Omnibus prik

Antallet af ansøgninger til AU er steget med 12 procent i forhold til sidste år

12 procent flere ansøgere end sidste år har søgt ind på en uddannelse på Aarhus Universitet, og antallet af ansøgere, der har en uddannelse på AU som førsteprioritet er ligeledes steget med 12 procent. Det viser den endelige opgørelse, efter fristen for at søge om optag via kvote 1 udløb lørdag 5. juli.

Billedet fra Universitetsparken er taget i forbindelse med Summer University i år. Foto: AU Foto: Andrea Lif

Artiklen er kl. 10.50 opdateret med de endelige tal for ansøgninger 2025, opgjort 8. juli 

Der er stigende interesse i at uddanne sig på AU. Ansøgertallet til AU’s uddannelser er samlet set steget med 12 procent siden sidste år, mens antallet af førsteprioritetsansøgninger ligeledes er steget med 12 procent. Det viser den endelige opgørelse over ansøgninger til Aarhus Universitet i 2025. Det samlede antal ansøgninger ligger på 31.024, hvoraf 11.736 er fra ansøgere, der har søgt en uddannelse på AU som deres første prioritet. 

Stor interesse for nye, engelsksprogede uddannelser

Førsteprioritetsansøgningerne til uddannelserne på fakultetet Natural Sciences er steget med 62 procent, når man sammenligner med tallet fra 2024. Sidste år havde 821 en uddannelse på Natural Sciences som deres førsteprioritet, det tal er i år steget til 1.326. Den store stigning skyldes stor international interesse i de tre nye engelsksprogede IT-uddannelser på fakultetet: Computer Science, Data Science og IT Product Development. Især uddannelsen Computer Science er populær og har modtaget 787 ansøgninger, heraf 358 som første prioritet.  

I et opslag på LinkedIn, udtrykker prorektor Berit Eika sin tilfredshed med det stigende ansøgertal til de tre nye uddannelser.

”Det er en nærmest uhørt stor stigning i vores verden, og fremgangen skyldes frem for alt, at uddannelserne har tiltrukket mange ansøgere fra de andre EU-lande,” skriver Berit Eika.

Den store internationale interesse viste sig allerede tilbage i marts, da Omnibus kunne berette om høje ansøgertal via kvote 2 til de tre nye uddannelser.

For fjerde år i streg stiger antallet af ansøgninger til AU via kvote 2

Prorektor hæfter sig dog også ved, at de tre nyoprettede uddannelser ikke kan imødekomme den store efterspørgsel. Fordi der fra politisk side er sat et loft over, hvor mange studerende AU kan optage. Hvis Natural Sciences optager flere end de 75 pladser, vil fakultetet skulle lukke pladser på andre uddannelser.

”De tre uddannelser har til sammen 75 pladser, så vi kommer til at skulle afvise rigtig mange kvalificerede unge mennesker,” skriver Berit Eika.

”Vi kunne godt optage flere, men det ville kræve, at vi lukker endnu flere studiepladser på andre fagområder, end vi allerede har gjort de seneste år,” skriver hun.

Natural Sciences skal nedlægge 51 studiepladser, men undgår akademiske konsekvenser, siger dekan

Søgning til sprogfag falder fortsat – det bekymrer minister

Aarhus BSS oplever en stigning på 5 procent i førsteprioritetsansøgninger. Mens fakulteterne Health og Technical Sciences oplever et fald på henholdsvis 1 procent og 2 procent i antallet af førsteprioritetsansøgninger, oplever Arts et fald på 3 procent i antallet af førsteprioritetsansøgninger. Det faldende antal ansøgninger til de humanistiske uddannelser er en tendens, der også gør sig gældende udenfor AU. Sprogfagene oplever fortsat et fald i antallet af ansøgere, hvilket vækker bekymring hos uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

I en pressemeddelelse fra Uddannelses-og Forskningsministeriet udtrykker ministeren bekymring over den faldende interesse i sprogfagene.

”Det bekymrer mig, at søgningen til sproguddannelserne falder fra et i forvejen lavt niveau i en ny geopolitisk virkelighed, hvor vi har brug for at blive dygtigere og ikke dårligere til at forstå hinanden,” udtaler hun.

På landsplan har i alt 61 personer søgt ind på de almene tysk- og franskuddannelser. Det er et fald på 13 procent, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet. På AU har uddannelsen Fransk sprog, litteratur og kultur modtaget 31 ansøgninger, heraf 4 som førsteprioritet, mens uddannelsen Tysk sprog, litteratur og kultur har modtaget 54 ansøgninger, heraf 14 som førsteprioritet. Uddannelsen International virksomhedskommunikation i fransk har modtaget 26 ansøgninger, heraf 11 som førsteprioritet. International virksomhedskommunikation i tysk har modtaget 43 ansøgninger, heraf 17 som førsteprioritet. 

Den 28. juli får ansøgerne svar på, om de bliver tilbudt en plads på Aarhus Universitet.