Forskere: Ja, vi er udsat for politisk pres
Politiken bringer i dag resultatet af en rundspørge, hvor det fremgår, at forskere oplever at blive udsat for politisk pres.
Over 5.000 forskere har deltaget i en rundspørge foretaget af Politiken Research. 1200 af disse forskere har tilkendegivet, at de løser forskningsbaserede opgaver for myndighederne. 92 ud af de 1200 forskere -svarende til 8 procent i undersøgelsen - svarer, at de har været udsat for, at den rapport, de som forsker lægger navn til, er blevet ændret af styrelser eller ministerier, så væsentlige tal, grafer eller konklusioner er blevet udeladt i den endelige, offentliggjorte udgave af rapporten.
Politisk opportune resultater
Endnu flere forskere tilkendegiver, at de har oplevet, at den opgave, de som forskere er blevet bedt om at løse, er stillet på en måde, så det kun er muligt at nå frem til politisk opportune resultater. Det gælder 156 forskere - svarende til 13 procent i undersøgelsen - står der at læse i artiklen "Forskere svarer: Vi er udsat for politisk pres", som Politiken bringer i dag.