Omnibus prik

For fjerde år i streg stiger antallet af ansøgninger til AU via kvote 2

Aarhus Universitet har modtaget over 22.000 kvote 2-ansøgninger. Derudover har 12 procent flere ansøgere end sidste år sat kryds ud for en AU-uddannelse som deres førsteprioritet. AU’s tre nye engelsksprogede it-uddannelser har tilsammen modtaget mere end 500 førsteprioritetsansøgninger.

De tre nye it-uddannelser er Computer Science, Data Science og IT-Product Development. Foto: Ida Jensen/AU Foto

De ti mest søgte uddannelser på AU via kvote 2: Førsteprioritet (ansøgninger i alt)

  1. Psykologi: 915 (2.010) 
  1. Economics and Business Administration: 703 (1.782) 
  1. Medicin: 681 (2.060) 
  1. Erhvervsøkonomi, HA: 521 (1.090) 
  1. Jura: 512 (1.267) 
  1. Odontologi: 402 (865) 
  1. Cognitive Science: 382 (740) 
  1. Computer Science: 345 (757)
  1. Statskundskab: 244 (649) 
  1. Veterinærmedicin, dyrlæge: 233 (449) 

Kilde: AU 

De ti mindst søgte uddannelser på AU via kvote 2: Førsteprioritet (ansøgninger i alt) 

  1. Klassisk filologi: 2 (19)
  1. Elektronik (vinterstart): 2 (16)
  1. Plante- og fødevarevidenskab: 2 (11)
  1. Fransk sprog, litteratur og kultur: 4 (23)
  1. International virksomhedskommunikation i fransk: 4 (15)
  1. Ruslandstudier: 6 (17)
  1. Maskinteknik (vinterstart): 6 (39)
  1. Global ledelse og design af produktionsnetværk: 6 (21)
  1. Arabisk og islamstudier: 7 (20)
  1. Klassisk arkæologi: 7 (33)

Kilde: AU

Udvikling i kvote 2-ansøgninger på AU: 

2025: 22.219 - 8.191 førsteprioriteter 

2024: 19.457 - 7.315 førsteprioriteter 

2023: 17.945 - 6.601 førsteprioriteter 

2022: 16.671 - 5.938 førsteprioriteter 

2021: 18.046 - 6.130 førsteprioriteter 

2020: 15.732 - 5.852 førsteprioriteter 

2019: 14.943 - 5.536 førsteprioriteter 

2018: 14.866 - 5.599 førsteprioriteter

Kilde: AU

Der er fortsat stigende interesse for at søge ind på en uddannelse på Aarhus Universitet, hvor antallet af ansøgninger via kvote 2 stiger for fjerde år i streg. Det står klart efter, at ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger lukkede 15. marts. AU har modtaget 22.219 ansøgninger, hvilket er en stigning på over 14 procent sammenlignet med sidste år. Antallet af førsteprioritetsansøgninger er ligeledes steget med 12 procent fra 7.315 i 2024 til 8.191 i år.

Tre nye uddannelser gør Natural Sciences til højdespringer 

Blandt AU’s fem fakulteter gør Natural Sciences sig særligt bemærket, idet antallet af ansøgninger til fakultetets uddannelser samlet set er mere end fordoblet. Sidste år fik fakultetet 1.203 ansøgninger mod 2.926 i år. Det er især de tre nye engelsksprogede it-uddannelser; Computer Science, Data Science og IT-Product Development, som medfører den enorme stigning. De tre uddannelser står tilsammen for 1.679 af ansøgningerne.

Prorektor Berit Eika fortæller i en nyhed på AU.dk om baggrunden for den store interesse for de tre nye uddannelser:

“Danmark og Aarhus er et attraktivt studiested, og tallene vidner om, at vi har et stærkt grundlag for at rekruttere internationale studerende til områder, hvor der samtidig er stor efterspørgsel på arbejdskraft,” siger prorektor Berit Eika og fremhæver, at de tre it-uddannelser har oplevet en ekstraordinært stor søgning fra de andre EU-lande.

På de andre fakulteter oplever både Aarhus BSS og Technical Sciences fortsat fremgang i både antallet af ansøgninger og førsteprioritetsansøgninger. Hos Aarhus BSS er antallet af ansøgninger steget fra 8.113 i 2024 til 8.976 i 2025, og det er stadig det fakultet, som modtager flest ansøgninger. Samtidig går Technical Sciences fra 2.178 til 2.325 ansøgninger, selvom den nye dyrlægeuddannelse, som åbnede sidste år, oplever en nedgang på 22 procent fra 572 ansøgninger i 2024 til 449 i år.

Over 56.000 ansøgere på landsplan: Stigning på fire procent sammenlignet med 2024 

Også på landsplan stiger antallet af ansøgninger til videregående uddannelser. I alt har 56.675 ansøgere søgt en uddannelse via kvote 2 som deres førsteprioritet, hvilket er en stigning på fire procent sammenlignet med ansøgertallet fra 2024.

Igen i år stiger antallet af ansøgere til STEM- og it-uddannelserne, mens antallet af ansøgere til sproguddannelserne falder. Det gælder særligt bacheloruddannelser i tysk og fransk. Antallet af udenlandske ansøgere er steget med syv procent, hvilket uddannelse- og forskningsminister Christina Egelund (M) også fremhæver i ministeriets pressemeddelelse.

“Jeg glæder mig over, at så mange har valgt at søge ind på en videregående uddannelse, og at flere udenlandske ansøgere ønsker at uddanne sig i Danmark. Når det er sagt, så bekymrer det mig meget, at søgningen til velfærdsuddannelserne ser ud til at være stagneret på et lavt niveau, ligesom at færre igen har søgt mod sprogfagene, bl.a. tysk og fransk,” beretter Christina Egelund i meddelelsen.

Ansøgningsfristen for kvote 1 udløber 5. juli klokken 12, og 28. juli får alle ansøgere svar, oplyser AU.