Fem forskningsprojekter skal skabe mere ligestilling på AU

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

AU har nu afsat 650.000 kroner til forskning i, hvordan man kan sikre en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i forskerstillinger.

20.04.2018 | Miriam Brems

Illustration: Louise Thrane Jensen

Fakta: Flere kvinder i forskning

De fem projekter er en del af AU’s handleplan for flere kvinder i forskning.

Projekterne har fået 650.000 kroner i alt.

Oversigt over de fem projekter:

  • ’Mapping the female perspective’
  • ’Gender and Networks in Early-career Academic Advancements’
  • ’Building platforms for women and girls in science’
  • ’Gender and Representation in Research’
  • ’The Gender Bias in Research: C3 – Course, Coaching and Conference’

Læs mere om projekterne

Fire ud af fem professorer på AU er mænd, til trods for at der er lige mange mandlige og kvindelige ph.d.-studerende, og andelen af kvindelige forskere på AU ligger under EU-gennemsnittet og 'et godt stykke under' de andre nordiske lande.

Derfor vedtog AU i 2016 en handleplan med initiativer, der skal sikre mænd og kvinder lige mulighed for at blive ansat og udvikle sig som forskere.

Som et led i handleplanen har Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde nu fordelt 650.000 kroner mellem fem projekter, der skal undersøge, hvordan man kan mindske kønsbias på Aarhus Universitet.

Det kvindelige perspektiv skal på

Projektet ’Mapping the female perspective’ ser på, hvordan kvindelige forskere på AU ser sig selv i forskermiljøer domineret af mænd. Og hvad kvinder, der dropper deres forskerkarriere, begrunder det med. Forskerne tager udgangspunkt i et fænomen kaldet leaky pipeline, som dækker over, at det er mere sandsynligt, at kvinder forlader forskningen, end at mænd gør det.

”Vi ved fra forskellige studier, at kvinder helt generelt og systematisk bliver diskrimineret i forskningsverdenen, blandt andet i ansættelsessammenhænge, udgivelsessammenhænge og i undervisningsevalueringer,” fortæller Sara Kier Praëm, der er postdoc ved Institut for Kultur og Samfund og leder af projektet.

Men hendes egen oplevelse er, at kvindelige forskere, som har forladt eller overvejer at forlade den akademiske verden, ikke peger på de strukturelle problemer som årsagen til det.

”Faktisk er mange, som jeg har talt med, lykkeligt uvidende om den eksisterende forskning på området,” siger hun.

Projektets fokus er derfor at forstå, hvordan det opleves at være kvinde i forskermiljøerne på AU. Det vil de gøre ved at tale med kvinder, der har valgt forskerkarrieren til og kvinder, der har valgt den fra. Formålet er at afdække, hvilke faktorer de selv mener har spillet ind i deres valg.

”Vi mener, at både bevidstheden om diskriminerende mekanismer ogdet kvindelige perspektiv er vigtige, når vi udvikler strategier, der skal være med til at fastholde kvinder i forskningen.”

Planen er, at projektet skal følges op af konkrete forslag til, hvordan man kan forbedre kvinders mulighed for at vælge forskervejen.

Netværk, netværk, netværk

Med projektet ’Gender and Networks in Early-career Academic Advancements’ vil forskerne undersøge, hvilken rolle netværk spiller for mænds og kvinders karrieremuligheder på Aarhus Universitet.

”Nogle mener, at vi i Danmark er så ligestillede, at alle indgår i sociale og faglige sammenhænge på arbejdspladserne på lige vilkår. Det stiller vi os kritiske overfor med det her projekt,” fortæller Ea Høg Utoft, som er ph.d.-studerende og en del af projektet.

”Vi håber, at studiet i kraft af sin forskningsevidens kan blive en øjenåbner for dem, der stadig ikke har blik for, at eksklusion af nogle grupper rent faktisk finder sted,” siger hun.

Forskerne mener, at det er det, der skal til, for at der kan blive handlet konkret på problemstillingerne.

Projektet begynder i denne uge med pilotstudier, hvor fokusgrupper kommer med input til en større spørgeskemaundersøgelse. Den håber Ea Høg Utoft, de kan sende ud til yngre forskere inden sommerferien. Efter ferien er planen, at undersøgelsen skal følges op af kvalitative interviews og fokusgrupper.

Mænd ses måske som mere egnede

De tre øvrige projekter, der har modtaget støtte, er ’Building platforms for women and girls in science’, ’Gender and Representation in Research’ og ’The Gender Bias in Research: C3 – Course, Coaching and Conference’.

Projektet ’Building platforms for women and girls in science’ fokuserer også på netværk. Her vil forskerne arbejde for at bygge netværk imellem kvinder i forskning, blandt andet gennem en række events. Projektet ledes af Ashley Pearcy, der er gæsteforsker på Institut for Bioscience.

Projektet ’Gender and Representation in Research’ vil undersøge, om mandlige forskere ses som bedre egnet til en akademisk karriere end kvindelige, og hvordan kønsstereotyper hænger sammen med roller i erhvervslivet.

På kursus i kønsbias

Det sidste projekt, der har fået bevilliget midler, skal blandt andet give kvindelige forskere mulighed for et kursus i, hvordan man overvinder kønsbias. Som led i projektet bliver der også afholdt en konference om kønsbias. Midlerne er givet til AU Junior Researcher Association, som til daglig arbejder for at varetage unge forskeres interesser.Projektet ledes af Alejandra Zaragoza Scherman, som er senior forsker ved Psykologisk Institut. 

Fakta: Flere kvinder i forskning

De fem projekter er en del af AU’s handleplan for flere kvinder i forskning.

Projekterne har fået 650.000 kroner i alt.

Oversigt over de fem projekter:

  • ’Mapping the female perspective’
  • ’Gender and Networks in Early-career Academic Advancements’
  • ’Building platforms for women and girls in science’
  • ’Gender and Representation in Research’
  • ’The Gender Bias in Research: C3 – Course, Coaching and Conference’

Læs mere om projekterne

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også