Institutsekretær Helle Nielsen kigger ud af sit kontorvindue på Sektion for Sygepleje. Det er ikke Vennelystparkens grønne plæner, hendes blik falder på. Det er parkeringsanlægget lige nedenfor på pladsen mellem AIAS og Sektion for Sygepleje. I månedsvis har hun været vidne til, hvordan kolleger i bil er kørt på anlæggets pullerter og piller. Hvordan anlægget gentagne gange er taget ud af drift. Og hun har været vidne til mange møder rundt om pullerten mellem leverandøren af anlægget og AU’s tekniske personale. Hun undrer sig:

»Hvor svært kan det være at bygge et parkeringsanlæg? Hvorfor skal der gå mere end ti måneder, uden det kommer ordentligt i drift?«

Æstetisk løsning

Flere steder benytter AU sig af rød-hvide bomme for at reservere parkeringspladser til universitetets gæster og medarbejdere. Men for AU’s relativt nyetablerede prestigeprojekt AIAS blev AU Planlægning og C.F. Møllers Tegnestue enige om en mere æstetisk løsning. Parkeringspladsen er afskærmet af mørkegrå metalpiller, og i stedet for en rødhvid bom spærres indkørslen af en pullert, der forsvinder ned i jorden, når en bil med ret til at benytte pladsen passerer.

»Omkring AIAS har vi forsøgt at hæve det arkitektoniske niveau, og en pullert skæmmer noget mindre end en bom. Generelt skal vi også være påpasselige med de installationer, vi laver i Universitetsparken, fordi vi risikerer, at parken bliver fredet, hvis de løsninger, vi vælger, skæmmer parken,« forklarer konstitueret sekretariatschef i AU Planlægning, Berit Kornbæk.

Teknisk udfordret

Det har imidlertid krævet en række justeringer, før parkeringsanlægget var helt driftsdygtigt. De mørkegrå piller var svære for bilisterne at se i vintermørket, så de er blevet markeret med tynde refleksbånd og lys ved indkørslen. Sensoren i asfalten, der registrerer, når en bil er på vej ud fra anlægget, var ikke stærk nok, så den har leverandøren måttet udskifte. Parkeringsanlægget skulle programmeres til at kunne kommunikere med to forskellige sikkerhedssystemer. Endelig var pullerten programmeret til at være nede i et bestemt antal sekunder, hvorefter den returnerede. Det er ændret, så den nu er nede, så længe sensoren kan registrere, at en bil er på vej hen over pullerten.

Nærved og næsten …

I løbet af de seneste måneder har flere af institutsekretær Helle Nielsens kolleger været i karambolage med anlægget. En af dem er Annesofie Lunde Jensen, der er ph.d.-studerende ved Institut for Folkesundhed.

»Jeg kørte på en pille en sen aften. Jeg var ellers meget opmærksom på, at jeg skulle undgå at ramme den. De er i samme højde som bilen og mørkegrå, så de er svære at se i mørket, og det var før, der kom refleksbånd på. Jeg nåede lige at tænke »Pyh, nu er jeg forbi,« men pludselig kunne jeg høre pillen ridse bilens ene side.«

Annesofie Lunde Jensen meldte dog ikke skaden til AU eller sit forsikringsselskab, da hendes bil er gammel.

»Men det er da ærgerligt, når nu jeg netop koncentrerede mig om at komme udenom.«

Fik ødelagt undervognen

Værre gik det for rengøringsassistent Inge Nielsen en formiddag i april. I forvejen var hun utryg ved at benytte anlægget, da flere kolleger havde fået skader på deres biler.

»Men der var ingen pladser udenfor anlægget, og så måtte jeg forsøge. Teknikerne havde jo også sagt, at anlægget skulle virke.«

Ved udkørslen fra anlægget kørte Inge Nielsen frem mod pullerten, fordi lyset var grønt og pullerten nede. Men før hun nåede hen over den nedsænkede pullert, kørte den retur op under motorrummet på hendes bil og ødelagde derved undervognen.

»Det er forfærdeligt. Jeg bor i Ajstrup og skal møde kl. 5 om morgenen, og så tidligt kører der ikke busser. Så jeg er dybt afhængig af min bil.«

Skaden har kostet 55.000 kroner at få udbedret. Det er endnu ikke afklaret, hvem der skal betale for skaden.

Én ting er materiel skade …

Fra receptionen hos Lægerne Vennelystparken har sygeplejerske Helle Fallesen også fulgt problemerne med parkeringsanlægget fra første parket.

»Der var en ambulance, der påkørte en af pillerne, fordi ambulanceføreren simpelthen ikke kunne se pillen. Den kunne ikke køre herfra, så her måtte vi ringe efter en ny ambulance. Heldigvis var det ikke så akut, at patienten kom i livsfare.«

Episoden har fået hende til at frygte det værste:

»Det, der bekymrer mig mest, er, hvis vi får brug for at tilkalde en ambulance til en patient, som akut skal videre med blå blink til hospitalet ved livstruende tilstande. Ambulancen skal igennem anlægget for at komme til en indgang, der er bred nok til at få båren igennem. Men tænk, hvis pælen ikke vil køre ned, eller hvis den kører op i bunden af ambulancen, så den ikke kan køre videre. Så kan det jo i yderste konsekvens koste menneskeliv.«

Ringe anlæg eller ringe bilister?

Sammen med flere andre medarbejdere har institutsekretær Helle Nielsen flere gange gjort AU’s tekniske personale opmærksom på problemerne med anlægget.

»Jeg har kendskab til mindst 12 biler, der er blevet beskadiget ved påkørsel af anlægget på den ene eller anden måde. Det tyder på, at det er anlæggets indretning og ikke bilisternes køreegenskaber, det er galt med.«

En anden bekymring melder sig også hos institutsekretæren:

»Hvem betaler for alt dette? For alle ændringer og reparationer af anlægget, for skaderne på folks biler og alle de arbejdstimer, der er gået med det? Er det mine skattepenge, der går til det? Er det AU, der skal betale? Og så i en tid, hvor vi har sagt farvel til hundredvis af ansatte.«

Kun kendskab til fire sager

Berit Kornbæk fra AU Planlægning har ikke hørt om tilfældet med ambulancen og har kun kendskab til, at fire bilister er kørt på anlægget.

»Der er kun rettet henvendelse til os i forbindelse med fire sager. I to af sagerne er erstatningsansvaret anerkendt og retter sig mod leverandøren af anlægget. I de to øvrige sager er erstatningsansvaret afvist, idet der har været tale om fejlbetjening af anlægget fra bilisternes side.«

Hovedparten af udgifterne til de tekniske justeringer har ligget hos entreprenøren, fortæller hun.

Sådan skal det gøres

Anlægget skulle nu fungere uden problemer. Alligevel er det sat midlertidigt ud af drift. For AU Planlægning har udarbejdet en udførlig manual om brugen af anlægget, som sendes rundt til brugerne.

»Da flere af sagerne har handlet om brugsfejl fra bilisternes side, har vi besluttet at tage anlægget ud af drift, mens vi giver kommunikationen omkring brugen af anlægget en tur mere. For vi vil helst ikke have flere af de her sager,« siger Berit Kornbæk.

Irriterende sag

Conor Leerhøy, der er teknisk chef på Health, har fulgt sagen om parkeringsanlægget tæt de seneste måneder. Efter at leverandøren har rettet de sidste fejl og mangler ved installationen, er det nemlig ham, der er ansvarlig for den daglige drift af anlægget. Og med det besvær, der har været med anlægget i de seneste måneder, er det en opgave, han går til med en vis påpasselighed.

»Jeg synes, det har været en irriterende sag. Og jeg kan da bestemt godt forstå medarbejdernes frustration. Men nu virker anlægget, og inden jeg overtager driftsansvaret for det, gennemfører jeg en grundig test sammen med mine medarbejdere for at være helt på den sikre side. Skulle der herefter være problemer med anlægget, er det mig, folk skal kontakte.«