Fællestillidsrepræsentanter: Det er et kæmpe problem, at der ikke er sket en forbedring i antallet af stressede medarbejdere
Der er ikke store udsving i den nyeste trivselsmåling på Aarhus Universitet, når man sammenligner med 2019. Hvilket er positivt set i lyset af coronanedlukninger og hjemmearbejde – men bekymrende i forhold til stress og oplevelsen af øget arbejdspres blandt medarbejderne, lyder det fra de to fællestillidsrepræsentanter.
”En trivselsrapport uden store forandringer på det generelle niveau – er det godt eller skidt?” Det er Olav W. Bertelsen, fællestillidsrepræsentant for medarbejdere med akademisk baggrund (VIP og AC-TAP), der stiller sig selv det retoriske spørgsmål.
”Det er naturligvis dejligt, at trivslen ikke er blevet værre. Men for de medarbejdere, der oplever stress og ubalance mellem opgaver og tiden, der er til rådighed til at løse dem, er det et kæmpe problem, at tallene ikke er blevet bedre,” siger Olav W. Bertelsen, der også peger på, at antallet af medarbejdere, der bliver syge af forhold på arbejdspladsen, er alt for højt. Det er steget fra 7 til 8 procent, hvilket dækker over 500 medarbejdere.
Blandt årsagerne til stigende arbejdspres, når det gælder de videnskabelige medarbejdere, er et øget krav om at søge eksterne forskningsmidler, mener han.
”Det er en tidsrøver og stressfaktor for mange.”
Samtidig peger Olav W. Bertelsen på, at for især yngre forskere er der stor usikkerhed om fremtidsudsigterne, idet chancen for at få fast ansættelse på universitetet er lav og konkurrencen om stillingerne stor.
Rektor om ny trivselsmåling: ”Status quo er ikke tilfredsstillende”
Det duer ikke, at folk bliver syge af at gå på arbejde
Helle Colding Seiersen, der er konstitueret fællestillidsrepræsentant for teknisk-administrativt ansatte (TAP) på Aarhus Universitet, havde forventet en forværring i tallene som følge af corona.
”Specifikt i forhold til arbejdspres og ensomhed havde jeg forventet, at tallene var højere, fordi grænsen mellem arbejdsliv og privatliv de seneste to år har været mere flydende, da vi har været hjemsendt i lange perioder.”
Selvom hun glæder sig over, at det ikke er tilfældet, er hun helt på linje med Olav W. Bertelsen i forhold til, at tallene for stress og arbejdsrelateret sygefravær er alvorlige.
”Vi er ikke nået langt, når det gælder stress – det skal vi have gjort noget ved. Og vi skal have nedbragt det arbejdsrelaterede sygefravær. Det duer ikke, at folk bliver syge af at gå på arbejde. I den forbindelse må jeg desværre sige, at jeg som tillidsrepræsentant har oplevet, at der er en lavere tolerance over for langtidssygemeldte end tidligere; man får som langtidssyg ikke så lang snor som førhen. På den baggrund er det også vigtigt at få fokus på at nedbringe stress.” siger Helle Colding Seiersen.
Hun minder også om, at selvom tallene på overordnet plan er uden de store udsving, gemmer der sig i rapporterne fra de enkelte fakulteter, institutter og enheder nogle andre billeder.
”Nogle rapporter tegner virkelig et bekymrende billede, som skal håndteres lokalt.”
Besparelser presser medarbejdere
Helle Colding Seiersen har ikke et konkret bud på en løsning, som vil nedbringe stress blandt medarbejderne. Men hun giver et bud på årsagen.
”Vi har gennem mange år været udsat for besparelser, som presser medarbejderne. For der bliver ikke pillet opgaver fra, i samme takt som der bliver færre hænder til at løse dem, og det skaber ubalance mellem opgaver og tiden, der er til rådighed til at løse dem.”
Olav W. Bertelsen er enig i, at besparelserne har præget medarbejdernes vilkår negativt.
”Det handler i høj grad om de eksterne rammer for universitetet – de evindelige besparelser og skiftende signaler fra politikere."
Også han har svært ved at levere et konkret bud på en løsning.
”Men det handler blandt andet om at skabe den rette balance mellem ambitionen om at være et internationalt og højt profileret universitet og en uddannelsesinstitution, der uddanner kompetente kandidater. På mit eget institut Datalogi bygger vi væsentligt ud og ansætter internationale forskere med stærke forskningsmeritter, men det betyder samtidig, at der bliver færre medarbejdere, som er klædt på til at tage ansvar i en uddannelsesadministrativ sammenhæng. Og det skaber en uheldig ubalance medarbejderne imellem.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel