Fra i dag skal du igen vise gyldigt coronapas på campus

Fra mandag skal både medarbejdere og studerende ved Aarhus Universitet kunne fremvise gyldigt coronapas på campus.

Studerende og medarbejdere skal fra mandag igen kunne fremvise gyldigt coronapas spå campus. Grafik: Colourbox

På grund af stigning i antallet af coronasmittede, fik regeringen i sidste uge opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg til at indføre restriktioner, som skal begrænse smitten. Regeringen har stillet forslag om skærpede restriktioner på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.  

Det betyder, at både medarbejdere og studerende ved Aarhus Universitet fra i dag mandag 29. november skal  kunne fremvise gyldigt coronapas, når de færdes på universitetets campus. 

For medarbejdere gælder, at der vil blive udført stikprøvekontrol. Det skriver universitetet i en informationsmail sendt til medarbejdere. Hvorvidt de studerende også kan forvente at blive kontrolleret ved stikprøver, er der indtil videre ingen meldinger om

Aarhus Universitet opfordrer både medarbejdere og studerende til at holde sig orienteret om den aktuelle coronasituation på Aarhus Universitets coronaside, som opdateres løbende.

Gyldigt coronapas opnår du enten, hvis du er vaccineret, med gyldig negativ coronatest eller ved immunitet som følge af coronasmitte.