Er lyset for de lærde blot?

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Det var lidt op ad bakke, da forsker Magnus Kjærgaard var det festlige indslag mellem frokosten og middagen til en 50-års fødselsdag i forbindelse med initiativet ’Bestil en forsker’. Så går det langt lettere i aften, hvor han står over for 18 interesserede mennesker i Beboer- og Kulturhuset i Stakroge. Også selvom ingen her kender melodien til den sang, han har foreslået fra Højskolesangbogen.

29.04.2019 | Lene Ravn og Andreas Bang Kirkegaard (fotos)

En halv time før foredraget begynder, står tidligere landmand Knud Tang, projektkoordinator Vibeke Jensen og invalidepensionist Jan Kaltoft klar i døråbningen til Beboer- og Kulturhuset i midtjyske Stakroge.  

Beboerhuset, som er byens samlingspunkt, ligger på Niels Holst-Sørensens Plads, og ved husets gavl er de olympiske ringe bag et turistskilt sat op om den selvsamme mand. Lokalfødte Niels Holst-Sørensen er nemlig Stakroges stolthed: Han var i 1940’erne blandt verdens bedste løbere og medlem af Den Internationale Olympiske Komité indtil 2002. 

Vibeke Jensen fortæller, at OL-ringene er lavet til ære for ham. Men formanden for Beboer- og Kulturhuset, Knud Tang, må præcisere:

”Jah, det var egentlig smeden, der blev så begejstret for OL-legene, at han smedede den til sin kone, Karoline, så hun kunne have den stående i sin have. Men så kom Karoline og gav den til beboerhuset sidste år, for den passede jo lige ind i det med Niels Holst-Sørensen,” fortæller Knud Tang og begynder at regne på OL-årstallet:

”Det var måske i ’62 eller deromkring. Ja, nærmere kan vi ikke komme det,” siger han.

Fakta: Bestil en forsker

Som led i videnskabsfestivalen Forskningens Døgn har alle mulighed for at booke en forsker til at holde et foredrag om sin forskning. 

Konceptet hedder ’Bestil en forsker’, er initieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, og i år har der været mere end 250 forskellige foredrag at vælge imellem. 

Mange forskere besøger skoler, gymnasier og institutioner, men også foreninger og sågar private kan benytte sig af ’Bestil en forsker’. De eneste krav er, at man kan samle mindst 20 personer og tilbyde passende rammer.

Foredraget er gratis. Men hvis forskeren ikke er tilknyttet et universitet, skal arrangøren dække eventuelle transportomkostninger for forskeren.

I dag, tirsdag 30. april, er den sidste dag af Forskningens Døgn for i år. Men mon ikke det vender tilbage næste år? 

Kilde: Forskningens Døgn.

Forskningskroner forpligter 

De lokale skal lige om lidt høre AU-forsker Magnus Kjærgaard fortælle om ’hukommelsens molekyler’.

Til daglig er han adjunkt ved grundforskningscentret PROMEMO, der forsker i hukommelse. Men i disse dage turnerer han en del rundt i forbindelse med ordningen ’Bestil en forsker’, hvor foreninger og private gratis kan booke en forsker til at formidle. Og således kommer Magnus Kjærgaard både forbi Daghøjskolen i Randers, Esbjerg Gymnasium, Aabenraa, Tinglev og så altså også Stakroge. 

Og det gør han på eget initiativ:

”Jeg kan også godt spørge mig selv om, hvorfor jeg gør det, når jeg sidder aftenen før og forbereder mig,” ler forskeren og fortsætter:

”Men jeg gør det, fordi jeg mener, at når vi modtager store bevillinger, har vi også en forpligtelse til at formidle, hvad vi bruger alle de penge på. Og vi lever også i en tid, hvor man ikke skal tage det for givet, at beslutninger træffes på baggrund af solid videnskab.”

Dertil føler han et personligt ansvar for at tage afsted, da mange på forskningscentret PROMEMO er udenlandske forskere, der derfor ikke taler dansk. Og han er efter eget udsagn heller ikke ’en stor professor’ uden tiden til det. 

”Det er ikke så vigtigt, at det er mig, der tager afsted, men nogen skal.”

I aften er da også et af de bedste foredrag, ifølge Magnus Kjærgaard:

”Folk har aktivt taget stilling til at dukke op, og det giver de bedste diskussioner. Det er ikke ligesom sidste år, hvor jeg blandt andet var til en 50-års fødselsdag som det festlige indslag mellem frokost og aftensmad. Det var lidt specielt – og nok ikke lige dét, de forventede.”

Hvad skal vi synge?

Indenfor i Beboer- og Kulturhuset er 18 fremmødte ved at tage plads i salen. I den ene ende er der dækket op med dug på bordene. Og i den modsatte ende er der høflig selvbetjening, hvor et par rasler med mønterne, da de køber sig et par flasker Tuborg. Midt i salen på en stige står Knud Tang og bøvler med projektoren, der hænger side om side med kulørte lyskilder i loftet.  

Fem minutter senere har den tidligere landmand fået tæmmet projektoren, og foredraget kan begynde – altså efter Vibeke Jensens velkomst. 

Det er nemlig hende, der i sin tid bookede foredraget i håbet om, at borgerne i Stakroge skal blive klogere på demens og dermed blive bedre til at tage de rigtige hensyn. Hun ved godt, at Magnus Kjærgaard ikke forsker i demens, men ’hukommelsens molekyler’ er da et sted at begynde.

Som hun siger:

”Magnus står her, fordi han brænder for det, han vil fortælle om – og som han selv vil fortælle, hvad er,” siger Vibeke Jensen, der til daglig er projektkoordinator for et demensprojekt i Aabenraa. 

Men inden Magnus Kjærgaard får chancen for at uddybe, skal der synges fra Højskolesangbogen.

”Nummer 292, ikke også, Knud?” spørger Vibeke Jensen.

Og en anden fremmødt spørger Magnus Kjærgaard, om det da ikke var den sang, han havde ment, der skulle synges. 

”Jeg havde egentlig tænkt på ’Er lyset for de lærde blot’, for den passede lige så godt,” svarer han. 

Men da ingen kan synge for til forskerens forslag, bliver vi ved nummer 292, nemlig ”Kom, maj, du søde, milde!”

”Jeg har hørt, at unge mennesker i dag husker dårligere, fordi de er vant til, at man altid bare kan slå det op senere. Er det rigtigt?” spørger Vibeke Jensen, der her er ved at ordne det praktiske forud for foredraget. Magnus Kjærgaards svar til hende lyder: ”Når man ikke tvinges til at forstå sammenhænge med det samme, omgår man øvelsen i at huske det. Det er altså ikke Google i sig selv, men vores adfærd, den er gal med.”

Krydset mellem Vinkelvej og Borgergade er centrum i Stakroge, mener Knud Tang. ”Det er der, man hænger ud,” ler han. Landsbyens supermarked er lukket for mere end ti år siden.

Husker du den 11. september sidste år?

AU-forskeren får ordet efter sangen og er vaks til at forventningsafstemme med de fremmødte: at han ikke er læge. Og at demens ikke er en hukommelsessygdom, men en kredsløbssygdom. 

Hukommelsesproblemer er snarere et symptom på demens. Alligevel skal vi nu nok berøre emnet, understreger Magnus Kjærgaard og lægger ud med en forklaring på, hvorfor vi husker bestemte dage, men glemmer andre fuldkommen:

”Kan I huske, hvor I var den anden tirsdag i september sidste år?”

Der er stille.

”Hvad så, hvis vi siger den 11. september 2001?” spørger han og bliver mødt med flere tilkendegivelser.

”Jeg havde selv kemi i tredje time på gymnasiet den dag. Det husker jeg tydeligt, selvom der ingen sammenhæng er mellem det, der skete i New York, og min kemitime,” fortæller han.

Når Magnus Kjærgaard og mange andre husker den dag i 2001, skyldes det, at vores hjerne forsøger at huske alle detaljer, når vi er under angreb, så vi kan blive bedre til at håndtere de situationer. 

Det er grundlæggende en overlevelsesstrategi.

”Derfor griber hjernen fat i alt, den kan,” siger forskeren og uddyber:

”Det, vi husker, er det, der vækker vores følelser. Og det er nemmest at huske det ubehagelige fremfor det, der var virkelig rart,” uddyber han.

”Inden jeg går videre, vil jeg gerne fortælle lidt om dyreforsøg, for det kan vække nogle stærke følelser. Eller ... Måske ikke lige her. Men …” lyder det fra en tøvende Magnus Kjærgaard, inden han gennemgår de grundlæggende principper om dyreforsøg i Danmark.

Der burde være mange flere

Flere af de lyttende udtrykker en vis skuffelse over fremmødet i aften og mener, at der burde være kommet en 30-40 stykker. Men ser man på det i forhold til Stakroges population på godt 250 borgere, svarer det til mere end syv procent af landsbyens beboere. Det er vel ikke værst. 

Og når man ikke er flere, er der nok også mere plads til de små hensyn. Som da en af de fremmødte rejser sig, fordi en ældre kvinde de første 45 minutter af foredraget ikke har kunnet høre noget af det. 

Forskeren får derfor hurtigt en mikrofon på. Til trods for at den ældre kvinde ikke mener, det er nødvendigt: 

”Når det kun er mig, der ikke kan høre det, så skal man ikke lave om på noget,” siger Karoline Dam, der vel at mærke er dén Karoline, der har foræret de olympiske ringe udenfor til Beboer- og Kulturhuset.

Karoline Dam (t.h) er grundet dårlig hørelse gået glip af de første 45 minutter af foredraget, men da Magnus Kjærgaard får en mikrofon på, er hun også med.

Invalidepensionist Jan Kaltoft (i forgrunden) havde ikke siddet her, hvis ikke det havde været for hans bestyrelsesarbejde i Idrætsforeningen, der er medarrangør. ”Men det kan da være sjovt at lære noget nyt,” siger han.

Taknemmelighed

87-årige Karl Hilligsø sidder med den sidste tår af kaffen, mens han fortæller, at han er mødt op, fordi han er særligt interesseret i det med hukommelsen. Og det skyldes, at hans familie er demensramt:

”Min mor var så dement, at hun slet ikke kunne huske, hvem hendes børn var. Og på plejehjemmet i Sdr. Felding var hun så forvirret, at hun kravlede op i sengen til en tilfældig mand. Og min bror og ældste søster har også fået det,” fortæller Karl Hilligsø, der frygter, at demensen også vil ramme ham en dag.

Hvad tager du med hjem fra i aften?

”Det, han forklarer, er jo ikke så nemt for os at forstå. Alle de fremmedord er ikke noget, vi har forstand på. Og det er også derfor, at jeg spurgte, hvad man selv kan gøre for at huske bedre.”

Følte du, at du fik svar på det? 

”Naarh. Jeg er jo også godt klar over, at det er vanskeligt at svare på. Forskeren kan jo ikke bare sige ’spis en rød pølse’ eller noget andet håndgribeligt. Men jeg tager det med, at det er godt at bruge hovedet. Konerne skal ikke bare få mændene hjem, for at de kan ligge på sofaen. Det har jeg da fået bekræftet,” siger Karl Hilligsø.

Og efter den snak ser han sit snit til at takke Magnus Kjærgaard personligt:

”Det var møj interessant, selvom det er svært at give klare svar. Og jeg er nu møj glad for, at der bliver forsket i det.”

Magnus Kjærgaard mener, at selvom Karl Hilligsø ikke nødvendigvis kan sætte fingeren på, hvad han lærte, er det stadig det hele værd: ”Det er ikke alt eller intet. Så selvom man ikke forstår detaljerne, får man noget med. En anden ting er, at det er nemt at blive frustreret i sundhedssystemet, når en sygdom ikke kan kureres. Og derfor er det vigtigt at fortælle, at vi forsøger at finde svar,” siger forskeren.

”Demens interesserer mig rigtig meget, og vi kan aldrig lære for meget om det,” siger sosu-assistent Inga Nygaard om baggrunden for, hvorfor hun er mødt op i dag. Hendes største udbytte fra foredraget handler om, hvordan man bruger forsøgsdyr til at forstå vores hukommelse, og ”det er rart at høre, at de har det godt”.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.02.2020