En travl dag spækket med gode ideer
Mens nogle af landets studerende brugte lørdagen på langs efter fredagens festligheder, mødte 100 friske studerende fra hele landet op på Fuglesangs Allé til FOSIA’s årlige case competition. Her skulle de i grupper konkurrere om at få den bedste idé til at løse én af tre cases under temaet ”Din by”.
Lørdag 7. marts afholdt FOSIA (Forum for Social Innovation Aarhus) for tredje år i streg sin case competition, der søger at løse sociale udfordringer. Den studenterdrevne forenings 24 medlemmer havde arbejdet hårdt og intensivt frem til den store dag. Deres ambition er at bygge bro mellem studerendes faglighed og give dem mulighed for at anvende teorien i praksis.
Din by
Årets tema havde tiltrukket tre vidt forskellige cases, der alle ville gøre det bedre at være borger i Aarhus. Den ene, også kaldet sundhedscasen, var stillet af Aarhus Universitetshospital. De ville gerne have gode løsninger på, hvordan sygehuset kunne øge patienttilfredsheden.
Aarhus Kommunes Center for Byudvikling og Mobilitet ville gerne udvide havneområdet og derfor have de studerende til at komme med ideer til at sikre bylivet i Sydhavnskvarteret.
Den sidste case var stillet af Falck. De ville gerne hjælpe de ældre med at blive boende i eget hjem så langt tid som muligt. De studerendes opgave var at finde på løsninger, der kan skabe tryghed for ældre i eget hjem.
Tværfaglighed i højsædet
Efter de studerende havde valgt, hvilken case de ville arbejde med, blev de fordelt i grupper. Grupperne blev sammensat af studerende fra forskellige studier, da FOSIA mener, at faglig diversitet er vigtig for idéudviklingen.
Derudover samarbejder FOSIA med Center for Entreprenørskab og Innovation (CEI), der med sin undervisningsmodel ME2 guidede deltagerne gennem idéprocessen ved løbende at stille forskellige opgaver.
De gode idéer skal komme hurtigt
Programmet var tæt pakket og efter en hel dag med gode ideer og hjernebrud, skulle hver gruppe fremlægge sin endelige idé for dommerpanelet, der bestod af casestillerne og personer med viden indenfor området. Dommerne valgte herefter en vinder for hver case. Søndag mødtes vindere og casestillere med Studentervæksthus Aarhus, der skulle hjælpe med at realisere idéerne.
App, spisested og device til hjemmet
Vinderne af sundhedscasen blev Ida Boysen Schultz og Cathrine Brandt Nielsen fra Institut for Statskundskab, Michael Nguyen fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Liesanth Nirmalarajan, der studerer socialt arbejde på Institut for sociologi og socialt arbejde på AAU og Nana Mønster Frost, der læser idehistorie på Institut for Kultur og Samfund. De foreslog, at man udviklede en app, der hjalp patienten igennem sygdomsforløbet - både gennem kommunikation med sygehuset såvel som information.
Et nulspilds-spisested faldt i dommernes smag, der søgte kultur og liv på Sydhavnen. Spisestedet skal have fokus på social og lokal bæredygtighed, blandt andet ved at lade socialt udsatte arbejde i køkkenet. Idémagerne bag køkkenet er Birgitte Krohn, Camilla Panduro og Stina Ballerup fra Institut for Statskundskab, Anna Frida Vind Andersen, der læser idehistorie og Maja Skovgård Nielsen, der læser kunsthistorie på Institut for Æstetik og Kommunikation.
De ældre skal have et interaktivt device installeret i hjemmet, der gør det muligt at blive boende. Det skal være stemmestyret, og både kunne hjælpe de ældre med at huske ting som medicin og fødselsdage, og kunne alarmere i tilfælde af en ulykke. Idéen til Smart Health System kom fra Niels Overby, der læser til elektroingeniør på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Marie Louise Lind og Martin Kaanberg fra Institut for Erhvervsøkonomi, Mie Jensen fra digital design på Institut for Æstetik og Kommunikation og Louise Østergaard fra Institut for Statskundskab.