Gratis mundbind til studerende? Ja, hvis du ikke har råd til at købe dem selv

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Studerende, der ikke selv har råd til at købe mundbind, kan få udleveret gratis mundbind hos Aarhus Kommunes borgerservice.

30.10.2020 | Marie Groth Andersen

Studerende Emil Hjorth Nielsen har valgt også at gå med mundbind ude, når han har et ved hånden ud fra devisen, at han på den måde gør alt, hvad han kan, for at sikre både sig selv og andre mod smitte. Han kan godt finde råd til at betale for sine mundbind, selvom han er på SU. ”Men det er en 'rar' tanke, at mennesker, der er økonomisk dårligt stillet, ikke også skal bekymre sig om udgifter til mundbind, fordi der findes denne mulighed for udlevering af gratis mundbind til økonomisk trængte,” siger han.

Studerende og medarbejdere skal nu bære mundbind, fra de går ind ad døren til en AU-bygning, til de sætter sig ned i undervisningslokalet, på kontoret eller i kantinen. Kravet gælder foreløbigt frem til 2. januar 2021.  

Det kan blive til en pæn stak mundbind hen over de kommende to måneder, når man også skal bære mundbind i blandt andet offentlig transport, i supermarkeder, på biblioteker og caféer. Og når Sundhedsstyrelsen generelt anbefaler, at engangsmundbind kasseres efter brug. 

Gratis? Gælder det også studerende? 

Regeringen har besluttet, at mundbind skal være gratis for alle, for hvem det vil være en økonomisk byrde at købe mundbind, for eksempel kontanthjælpsmodtagere, mennesker på integrationsydelse og andre socialt udsatte grupper. For borgere i Aarhus Kommune betyder det, at man kan få udleveret gratis mundbind, hvis man selv opfatter sig som socialt udsat, skriver kommunen på sin hjemmeside. Men gælder det også studerende? 

Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra Michael Jaap, der er pressechef i Aarhus Kommune – Kultur og Borgerservice.  

”Udgangspunktet er, at man som studerende selv køber sine mundbind. Men hvis man ikke har råd til det, kan man få dem udleveret hos Borgerservice.”

Man får udleveret 5-10 mundbind ad gangen. Der er ikke krav om, at man skal dokumentere sin økonomiske situation. 


FAQ om mundbind

Må du genbruge dit engangsmundbind?

Generelt bør engangsmundbind kasseres efter brug. Men ved korterevarende brug kan du godt genanvende mundbindet, for eksempel når du bare skal med bussen et enkelt stop. Du må også gerne bruge det igen, når du har brugt det i forbindelse med pauser under en undervisningsdag. 

Er det o.k. at bruge et mundbind af stof?

Du kan bruge stofmundbind af god kvalitet som alternativ til engangsmundbind. Et stofmundbind skal kunne vaskes ved 60 grader.

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at du bruger CE-mærkede engangsmundbind, hvis:

  • du har COVID-19 eller i risiko for at være smittet og undtagelsesvis bliver nødt til at bryde din selvisolation.
  • du er i øget risiko for et alvorligt forløb ved smitte med coronavirus.
  • du skal være sammen med en person i øget risiko.

Hvad gør jeg, hvis jeg vil genbruge mit mundbind?

Sørg for at have rene hænder, når du tager mundbind af og på. Rør ikke ved selve mundbindet, rør kun elastikkerne. Læg det i en ren pose eller i din taske eller lomme. Undgå at skubbe det ned under hagen eller op i panden. Læg det ikke på et bord eller en stol. Opbevar ikke et brugt mundbind sammen med rene.   

Hvornår skal jeg skifte mundbind?

  • Hvis det bliver vådt eller snavset – eller hvis du har rørt meget ved det. 
  • Hvis du har haft det på i mere end 4 timer.

Læs mere om brug af mundbind

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også