”Du er for meget mand. Jeg tror ikke, du er klar over, hvor arrogant folk mener, du er.”

Dorthe Berntsen

Professor og centerleder af CON AMORE, der forsker i selvbiografisk hukommelse ved Psykologisk Institut.

”Det var 2012. Jeg havde været centerleder i to år, og der blev skrevet tonsvis af kronikker, der skældte strukturreformen ud. Men jeg skrev én, der tog den i forsvar, og mange var fortørnede. Det var en hvepserede. Men for mig, der netop havde fået en stor centerbevilling, var dele af reformen altså en fordel.

En mandlig kollega bad mig mange gange om et møde på baggrund af de uenigheder, min kronik havde skabt. Jeg orkede det ikke. Men det endte alligevel med, at han en formiddag sad over for mig. 

Han sagde: ’Du er for meget mand. Jeg tror ikke, du er klar over, hvor arrogant folk mener, du er’.

Det, jeg hørte ham sige, var, at jeg ikke var en rigtig kvinde, men et misfoster. At jeg havde opgivet mit køn for rollen som centerleder. En rolle, der dybest set var unaturlig for mig, og når jeg alligevel havde den, var det, fordi der var noget defekt ved mig. 

Da jeg kom hjem, talte jeg med min kæreste om det. Han syntes heldigvis ikke, jeg var for meget mand, men lod sig underholde af det. Han kunne som amerikaner også sætte det i et andet lys. Det ville aldrig ske i USA, for så ville vedkommende få klager med det samme. Men på Aarhus Universitet var der ingen steder at klage over den form for chikane. 

Jeg arbejder ikke længere sammen med ham, og vi har sådan set aldrig sagt farvel. Sommetider har jeg tænkt på, om jeg burde spørge ham, om vi skulle drikke en kop kaffe og få snakket om det, der skete den dag. Men jeg har aldrig gjort det. Der er sket nogle ting, som ikke skulle være sket. Men det betyder ikke, at jeg hader ham, eller jeg selv er fejlfri. Der er måske bare andre, jeg skulle drikke dén kop kaffe med.”

 LÆS OGSÅ: Fem forskningsprojekter skal skabe mere ligestilling på AU

”Mændene skulle bare danse gennem laboratoriet, så blev de medforfattere. Imens blev jeg anerkendt sammen med laboranterne og sygeplejerskerne”

Lise Wogensen Bach 

Prodekan for talentudvikling på fakultetet Health. Hun har som professor med særlige opgaver i matrix-biologi hovedsageligt forsket i nyre- og kar-komplikationer ved diabetes.

”Jeg var forskningsassistent på Niels Steensens Hospital (det nuværende Steno Diabetes Center Copenhagen, red.), hvor jeg havde arbejdet i laboratoriet på nogle analysemetoder til et forskningsprojekt. Det havde været et stort arbejde, og jeg havde været med i planlægning af forsøget, i generering af resultaterne, i skrivning og i diskussioner. 

Og selvfølgelig var der nogen, som var primære ejere af disse projekter, som skulle skrive de her tre-fire artikler til tidsskrifter. Da de så kom med det første udkast, viste det sig, at jeg stod under ’acknowledgement’. Samtidig stod der nogle på som medforfattere, som jeg vidste bare lige havde flagret igennem laboratoriet. 

Det var tydeligt, at mændene bare skulle danse gennem laboratoriet, så blev de medforfattere. Imens blev jeg anerkendt sammen med laboranterne og sygeplejerskerne.

Jeg burde også stå som medforfatter. Jeg havde jo været med i alle de trin, der er i en forskningsproces. De syntes bare, det var rart med en mandeklub. 

Jeg syntes, det var for galt, så jeg indkaldte mine kollegaer og bossen til et møde, hvor jeg sagde, at det ikke var i orden. De syntes, det var mærkeligt af mig og begrundede det med, at jeg ikke havde været med til den indledende planlægning. Vi diskuterede det, så åd de den; jeg blev medforfatter. 

Jeg tror ikke, de før mødet var bevidste om deres bias. De havde nok bare fået placeret mig det forkerte sted af vane. De fleste kvinder var jo laboranter og sygeplejersker, og jeg tror bare, mine kollegaer havde tænkt, at jeg skulle takkes sammen med de øvrige kvinder. 

Det var i 1990, men jeg tror stadig, at kvinder skal kæmpe mere for deres medforfatterskaber end mænd. Jeg har selv taget kampen en håndfuld gange, og det er i hvert fald velkendt, at kvinder skal yde mere for at få den samme anerkendelse som mænd.

Inspiration har jeg fået fra min kvindelige mentor gennem næsten tre år på Scripps Research Institute, Californien, USA: Man må ud af busken – selvom hendes mandlige kollega som en reaktion herpå udbrød: ’By the way, you and your postdocs are not feminine at all’. 

Proaktiv har jeg forsøgt at være hele mit liv. Min karriere er blevet til, fordi jeg har truffet nogle valg, har taget nogle chancer, har været mobil – og så har jeg haft det sjovt undervejs.

Jeg har også engang oplevet at komme som repræsentant for fakultetet for at byde velkommen til et ph.d.-forsvar. Jeg var stort set den første i lokalet, sad på forreste række og havde protokollen klar. Så kom der en vejleder ind ad døren. Han stod og kiggede. Han så på klokken. Han kiggede ud ad døren, og så blev han utålmodig. Så sagde jeg bare: ’Hvis du kigger efter lederen af forsvaret, så er jeg altså her’. Og han sagde: ’Åh, jeg troede, der kom en m…’. Sådan er der så meget.  

Når man er en del af ledelsen, ser man det igen fra en ny side. Jeg har siddet til mange møder, hvor vi måske var to kvinder og tyve mænd, hvor jeg bare har tænkt: Hvor er alle de andre kvinder henne? 

Og ligesom jeg selv er blevet behandlet anderledes som kvinde, skal jeg også som leder selv være bevidst om at behandle alle ens. Jeg har jo siddet i en del samtaler med ph.d.-studerende, og man skal virkelig tænke over at stille de samme spørgsmål til mænd og kvinder, for vi sidder alle sammen med ubevidste bias. Og man kan jo også komme til at gå i den anden grøft og hjælpe kvinderne for meget.”

LÆS OGSÅ: KU-kønsforsker: Ligestilling er ikke bare et spørgsmål om personalepolitik

”De har påpeget over for mig, hvad ’man plejer i Uganda’”

Lotte Meinert

Professor med særlige opgaver ved Institut for Kultur og Samfund, Afdeling for Antropologi. Stort set al hendes forskning foregår i Uganda og drejer sig om konflikt eller post-konflikt.

”Noget af det grelleste, jeg har oplevet, sker lige nu. Jeg står i øjeblikket for et stort forskningsprojekt i Uganda, hvor der er virkelig meget køns-ulighed, og det ligger mig meget på sinde at gøre noget ved det. 

Jeg har i så mange år respekteret hierarkiet i Uganda, ved at alle de tre projektledere, jeg har arbejdet med tidligere, har været mænd. Men nu synes jeg, det er på tide med noget andet. Så da jeg fremlagde mit seneste projekt for det ugandiske universitet, var jeg meget eksplicit om, hvilken kvindelig projektleder jeg ville have.

Jeg har forberedt hende i flere år, og hun er en stjerne. Ikke alene er hun kvinde – hun er simpelthen den dygtigste. En stor del af grunden til, at jeg overhovedet laver projektet, er, at jeg gerne vil hjælpe hende frem. Men der er nogle, der mener, at jeg som kvinde ikke skal bestemme, og de har påpeget over for mig, hvad ’man plejer i Uganda’. 

Jeg har ansat hende alligevel. Og hun og jeg får alt mulig modstand. 

Jeg er hele tiden nervøs for, hvad hun kan blive udsat for af chikane og pres. De modarbejder hende, og så er jeg nødt til at være den, der har is i maven og siger til hende, at vi ikke viger for presset. Vi må bare være ekstra stædige og vedholdende. 

Der skal sættes en kæp i hjulet, ellers kommer vi ingen vegne. Det ved vi jo også fra vores eget universitet. Når vi skal pege på nogle samarbejdspartnere, peger vi oftere på et talent af vores eget køn. Mandlige kollegaer overser kvindelige kollegaer og vice versa. Og sådan er det måske også for mig – at jeg er bedst til at få øje på gode kvinder. På den måde er vi alle kønnede, og vi skal gøre os umage for at få øje på, hvordan det giver os en bias.”” 

LÆS OGSÅ: Fem ud af 110 æresdoktorer ved AU er kvinder

”Min mand tog orlov, så jeg kunne spille på mændenes banehalvdel”

Trine Bilde

Professor i evolutionsgenetik ved Institut for Bioscience.

”Det er en meget konkret udfordring for forskere at gennemføre et udlandsophold. Det er et stort familieprojekt, og det er sværest for kvinder. Jeg var selv i stand til at bryde med normerne, fordi min mand gjorde noget usædvanligt. 

Jeg var blevet færdig med min ph.d., vi havde to små børn, og jeg brændte for at blive ved med at forske. Men det krævede et udlandsophold. Så min mand påtog sig den rolle, som kvinder typisk har påtaget sig; han tog orlov. Hvilket betød, at jeg var i stand til at spille på mændenes banehalvdel.

Han forlod sin stilling som ingeniør, og vi vidste, at han måtte finde noget andet, når han kom hjem igen. Ligesom vi måtte acceptere en nedgang i hans løn. Vi besluttede, at det kunne vi godt leve med, og i 2000 flyttede vi til Israel.  

Når vi fortalte, hvad vi havde besluttet, sagde folk til ham: ’Hvor er det dog fantastisk, at du gør det’, ’Hvor må du lide nogle store afsavn’ og ’Hvor er det stort af dig’. De hæftede sig ved, at det var ham, der tog orlov. 

Ligesom når han har rejst med sit arbejde, får han reaktionerne: ’Hvor må det være svært for dig at være væk fra din familie’. Men når jeg var ude at rejse, sagde folk: ’Hvor må det være svært for din mand at skulle klare alt, når du er væk’. 

I Israel var det kun mig, der arbejdede. Imens tog han børnene i børnehave og skole, købte ind på markedet i Beersheba, tog sig af det praktiske og tog ud og så noget med dem, der besøgte os. Selvom det var drevet af min karriere, tog han det som en oplevelse for sig selv og vores familie.

Jeg har kendt mange par, hvor manden har haft en karriere, der har domineret totalt, og kvinden har måttet tage sig af hele hjemmet. Det eksisterer i bedste velgående. Og det kan være fint, men der skal være en gensidig forståelse. Man skal som par være et hold. 

Og hvis man har en partner, der ikke er med på, at det går begge veje, må man træffe et valg, om det er den rigtige. 

Man skal gøre sig bevidst, at forskerkarrieren kræver mere mod og flere risici end de fleste.”