Gud er bare et fænomen – men frokosten er gratis
Studerende fra studenterforeningen Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) sætter i marts måned kristendommen på dagsordenen på de videregående uddannelser i Aarhus med arrangementet »Challenge«.
De kristne studerende fortæller, at de gerne udfordrer – og også gerne selv vil udfordres – i spørgsmål om tro, tvivl og skepsis ved en række frokost- og aftenarrangementer i perioden 9.-11. marts.
»Lunch Bars« er titlen på et af arrangementerne, som giver mulighed for en gratis frokost, et udfordrende oplæg om kristendommen og en efterfølgende debat.
Emner og steder for Lunch Bars vil blive annonceret på Facebooksiden »Challenge«
Gud er et sociologisk/psykologisk fænomen
Emnerne er i øvrigt valgt på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, hvor studerende er blevet bedt om at svare på, hvilke indvendinger de har mod kristendommen.
Blandt svarene var en af de mest fremtrædende indvendinger: Gud er et sociologisk/psykologisk fænomen, fortæller Pernille Petersen, der er en af arrangørerne fra KFS.
Studenterforeningen vil også hver aften i løbet af ugen stå for et arrangement i Stakladen i Aarhus, blandt andet med oplæg af Revd Dr Christian Hofreiter fra University of Oxford og MA(Theol) Julia Garschagen fra Bergische Universität Wuppertal og University of London.