Benrós har blandt andet forsøgt at arbejde for den sag i forbindelse med arbejdet med en særskilt personalepolitik for DVIP’erne på Institut for Erhvervskommunikation, som hun har været med til at udforme i samarbejde med institutleder Christa Thomsen.

Det er positivt, at DVIP’erne får en særskilt personalepolitik i tillæg til cirkulæret, der regulerer deres ansættelsesforhold, mener Jette Eriksen-Benrós. Men hun er ikke tilfreds med, at gruppen af DVIP’er ikke har fået bedre muligheder for at deltage i forskningsaktiviteter.

»Den officielle begrundelse for, at vi ikke kan få det igennem, er, at man ikke forventer, at DVIP yder forskningsbidrag. Det er op til den enkelte DVIP, om vedkommende vil indgå i forskningsaktiviteter. Men jeg mener, det reelt handler om, at man ikke ønsker at synliggøre DVIP-arbejdsindsatsen, som typisk er forbundet med VIP-kategorien. DVIP’ernes arbejde med fagansvar og fagudvikling er eksempler på samme problematik.«

Ph.d. er vejen til fastansættelse

En ph.d. er den eneste vej mod en fastansættelse, slår institutleder Christa Thomsen fast og afviser samtidig, at instituttet vil benytte stillingen som videnskabelig assistent til at indlemme DVIP’er i forskningen.

»Vi kommer kun undtagelsesvist til at se, at vi tilbyder en stilling som videnskabelig assistent til ansatte, der ikke har en ph.d., og i de tilfælde, hvor det sker, ændrer det ikke ved, at et ph.d.-stipendium besættes efter opslag og efter ansøgning.«

På spørgsmålet om, hvorvidt DVIP’erne har udsigt til mere sikre fremtidsudsigter, svarer hun:

»Nej, de er ikke sikret jobs på sigt. Det kommer an på udviklingen. Jeg tror, der vil være arbejde for DVIP’er, men man er ikke sikker i sådan en stilling. Det er man først, når man er fastansat. Det er et vilkår, og ikke kun hos os. Vil man have sikkerhed for fastansættelse, så skal man søge en fast stilling.«