For 75 år siden faldt bomberne over Aarhus Universitet

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

I dag er det 75 år siden, at britiske Royal Air Force bombede Kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde hovedkvarter under 2. Verdenskrig.

31.10.2019 | Marie Groth Andersen

Britiske Royal Air Force i færd med at bombe Parkkollegierne, som Gestapo havde taget som sit jyske hovedkvarter. Foto: Royal Air Force

Bombardementet på AU

Aarhus Universitetshistorie har samlet en række billeder og artikler om bombardementet. Du kan også lytte til en lydfil med en af de engelske piloter, der deltog i angrebet.

Den 31. oktober 1944 lige før middag fløj bombefly fra britiske Royal Air Force ind over Aarhus og lod bomber falde over den nordvestlige del af universitetet. Målet var Kollegium 4 og 5, hvor det tyske politi Gestapo under krigen havde hovedkvarter med forhørslokaler, kontorer og ikke mindst et arkiv over den jyske modstandsbevægelse. Og det var netop på opfordring fra den jyske modstandsbevægelse, at Royal Air Force bombede bygningerne.

Omkring 75 personer mistede livet

Ved bombardementet mistede omkring 75 personer livet. Foruden tyske Gestapo-folk mistede ni håndværkere og universitetets kioskdame livet. Håndværkerne var i færd med at bygge universitetets nye hovedbygning.

Kollegium 4 og 5 i ruiner. Billedet er taget af Royal Air Force under bombardementet. Foto: Originalt foto skænket af professor Stephen Hagen, Bristol/Original photograph donated by professor Stephen Hagen, Bristol

Skudhul fra bombardementet bevaret

Arkitekt C.F. Møller var også til stede under bombardementet og blev begravet under murbrokker, men han overlevede angrebet og besluttede efterfølgende, at et skudhul i rækværket ved Solgården ud for Aulaen og Vandrehallen skulle bevares for eftertiden som et mindesmærke over bombardementet.

Foto: Aarhus Universitetshistorie

Desuden blev der opsat en mindeplade til minde om de ti civile ofre for bombardementet.

Foto: Poul Ib Henriksen

For fem år siden markerede Aarhus Universitet 70-året for bombardementet med en udstilling på Antikmuseet. 75-året bliver ikke markeret officielt på Aarhus Universitet. Men årsdagen markeres med et privat arrangement med kransenedlæggelse, foredrag og rundvisning på universitetet.

Kilde: Aarhus Universitetshistorie

Bombardementet på AU

Aarhus Universitetshistorie har samlet en række billeder og artikler om bombardementet. Du kan også lytte til en lydfil med en af de engelske piloter, der deltog i angrebet.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også