Filmen knækkede for AU-forskere, da regeringen støttede op om erklæring

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Debatten om politikernes indblanding i forskning er ikke ny, men i den seneste tid er fronterne trukket hårdt op. Da regeringen tilsluttede sig en vedtagelsestekst, gik tusindvis af forskere sammen om et fælles opråb – herunder også AU-forskere. Her fortæller tre AU-forskere, hvad de finder særligt problematisk ved debatten, konsekvenserne – og giver deres bud på, hvordan vi kommer videre.

29.06.2021 | Trine Marie Vestergaard

Flere forskere har den seneste tid givet deres mening tilkende gennem debatindlæg og på Twitter efter regeringen tilsluttede sig en erklæring om, at ledelserne på universiteterne skal sikre, at der ikke forekommer ensretning, og at politik ikke forklædes som videnskab. Illustration: Marie Groth Andersen.

Sagen kort

Den 21. marts udgiver Berlingske en kronik af Morten Messerschmidt og Henrik Dahl med titlen: Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned. I kronikken gives der udtryk for utilfredshed over for Universiteternes ledelser, der tillader, at ”antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne”. Disse pseudovidenskaber er blandt andre migrationsforskning og kønsstudier, som, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt mener, er forskningsfelter befængt med aktivistisk forskning. På det grundlag indkalder DF og LA Ane Halsboe-Jørgensen til en forespørgselsdebat.

Den 28. maj ender forespørgselsdebatten med en vedtagelsestekst. Den lyder på, at der ikke må ”forekomme ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.” Vedtagelsesteksten stemmer Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne igennem. Under debatten hænger Henrik Dahl flere enkeltpersoner ud.

Den 6. juni bringer politikken debatindlægget ”Ane Halsboe-Jørgensen, fortæl os, hvor og hvornår vi har bedrevet noget, vi ikke må?’, underskrevet af 262 forskere. Dette, skriver de, ser de sig nødsaget til, da flere af deres kollegaer melder sig syge på grund af personvendt chikane, som den politiske mistro til forskningen afføder, og derfor omgås færre forskere medierne. Samtidig mener de ikke, der er problemer med deres forskning, og at de bliver hængt ud ”på løse påstande i medierne og fra Folketingets talerstol.”

Senest har over 3600 forskere skrevet under på et åbent brev til Ane Halsboe-Jørgensen, der opfordrer hende til at trække sin støtte til vedtagelsesteksten.

Debatten om, hvorvidt nogle forskere og forskningsmiljøer blandt andet inden for den humanistiske forskning bedriver ’aktivistisk forskning’, har efterhånden stået på i måneder, stærkt ført an af tropførerne – folketingspolitikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF). De to kritiserer navngivne forskere og forskningsmiljøer på blandt andet AU for at være aktivistisk politiske og for pseudoforskning. Det har fået forskere landet over til at give igen ved at beskylde politikerne for politisk indblanding på forskernes territorium og dermed for brud på forskningsfriheden.

Debatten kulminerede, da regeringen i starten af juni valgte at støtte vedtagelsen af en erklæring om, at ledelserne på universiteterne skal sikre, at der ikke forekommer ensretning, og at politik ikke forklædes som videnskab.

Erklæringen – og ikke mindst regeringens blåstempling af den – fik tusindvis af forskere i oprør.

Indtil videre har 3676 forskere givet deres støtte til et opråb bragt som debatindlæg i Politiken tidligere i juni. Her appellerer de til, at regeringen trækker sin støtte til vedtagelsesteksten tilbage. Derudover har 262 forskere i et andet debatindlæg givet opbakning til de forskere, der har været genstand for kritik fra blandt andre Dahl og Messerschmidt, og som efterfølgende har været udsat for chikane og trusler. Nogle i en grad, så de som konsekvens er blevet sygemeldt.

I debatindlægget står der blandt andet, at ”De skarpe angreb, som politikere og medier har rettet mod navngivne forskere, centre og miljøer, ledsages i stigende grad af voldsomme personlige angreb på sociale medier, i private beskeder og på mails”.

Uddannelses – og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har svaret ved at kalde opråbet for en ”fejlslutning” i et interview med Politiken. Hun mener, at vedtagelsesteksten slår fast, at hun værner om ”at grundbegrebet i det frie universitet er den akademiske selvregulering”.

Hun understreger, at det pres, forskerne har italesat, ikke har været formålet med hendes budskaber. Derudover har ministeren ikke ønsket at udtale sig om konkret forskning.

Lektor: Grund til at råbe vagt i gevær over politisk indblanding

Men det vækker bekymring, at erklæringen blev vedtaget, fastholder Thomas Brandt Fibiger. Han er lektor ved Arabisk og Islamstudier på Institut for Kultur og Samfund. Han har fulgt debatten længe, og for ham overskred regeringen en grænse ved at tilslutte sig vedtagelsesteksten.

Derfor valgte han at underskrive debatindlægget ligesom flere end 3600 andre forskere – herunder flere fra AU.

Thomas Brandt Fibiger, lektor ved Arabisk og Islamstudier på Institut for Kultur og Samfund.

”Ét er, at Henrik Dahl og Morten Messerschmidt tager debatten op, men når en stor del af Folketinget slutter sig til, bliver det bekymrende,” siger Thomas Brandt Fibiger:

”Politikerne må gerne forholde sig til generelle forhold inden for forskning, men det er vigtigt, at der er en tydelig armslængde, og at politikerne ikke blander sig i enkelte forskningsprincipper og forskningsfelter, for så er der grund til at råbe vagt i gevær.”

Lektor: Nødvendighed af erklæring er svær at få øje på

Også Kristina Bakkær Simonsen har skrevet under på debatindlægget. Hun er ph.d. og lektor på Institut for Statskundskab, hvor hun forsker i blandt andet integration af indvandrere og dermed et af de forskningsfelter, Dahl og Messerschmidt har angrebet. 

Kristina Bakkær Simonsen fik ligesom Thomas Brandt Fibiger behov for at reagere, da et flertal i Folketinget underskrev vedtagelsesteksten. Hun fortæller, at det ikke er fremmed for hende, at nogle politikere møder hende med meget lidt vilje til at tage hendes forskning seriøs. 

”Det er idéen om, at der er forskningsområder, hvor forskningen åbenbart ikke er rigtig forskning, og hvor forskere ikke er rigtige forskere. Jeg er bange for, at vedtagelsesteksten er med til at åbne den dør på vid gab, og at den idé nu ikke længere bare florerer mellem enkelte politikere, men at regeringspartiet nu støtter op,” siger Kristina Bakkær Simonsen.

Kristina Bakkær Simonsen, ph.d. og lektor på Institut for Statskundskab.

I interviewet med Politiken forklarede Ane Halsboe-Jørgensen, at vedtagelsesteksten er en ”understregning af, at vi kæmper for forskningsfriheden”. Men den udlægning undrer Kristina Bakkær Simonsen.

”Jeg hører, at vedtagelsesteksten er forholdsvis tilforladelig. Men hvis regeringen mener, den blot skal bekræfte det, der allerede gælder, så kan man spørge sig selv, hvorfor det var nødvendigt at vedtage den? Det er som at bede den elev, man anser for at være ballademageren i klassen, om at opføre sig ordenligt, selvom vedkommende ikke har lavet ballade endnu,” siger hun.

Nervøs for forskeres offentlige stemme

Et par dage efter, at erklæringen blev vedtaget, skrev Kristina Bakkær Simonsen en længere tråd på Twitter. Her skriver hun, at problemet med regeringens støtte til erklæringen er, at den udtrykker en mistillid til forskningen, som på sigt kan svække forskernes mulighed for at bidrage til den offentlige samtale.

I tråden beskriver Kristina Bakkær Simonsen, hvordan hun tidligt i sin forskningskarriere delte og diskuterede sin forskning og blandt andet var i direkte konfrontation med relevante ministre på tv og i andre medier. Noget, hun gerne gør og også ser som en vigtig del af sit job.

”På det seneste har jeg dog oftere og oftere tænkt på, om jeg har energi til formidlingen – om den giver mening. Og det er her, advarselslamperne skal begynde at blinke. Den manglende energi handler ikke om, at jeg ikke kan tåle kritik og debat. Et forskerliv er bygget op om netop det. Den manglende energi handler om, at vi ikke længere diskuterer forskningsindsparkenes rækkevidde, præmisser, antagelser og begrænsninger. I stedet betvivles forskningens status som forskning”, skriver Kristina Bakkær Simonsen og afslutter tråden:

”Min store bekymring er, at FT-vedtagelsen fører til færre forskere, der bidrager til den offentlige samtale, fordi samtalens præmisser undergraves. Ikke fordi forskerne ikke vil mødes med kritik, men fordi de mødes med mistro”.

Kristina Bakkær Simonsen fortæller, at hun med tråden på Twitter gerne vil være med til at insistere på dialog og samtale for at undgå, at den aktuelle debat om forskningsfrihed ikke skal forringe forskers mulighed for at deltage i den offentlige debat.

”Min rolle er at viderebringe den forskning, jeg kommer frem til. Det virker meningsløst, hvis man så ikke bliver taget seriøst som forsker,” siger Kristina Bakkær Simonsen.

Presset på forskerne er blevet drøftet i Akademisk Råd på Arts

I debatten er specifikke forskningsområder fremhævet af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt som felter, de betragter som særligt problematiske. Blandt andet forskningsfelterne kønsstudier og migrationsstudier.

Flere af de omtalte forskningsområder hører under fakultetet Arts på AU, og forperson for Akademisk Råd på Arts, Niels Nørkjær Johannsen, havde også på seneste møde planlagt, at rådet skulle drøfte det politiske pres på forskningsfriheden, fortæller han:

”Men temaet havde vi faktisk allerede planlagt, inden debatten eskalerede,” siger Niels Nørkjær Johannsen.

Niels Nørkjær Johannsen, forperson Akademisk Råd Arts og lektor ved Arkæologi og Kulturarvsstudier på Institut for Kultur og Samfund.

Akademisk Råd på Arts har sat gang i en serie af drøftelser, der handler om forskeres praksis, strukturer og det pres, der kan påvirke forskningen udefra. Blandt andet har rådet også drøftet den såkaldte Nature-sag og pres fra eksterne fonde.

”Vi vil gerne gøre os selv og ledelsen på fakultetet skarpe på, hvad der foregår lige nu, og diskutere, hvordan vi bedst muligt kan agere,” siger Niels Nørkjær Johannsen.

Frygter den politiske kultur

Hvor ph.d. og lektor Kristina Bakkær Simonsen er bekymret for de konsekvenser, politikernes mistillid kan få for forskernes deltagelse i den offentlige debat, er Niels Nørkjær Johannsen bekymret for den kultur på Christiansborg, som erklæringen tydeliggør.

”Vedtagelsesteksten bliver blandt forskere betragtet som en mistillidserklæring til universitetet. Det synes jeg er meget skadeligt og en uheldig konflikt. Jeg savner, at regeringen har sat sig ned og tænkt over, hvad implikationerne ville være. I mine øjne er Folketinget blevet spændt for en populistisk vogn og er endt med at agere for lemfældigt med den magt, de har,” siger Niels Nørkjær Johannsen.

Han er bekymret for, at den generelle udmelding fra Folketinget kan gøre borgere i tvivl om universitetets bedrift, hvis nuancerne mangler i debatten.

”Den brede befolkning har i nogle tilfælde ikke en chance for at danne sig en uafhængig mening om, hvordan forskning foregår, og hvad der er op og ned,” siger Niels Nørkjær Johannsen:

”Det kan være svært at gennemskue udefra, at der faktisk er nogle ganske robuste mekanismer, som sikrer den konkrete forsknings kvalitet i de videnskabelige miljøer. Det er en opgave, som Folketinget hverken kan eller bør løfte.”

Hvordan kommer vi videre?

Måneder inde i debatten tegner der sig et billede af, at debatten står i stampe. Forskerne mener, regeringen skal trække støtten til erklæringen tilbage. Uddannelses- og forskningsministeren mener, vedtagelsesteksten er en understregning af forskningsfriheden. Og kritikerne – med Henrik Dahl og Morten Messerschmidt i spidsen – fortsætter kampen med de forskningsmiljøer, de opfatter som aktivistiske og politiske.

Men hvordan kommer vi bedst videre?

Ph.d. og lektor Kristina Bakkær Simonsen mener, det er med til at give vise, det er en alvorlig debat, når blandt andre forskere, rektorer og andre akademiske organisationer offentligt giver deres mening til kende og viser opbakning.

”Det er vigtigt, vi markerer, at det ikke bare angår enkelte forskere, så det ikke bare er os i politiserede områder, der står for skud. Det skal ikke være sådan, at forskere rammes på skift efter politiske vinde. Ved at alle markerer, viser vi, at vi tager debatten seriøst – at det overskrider forskningsfriheden og de interne procedurer for kvalitetssikring på universitetet,” siger hun.

Også lektor Thomas Brandt Fibiger ser positivt på, at så mange forskere bakker hinanden op i det, der for ham er en principsag om forskningsfrihed. Men han mener samtidig, at det er vigtigt med balance, så forskerne bevarer den kritiske tilgang til forskning, som er en nødvendighed for kvalitetssikringen af forskningen.

”Der skal være en afgrænsning mellem, at vi som forskere står sammen i principielle sager, men at vi skal kunne kritisere hinandens forskning, når det kommer til enkelte sager. Det må denne debat ikke udviske,” siger Thomas Brandt Fibiger.

Forperson for Akademisk Råd på Arts, Niels Nørkjær Johannsen, peger på, at der er brug for en forsoning mellem politikere og forskere.

”Hvis jeg var minister, ville jeg invitere rektorkollegiet til en samtale om, hvad status er på kontrakten mellem universiteterne og det omgivende samfund i Danmark. Lige nu fremstår det, som om der ikke er stor tillid til universiteterne, og at regeringen ikke nødvendigvis ser dem som en af den demokratiske stats tætte allierede. Det mener jeg er grundlæggende problematisk for vores samfund,” siger han.

Korrekturlæst af Charlotte Boel

Sagen kort

Den 21. marts udgiver Berlingske en kronik af Morten Messerschmidt og Henrik Dahl med titlen: Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned. I kronikken gives der udtryk for utilfredshed over for Universiteternes ledelser, der tillader, at ”antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne”. Disse pseudovidenskaber er blandt andre migrationsforskning og kønsstudier, som, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt mener, er forskningsfelter befængt med aktivistisk forskning. På det grundlag indkalder DF og LA Ane Halsboe-Jørgensen til en forespørgselsdebat.

Den 28. maj ender forespørgselsdebatten med en vedtagelsestekst. Den lyder på, at der ikke må ”forekomme ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.” Vedtagelsesteksten stemmer Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne igennem. Under debatten hænger Henrik Dahl flere enkeltpersoner ud.

Den 6. juni bringer politikken debatindlægget ”Ane Halsboe-Jørgensen, fortæl os, hvor og hvornår vi har bedrevet noget, vi ikke må?’, underskrevet af 262 forskere. Dette, skriver de, ser de sig nødsaget til, da flere af deres kollegaer melder sig syge på grund af personvendt chikane, som den politiske mistro til forskningen afføder, og derfor omgås færre forskere medierne. Samtidig mener de ikke, der er problemer med deres forskning, og at de bliver hængt ud ”på løse påstande i medierne og fra Folketingets talerstol.”

Senest har over 3600 forskere skrevet under på et åbent brev til Ane Halsboe-Jørgensen, der opfordrer hende til at trække sin støtte til vedtagelsesteksten.

Debatten om, hvorvidt nogle forskere og forskningsmiljøer blandt andet inden for den humanistiske forskning bedriver ’aktivistisk forskning’, har efterhånden stået på i måneder, stærkt ført an af tropførerne – folketingspolitikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF). De to kritiserer navngivne forskere og forskningsmiljøer på blandt andet AU for at være aktivistisk politiske og for pseudoforskning. Det har fået forskere landet over til at give igen ved at beskylde politikerne for politisk indblanding på forskernes territorium og dermed for brud på forskningsfriheden.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også