Enhedslisten kalder uddannelses- og forskningsministeren i samråd

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Enhedslisten kalder uddannelses- og forskningsministeren i samråd. Partiet vil have Ane Halsboe-Jørgensen til at forklare, hvordan hun vil sikre forskningsfriheden.

22.06.2021 | Asger Søndergaard Nielsen

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Foto: Steen Brogaard

Pernille Skipper (E) udtalte mandag til Journalisten, at hun agter at indkalde uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til samråd.

Det sker på baggrund af en undersøgelse, som Information mandag kunne præsentere. Her fremgår det, at knap hver tredje ph.d.-studerende ikke udtaler sig i den offentlige debat, fordi de er bekymrede for reaktionerne. 

Pernille Skipper, der er forskningsordfører hos Enhedslisten, vil have ministeren i samråd for at få en forklaring på, hvordan ministeren agter at sikre forskningsfriheden. 

”Når vi ser i den nye undersøgelse, at de allerede så tidligt i deres karriere ikke tør formidle deres forskning, piller det ved noget helt fundamentalt ved den uafhængige forskning, nemlig at viden spredes. Vi får en mindre oplyst offentlig debat, hvis uafhængige forskere ikke deltager. Vi får mindre ud af den forskning, som bliver bedrevet for vores alles skattekroner,” siger Pernille Skipper til Journalisten

Debat om forskningsfrihed

De seneste uger har der hersket heftig debat om kvaliteten og berettigelsen af forskningsmiljøer inden for især humanistisk forskning. Flere forskere, forskningsmiljøer og studier er af blandt andre folketingspolitikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) blevet kritiseret for at være 'pseudovidenskabelige' eller 'aktivistiske'. Det er især køns- og migrationsstudier, der har været under kritik.

Debatten er blusset op, efter at et flertal i Folketinget – herunder regeringspartiet Socialdemokratiet – stemte for en vedtagelsestekst, der understreger, at der på universiteterne ”ikke må forekomme ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”. 

Det affødte en reaktion fra en gruppe forskere, der i et åbent brev til politikerne opfordrer dem og specielt regeringspartiet til at trække deres støtte til vedtagelsesteksten. I skrivende stund har over 3.500 forskere underskrevet brevet. 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også