Fem år med dimensionering: På Arts er de nødtvungent blevet gode til at regne

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Ingen fyresedler er blevet delt ud. Men der er tikket over 50 millioner kroner mindre ind på institutternes konti hvert år. Flere hundrede studiepladser er skåret væk. Uddannelser er lukket eller lagt sammen. Tilvalgsfagene er blevet færre og orienteringen mod arbejdsmarkedet større. Det er svært at argumentere for, at dimensioneringsreformen fem år efter sin vedtagelse har efterladt Arts uforandret. Men fakultetets tre institutledere fastholder, at kvaliteten af uddannelserne er den samme.

29.06.2020 | Miriam Brems

På Arts har dimensioneringen blandt andet betydet lukning af nogle uddannelser, sammenlægning af andre og en noget strammere økonomi. Det til trods fastholder fakultetets tre institutledere, at kvaliteten af uddannelserne er den samme. Illustration: Louise Thrane Jensen/Det Koloristiske Komplot.

TEMA: Fem år med dimensionering. Omnibus sætter i disse dage fokus på dimensioneringsreformen, da den første dimensionerede bachelorårgang i disse uger dimitterer fra Aarhus Universitet. Vi tager en status på, hvad dimensioneringen har betydet for Arts, som skulle skære flest studiepladser væk. Onsdag og torsdag ser vi på konsekvenserne af dimensioneringen set fra en studerendes og en forsker og undervisers perspektiv. Og fredag gør professor i offentlig forvaltning og ekspert i arbejdsmarkeds-forhold, Henning Jørgensen, status på, om dimensioneringen fungerer efter hensigten. Illustration: Louise Thrane Jensen/Det Koloristiske Komplot.

Bjarke Paarup, institutleder på Institut for Kultur og Samfund. Foto: AU Foto.

Per Stounbjerg, institutleder på Institut for Kommunikation og Kultur. Foto: AU Foto.

Claus Holm, institutleder på DPU. Foto: AU Foto.

I disse uger tikker kandidatbeviserne ind i e-boksen hos omkring 5.000 kandidater fra AU, som nu skal ud på arbejdsmarkedet. Alt er, som det plejer. Og dog: Især de humanistiske kandidater kommer nemlig ud med lidt større albuerum og lidt færre konkurrenter til det første job end de forgangne års dimittender. De er nemlig den første årgang universitetsstuderende, der er optaget efter dimensioneringsreformen, som blev vedtaget i 2014.

Dimensioneringen blev indført som reaktion på høj arbejdsløshed blandt unge akademikere. På AU betød den konkret, at 1.147 studiepladser skulle skæres på bachelor- og kandidatniveau. Heraf skulle de 830 findes på Arts.

Omnibus har bedt Arts’ tre institutledere gøre status over, hvad dimensioneringen har betydet for AU’s humanistiske fakultet.

Færre studerende kan ses på bundlinjen

Én måde at opgøre konsekvenserne af dimensioneringen er i kroner og øre. Universiteterne får nemlig tildelt midler efter antallet af studerende, der aflægger eksamen. Færre studerende betyder derfor færre penge i kassen.

Uden at have fundet den helt store kugleramme frem skyder institutleder Per Stounbjerg ved Institut for Kommunikation og Kultur (IKK) på, at reduktionen i studiepladser beløber sig til 35 millioner kroner om året på hans institut – dog med det forbehold, at beregningerne er lavet i 2014. Lidt lavere er faldet i indtægter på Institut for Kultur og Samfund (IKS), hvor institutleder Bjarke Paarup vurderer, at der tikker cirka 15-20 millioner kroner mindre ind om året.

”Og man skal huske, at dimensioneringen ikke er fuldt indfaset endnu. Det er den først i 2024. Til den tid hedder det måske 20-25 millioner om året,” siger han.

På det humanistiske fakultets tredje institut, DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tør institutleder Claus Holm ikke skyde på en eksakt pris for dimensioneringen, som blev indført cirka samtidig med fremdriftsreformen og blev fulgt af et generelt kasseeftersyn af DPU’s økonomi foruden en – med Claus Holms ord – hård, samlet, større besparelses- og studiereform på instituttet. Derfor er det svært at opgøre, præcis hvad dimensioneringen beløber sig til.

Ingen fyresedler delt ud

Fælles for de tre institutter er, at de har undgået at dele fyresedler ud for at klare besparelserne. Til gengæld er nogle stillinger ikke blevet genbesat, og mange yngre forskere og midlertidigt ansatte har ikke fået forlænget deres kontrakter.

Fælles er også, at det alt i alt er gået bedre, end institutlederne havde frygtet. Blandt andet har fremdriftsreformen ikke kostet lige så meget i fremdriftsbøder, som der var budgetteret med. IKK har overtaget de erhvervssproglige uddannelser fra Aarhus BSS og fået lov at oprette en uddannelse i Cognitive Science – begge dele betyder, at faldet i det samlede antal studerende er blevet mindre, end dimensioneringen ellers ville have betydet. Men, understreger Per Stounbjerg, begge dele har også givet tilsvarende øgede udgifter. Og så har institutterne hevet langt flere eksterne forskningsmidler hjem end tidligere.

”Vores medarbejdere har været hamrende dygtige til at hente eksterne midler hjem. Den voldsomme succes med eksterne midler har reddet os,” siger Bjarke Paarup fra IKS.

Det ændrer dog ikke på, at den økonomiske livrem er blevet rykket et par huller ind. Og det kan ses på uddannelserne.

Kandidat i kyrillisk og kinesiske skrifttegn?

På IKS ses dimensioneringen først og fremmest ved, at der er blevet færre uddannelser at vælge imellem. Blandt andet er græsk, latin og klassisk filologi lagt sammen til en samlet uddannelse ved navn Klassisk filologi. Tre arkæologiuddannelser er blevet til to på bachelorniveau og kun én på kandidatniveau. Og på kandidatdelen er Brasilianske studier, Indien- og sydasienstudier, Japanstudier, Kinastudier og Rusland- og balkanstudier lagt om til en fælles kandidatuddannelse under navnet Globale områdestudier, hvor meget af undervisningen er fælles.

”Mange af vores sprogbaserede områdestudier er meget små uddannelser. Med dimensioneringen kunne de på kandidatniveau ikke opretholdes i den form, de havde, med et optag på 1-2 studerende om året,” siger Bjarke Paarup.

Har det haft nogen faglige konsekvenser at lægge uddannelserne sammen?

”Det kommer an på, hvem du spørger,” siger institutleder Bjarke Paarup.

”Nogle vil sige, at det er et tab, at man ikke har en selvstændig kandidat i de enkelte områdestudier. Jeg vil sige, at vi har fået et større fagligt miljø for studerende og undervisere. Det har gjort uddannelserne mere globale, fordi underviserne har måttet tænke deres region ind i en global sammenhæng.”

Er kvaliteten blevet dårligere?

”Nej, det mener jeg på ingen måde. Men nogen vil opleve sammenlægninger som et fagligt tab, det anerkender jeg.”

LÆS OGSÅ: Fem år efter dimensionering: ”Jeg frygter, at studerende fra Arts ender med et ben i hver lejr”

Samtidig mener institutlederen, at det tæller på plussiden, at alle instituttets uddannelser i dag lever op til minimumskravet for antal undervisningstimer; noget, der ikke var tilfældet før dimensioneringen.

Dimensioneringen var på ingen måde en god ting. Men jeg anerkender, at der var en udfordring med dimittendledigheden, og vi må tage vores del af ansvaret for, at der var høj arbejdsløshed. - Bjarke Paarup

Når Goethe møder handelskorrespondancer

Det er ikke kun IKS, der har måttet nedlægge uddannelser og tænke i fælles forelæsninger. På naboinstituttet IKK er uddannelsen Italiensk sprog, litteratur og kultur lukket.

På større uddannelser som Nordisk har instituttet skåret et helt hold væk, så man på den måde sparer undervisningstimer, mens flere af de mindre uddannelser laver samlæsninger. Det gælder for eksempel de æstetiske fag, som har fælles undervisning i studium generale, og de erhvervssproglige uddannelser, hvor studerende på tysk erhvervssprog for eksempel har forelæsninger sammen med de studerende fra den klassiske uddannelse i tysk sprog, litteratur og kultur.

En ordning, som institutleder Per Stounbjerg medgiver ikke er lige populær hos alle studerende:

”Lidt simpelt sagt har vi haft henvendelser fra de studerende, der vil læse Goethe, som synes, der er for mange handelskorrespondancer – og omvendt,” siger han og fortsætter:

”Man må mødes lidt på midten, så i forhold til de studerendes forventninger til uddannelserne er nogle ting blevet anderledes. Nogle steder kan samlæsningerne måske betyde noget for oplevelsen af faglig identitet.”

Alligevel mener Per Stounbjerg ikke, at man kan tale om et fald i uddannelsernes kvalitet som følge af dimensioneringen.

Isoleret set har jeg svært ved at hævde, at man kan lave den samme kvalitet for færre penge. Omvendt har vi med didaktisk udviklingsarbejde fået bedre undervisningstilbud til de studerende,” siger institutlederen.

Problemer med den kritiske masse

DPU har ikke været nødt til at lukke fag som direkte konsekvens af den dimensionering, der trådte i kraft i 2015. Men på grund af dimensioneringen af de engelsksprogede uddannelser i 2018 måtte fakultetet lukke kandidaten i Anthropology of Education and Globalisation. Derudover har den generelle dimensionering betydet, at nogle af årgangene er blevet meget små, siger institutleder Claus Holm. Måske også for små.

”Når man dimensionerer uddannelser, der var små i forvejen, får man nogle problemer med den kritiske masse. Det skaber en skrøbelighed. Vi gør os altid den overvejelse, hvornår man skal opretholde et hold. Hvis der for eksempel er færre end 12 studerende, hvad betyder det så for kvaliteten af studiemiljøet?” spørger institutlederen retorisk.

Ligesom sine institutlederkolleger mener han dog ikke, at dimensioneringen har kostet på kvaliteten.

”Hvis man kigger på kvalitetsmål om, hvor hurtigt vores studerende bliver færdige, eller på deres karakterer, kan man ikke konkludere det. Men det er klart, at der er et ønske – især hos de studerende – om, at der igen kommer mere af den individuelle vejledning, som vi har måttet beskære. Det hænger dog ikke sammen med dimensioneringen, men med den større studiereform på DPU.”

Fagligt pres kan være en god ting

De tre institutledere fastholder altså, at forandringerne på Arts ikke er gået ud over kvaliteten af fakultetets uddannelser.

Bjarke Paarup, du siger, at IKS har klaret dimensioneringen uden fyringer, uden at timetallet er gået ned, og uden at det har kostet på kvaliteten af uddannelserne. Har dimensioneringen så været en god ting?

”Nej, det vil jeg ikke sige. Dimensioneringen har sat os under et økonomisk og fagligt pres. Fagligt pres kan der komme noget godt ud af, men det har krævet et stort arbejde at skabe nye, bæredygtige løsninger. Og det var en dramatisk løsning, politikerne valgte,” siger Bjarke Paarup og fortsætter:

”Dimensioneringen var på ingen måde en god ting. Men jeg anerkender, at der var en udfordring med dimittendledigheden, og vi må tage vores del af ansvaret for, at der var høj arbejdsløshed.”

”Den største negative konsekvens af dimensioneringen har været det evindelige fokus på ressourcer.” - Per Stounbjerg.

Derfor har Bjarke Paarup og IKS ikke nøjedes med at lade politikerne beskære uddannelserne, men også arbejdet med deres relevans for arbejdsmarkedet. Blandt andet fokuserer tilvalgsfagene på bacheloruddannelserne på analysekompetencer, metodekompetencer og digitalisering.

Både almendannelse og professionsdannelse

Det er ikke kun IKS, der har kvitteret for kritikken af deres kandidaters høje arbejdsløshed med et øget fokus på uddannelsernes relevans for arbejdsmarkedet.

”Vi var allerede i gang med at se på vores kandidaters beskæftigelsesmuligheder inden dimensioneringen. Det fokus er måske blevet forstærket,” siger Claus Holm.

En udvikling, som han ikke mener nødvendigvis skal ses som noget negativt.

”Der er mig bekendt ingen, der synes, at uddannelserne ikke skal være relevante for arbejdsmarkedet. Det er ukontroversielt efter min opfattelse. Undervisning på universitetet handler både om almendannelse og om professionsdannelse.”

Det springende punkt er ifølge institutlederen, på hvilket grundlag man vurderer, hvilke uddannelser der er relevante.

”Dimensioneringen blev lavet på baggrund af beskæftigelsestal fra 2013. Tal, der ikke udgør et tilstrækkeligt kvalificerende grundlag for at vurdere, hvad der er brug for på fremtidens arbejdsmarked. Uddannelse handler ikke kun om, hvad der er brug for nu, men også om ti, tyve og sågar fyrre år.”

Claus Holm så derfor hellere, at man for eksempel inddrog diagnoser af og prognoser for, hvordan den fremadrettede efterspørgsel på arbejdskraft vil se ud.

Flere eksterne forskningsmidler – men færre forskere til at undervise

De seneste fem år har ikke kun budt på nedgang i indtægter. Som nævnt ovenfor har forskerne på de tre humanistiske fakulteter nemlig haft større succes med at hente eksterne forskningsmidler hjem til deres institutter. Og det har været altafgørende.

”Besparelserne ville have kostet på forskningen, hvis ikke vi havde fået flere eksterne midler ind,” siger Bjarke Paarup fra IKS.

LÆS OGSÅ: Forsker på Arts: Kvaliteten af forskningen og undervisningen er den samme som før dimensioneringen – men kvaliteten af arbejdsmiljøet er faldet

Men de flere eksterne midler betyder også, at flere forskere er frikøbt til netop at forske. Derfor er der også færre til at undervise.

”Vi har skåret helt ind til benet, fordi vi også har skåret mange løst ansatte undervisere væk. Det placerer en større arbejdsbyrde på de fastansatte,” siger Bjarke Paarup.

Samme melding lyder fra Per Stounbjerg på IKK.

De eksterne midler kommer fra fondsansøgninger. Men de to institutledere er enige om en fast tro på, at institutterne ikke vil se et dyk i de eksterne midler tilbage til samme niveau som før dimensioneringen.

Det, jeg vil sige til politikerne, er: Spis brød til. Giv dimensioneringen tid til at virke. - Per Stounbjerg.

”Eksterne midler er selvfølgelig altid sårbare, fordi de fluktuerer. Men vi er ikke i nærheden af at have lige så stor en del af vores økonomi bundet op på eksterne midler som naturfagene. Langt størstedelen af midlerne kommer stadig fra uddannelserne, og på en bizar måde har dimensioneringen givet en meget forudsigelig økonomi, fordi vi ved, præcist hvor mange vi kan optage,” siger Per Stounbjerg.

Et evindeligt fokus på ressourcer

Selvom institutlederne ikke ligger søvnløse over den lidt større afhængighed af eksterne ressourcer, skal det ikke forstås sådan, at penge intet fylder i bevidstheden på institutterne. Slet ikke.

”Den største negative konsekvens af dimensioneringen har været det evindelige fokus på ressourcer,” siger Per Stounbjerg.

”Selvom jeg forstår rationalet bag dimensioneringen, har den påtvunget os en tænkning i ressourcer, som jeg tror, at især mange ansatte er trætte af. Sat på spidsen er det en anden opgave at få at vide, at man skal spare 7 millioner kroner, end at få at vide, at man skal arbejde på at gøre Arts kendt som Europas bedste litterære forskningsmiljø,” fortsætter han og kommer i tanker om fakultetets dekan, Johnny Laursens, typiske opsummering af dimensioneringen:

”Vi er nødtvungent blevet vældig gode til at regne her på Arts.”

Per Stounbjerg håber, at han i sit fremtidige virke som institutleder kan bruge lidt mindre tid på krisehåndtering og damage control.

”Det, jeg vil sige til politikerne, er: Spis brød til. Giv dimensioneringen tid til at virke. Den sidste dimensionerede årgang kommer først ud i 2024, og først da vil man begynde at se den fulde effekt af dimensioneringen på arbejdsmarkedet.”

Korrektur: Charlotte Boel

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også