Omnibus prik

Efterlyst gasflaske fra AU er dukket op hos leverandøren

En gasflaske med farligt indhold fra Bio- og Kemiteknologi blev i december meldt forsvundet til politiet, men flasken er ikke blevet stjålet, viser det sig. Leverandøren af flaskerne er derimod kommet til at tage den fyldte gasflaske med tilbage uden at registrere det i systemet.

Der var tale om en mindre gasflaske, end medarbejderne sædvanligvis håndterer på instituttet, forklarer institutleder Lars Ottosen. Billedet her har ikke noget med sagen at gøre. Foto: Lars Kruse/AU Foto (Arkivfoto)

Østjyllands Politi meddelte kort før jul, at en flaske med gasarten carbonmonoxid, som kan slå ihjel, var forsvundet fra et aflåst rum på Institut for Bio- og Kemiteknologi. Politiet efterlyste flasken og advarede samtidig mod at åbne den, da indholdet både er brandfarligt og livsfarligt at indånde. 

Men nu er flasken dukket op, og det viser sig, den ikke på noget tidspunkt har været i de forkerte hænder. Derimod er leverandøren kommet til at afhente den fyldte flaske, og fordi leverandøren desuden glemte at registrere det i systemet, har instituttet været af den opfattelse, at flasken stadig måtte befinde sig på instituttet. Instituttet vidste at flasken var fuld, fordi det projekt, som havde indkøbt den, endnu ikke havde taget den i brug. 

”Leverandøren har ikke registreret, at de har taget flasken, og derfor står der ikke hos os, at de har taget den. Da vi spurgte dem, sagde de nej, for det stod heller ikke i deres system, men vi har spurgt igen, og pludselig dukkede den så op hos dem alligevel. Det er en hændelse, der indtræffer med meget lav sandsynlighed” siger institutleder på Bio- og Kemiteknologi Lars Ottosen. 

Farlig gasflaske forsvandt fra AU før jul og er fortsat ikke dukket op: "Det er rigtigt irriterende"

Institutleder: Uklart, hvordan situationen er opstået

I begyndelsen af januar ledte instituttet stadig efter flasken, og her forklarede Lars Ottosen, at han havde en teori om, noget kunne være smuttet hos leverandøren. Han er nu glad for, at det kan konstateres, at den ikke er taget i ond tro, eller at forsvindingen skyldes lemfældig omgang med flaskerne. Han anerkender dog, at der stadig er ubesvarede spørgsmål.

”Vi står tilbage med en vis uklarhed om, hvordan situationen - at leverandøren tog den med tilbage - er opstået. Skulle vi pege indad, kunne det være, at det for en ikke-rutineret kunne være tydeligere, hvilke flasker der er tomme, og hvilke som ikke er tomme. Vi vil kigge på, om vi kan gøre afmærkningen bedre, så det bliver tydeligere for leverandøren, hvilke flasker der skal afhentes,” siger Lars Ottosen.

Institutlederen forklarer, at der var tale om en flaske på to liter, mens man sædvanligvis håndterer større flasker på instituttet. Det, der kan være en udfordring med mindre flasker, er, at det er sværere at mærke eller høre på flasken, om den er fuld eller tom. 

”Vi har meget godt styr på det, og det plejer ikke at være et problem. Det er svært at forklare, hvorfor det her er sket. Fejlen her handler heller ikke om sikkerhed, men om drift. Det er spild af ressourcer, når der sker fejl med sådan noget her. Men vi kan konstatere, det er sket, og derfor ser vi på det,” siger Lars Ottosen.

Politiet: Var nødt til at tage det alvorligt

Østjyllands Politi udsendte efterlysningen 20. december og advarede om at åbne flasken, hvis man havde fået fingre i den, men det er altså ikke længere aktuelt. Politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi understreger i døgnrapporten for 14. januar, at politiet var nødt til at tage sagen alvorligt. 

”Det er naturligvis glædeligt, at flasken nu er ’fundet’, og at den ikke på noget tidspunkt har været i hænderne hos de forkerte – men vi var nødt til at tage sagen alvorligt og advare mod, at den blev åbnet af personer uden kendskab til indholdet grundet farligheden af indholdet. Østjyllands Politi anser sagen for afsluttet og foretager sig ikke yderligere i sagen,” siger Jens Rønberg.